2. januar 2014 | den store bunke |
Hele juleferien har jeg opholdt mig i en verden af blødt. Jeg er stået ud af sengen og har taget blødt på. Jeg har syslet lidt rundt og siddet eller ligget i sofaen, været meget lidt udgående, bortset fra juleaften, juledag og nytårsaften. Jeg har nydt, nydt, nydt, at jeg ikke havde ret meget, jeg skulle.
I dag var første arbejdsdag efter ferien, og jeg har været ude og møde samfundet. Jeg har bevist, at jeg kunne komme tidligt op og skifte til noget tøj, som samfundet kunne holde ud at se på.
Her ligger min ham.
Fjällräven Frost sweater i blød lammeuld, som jeg fik i julegave. Den har jeg også haft på ude i verden i dag. Den kan verden godt holde ud at se på. Skal I have link? Her: fjallraven.dk/frost-sweater
Patrick fleecebukser. De må ikke komme ud i samfundet. Allerhøjst ned og tømme postkassen, men ikke uden for gadedøren. For ni år siden købte min veninde dem for mig, og på det tidspunkt skulle de kun opfylde ét eneste krav: en voldsom benvidde. Jeg havde revet akillessenen over og var påmonteret en walker hele døgnet de første tre uger og kunne ikke få noget almindeligt tøj over foden. Jeg havde egentlig glemt, at jeg havde dem, men har nydt gensynet her i ferien. Som det ses, har de stadig betragteligt brede ben.
Nye bløde hjemmefutter, også en julegave. De ligner store nullermænd indhyllet i støvede spindelvæv, lidt samme farve som de store spindelvæv, der hang fra bjælkerne i laden hjemme på gården, men det skal man ikke lade sig narre af. De er dejlige! Og varme! De kommer fra et sted, der hedder Bedroom Athletics. Jeg var nødt til at google det, men det er altså ikke mere kinky end forhandling af hjemmesko og nattøj.
Nu er jeg hjemme igen….
1. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har holdt mandtal, tjekket med hele min flok og med tilfredshed konstateret, at alle har alle lemmer og sanser i behold og er uden nævneværdige tømmermænd.
På torvet i nat var nogle af os tæt på at komme på tværs af noget voldsomt knaldfyrværkeri, som en gruppe unge hjernedøde knallerter kastede i vores retning. Heldigvis sprængte det nogle meter fra os – og ikke på os – og efterlod os ’bare’ med ringen for ørerne og prædikatet “gamle røvhuller med rynker”, da vi forskrækkede råbte deres uansvarlighed i ansigtet på dem.
Således kan vi konstatere, at vi er kommet godt ind i et endnu et år, og at den største skade er forvoldt af nogle mere harmløse knallerter. Dem man trækker i, så det siger bang, og man får en lille kinesisk plastikdims, et ordsprog og en krone af silkepapir. Kronen lå champagnevædet natten over på et sofabord, der i langvarig mangel på sæbeskuring sukkede efter væde og lykkeligt sugede til sig. Måske bliver 2014 året, hvor bordet alligevel skal slibes ned og behandles med sæbe eller maling eller noget.
Et andet bord – mit arbejdsbord – fik en uventet makeover på årets første dag. Den Dynamiske Duo trængte til at holde sig i gang og rådede bod på min flere år gamle nærighed. For tynd spånplade, for spinkle ben, for korte skruer. Længe har der drysset skruer ud, og kun det faktum, at der er hele seks ben, har holdt det stående, men bestemt ikke i ro. I dag blev det klodset op og fik længere skruer og større stabilitet. Tak, Batman og Robin.
Ellers sker der absolut ingenting i dag. Det er rart.
31. december 2013 | Køkkenskriverier |
Jeg kastede mig ud i at bage nytårskransekagen selv. I kassen med Den Legendariske Småkagemaskine, som Morten havde hjemlånt fra sin bror, der normalt opbevarer den del af arven, befinder sig også bagerens kransekageforme.
Jeg kombinerede nogle opskrifter jeg fandt på nettet og rodede med monsterklistret marcipanmasse, smurte forme og dyppede dem i rasp for at kransekageringene skulle kunne slippe igen. Så langt så godt.
Herfra gik det ikke så godt. Der sad de så, kagerne. Fast i formene. Ikke faste i formen. De kunne ikke komme ud. Det var noget makværk.
Jeg lagde billedet på Facebook med teksten “Nå, men jeg skal også huske at købe kransekage…”. Så kunne nogen stille sig på mine skuldre og skryde over deres egne perfekte kransekager, og andre kunne trøste sig ved, at jeg er lige så dårlig en kransekagebager som dem. I hvert fald udløste det rekordmange likes fra uventede kanter og en række sjove kommentarer.
Men bagerdrengen er ikke sådan at vippe af pinden. Han finder muligheder, hvor der ingen er. Han insisterede på at vide, hvordan det smagte. For er smagen god, kan man bare skære dem til og dyppe i chokolade.
Så jeg har ikke købt kransekage.
Godt nytår!
28. december 2013 | Køkkenskriverier |
En af de køkkenfærdigheder, jeg føler mig mest udfordret i, er, når der står ‘puds mørbraden af’. Så vidt jeg har forstået, drejer det sig om at skære sener og fedtsnask af den. Men det er jo det, der holder den sammen? Beskrivelsen af det, jeg får gjort, kunne lige så godt være ‘trevl mørbraden op’.
Til dem, der skal spise med i aften: Undskyld, hvis jeg har skamskåret. Sovsen bliver god!
27. december 2013 | den store bunke |
Min mor delte ud af sine smykker denne jul. Hun kan ikke længere tåle metal mod huden, siger hun. Hun fik samtidig en ny perlekrans i julegave, så helt pyntløs bliver hun ikke.
Hun havde samlet sammen fra gemmerne og fremlagde – ja, jeg er fristet til at sige en perlerække af fine ting, forholdsvis nye og meget gamle. Dog ingen perler. Egentlig synes jeg, at jeg allerede har arvet nogle rigtig fine gamle smykker, som jeg er glad for, og jeg stod ikke lige og manglede noget. Men jeg fik alligevel noget historie og affektionsværdi med hjem.
Denne ring og armlænke fik min mor i konfirmationsgave i 1940. Hun fik en del smykker til sin konfirmation, og dette sæt er fint, synes jeg. Det har hendes storesøster også syntes, for mor fortalte, at de engang var uenige om et eller andet, og indtil spørgsmålet kunne blive afklaret, mente søsteren, at mor skulle sætte ringen og armbåndet som pant. Smart, søster! Havde mor vundet, kunne hun have fået lov at beholde sine egne smykker. Men lillesøster var også smart og gik ikke med på den deal. Der mangler en lås på armlænken, det får jeg min smykkepusher til at kigge på, og så kan jeg sagtens forestille mig at gå med det.
Historien om dette armbånd er lidt mere uklar. Mor mener, at det er hendes mormor, altså min oldemor, som var den første ejer. Noget med at have fået det et sted, hvor hun tjente. Jeg kunne sagtens digte en sød historie om et herskab, som var så glad for pigen, at de gav hende et fint smykke i gave, men jeg ved det ærlig talt ikke. Gammelt er det i hvert fald. Og fint. Det er nok lige det armbånd, som skal gå videre til min egen datter engang. Jeg kan ikke helt greje, hvilket metal det er. Det er let rødligt. Det kan min smykkepusher også få lov at kigge på.
