Lillejuleaften

Jeg stod på byens torv under dette flotte juletag, som jeg tror er fotograferet de første 10.000 gange – mindst, fordi det er så pæææhhnt, og det gik op for mig, at det er lillejuleaften. Det lyder sært, at det skulle overraske mig, for jeg er selvfølgelig helt med på, at det er juleaften i morgen. Jeg havde bare ikke tænkt tanken “I dag er det lillejuleaften“. Det gjorde jeg så lige der, mens et kor sang julesange på scenen. Jeg kunne ikke rigtigt se noget, fordi alle viborgensere og alle fra omegnen havde forsamlet sig, og fordi mine ben er så korte og mine øjne derfor sidder for langt nede. Men jeg kunne høre, og Morten var ved min side, og vi havde drukket gløgg og spist gourmethotdogs og fået masser af frisk luft, da vi gik ind til byen (og samme mængde på hjemturen).

Alle vores børn er andre steder i aften, og vi har nydt en stille tosomhed med ingen verdens ting udover en rask spadseretur, fjernsyn, gadgets, romtoddy (mig fordi jeg fik næseløb og nys af al den snigende kulde ude i verden) og hvad vi nu syntes.

Meget fredfyldt.

Og måtte resten af julen blive det. Fredfyldt og i godt selskab.

Glædelig lillejul og storejul, små og store.

Ind under jul

Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?

Så kan det da ikke blive mere mismodigt.

Sådan har jeg det ikke.

For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.

Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.

IMG_5129

Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.

IMG_5131

Glædelig lillejul.