9. oktober 2014 | den store bunke |
Af og til er der nogen, som øffer over og hævder, at folk er tilbøjelige til kun at vise verden de pæne sider af sig selv og kun lægge overskudsbillederne på de sociale medier. Se mig, jeg bager boller til min familie, se mig og min perfekte makeup, her ligner jeg en million, se min mad på denne fine restaurant, se mig og min morgenbuffet på ferien, se min smukke familie.
Forleden lagde hende her et træthedsbillede på sin blog, og det var fint, og der var mange, der syntes hun var sej, fordi hun gjorde det. Jeg synes nu, hun ser lækker ud med sit nøgne natteansigt, og for mig ville det da være en af mine plusdage, hvis jeg så sådan ud.
Nu er hun så også næsten tyve år yngre end mig, og da jeg var 37, syntes jeg vel også, at en rynket fremtid var skræmmende at tænke på. Men rynkerne kommer med alderen, uanset hvad man gør, trods alskens cremer og plejeprodukter. Jeg må indrømme, at jeg oftest forsømmer de fleste former for hudpleje ud over vand og sæbe. Jeg får det ikke rigtig gjort, og jeg ved ikke, om det har gjort den store forskel. Jeg har jo ikke noget at sammenligne med, men jeg græmmer mig ikke over min hud og mine rynker, og det er måske hemmeligheden.
Vi er 50+, og vi har de rynker, livet har givet os, og hvis vi kun ville vise os med pæne, glatte ansigter, ville I aldrig se os. Jeg har faktisk ikke noget imod mit hylsters synlige tegn på ældning. Det vidner om liv, der leves, og om livserfaring, bilder jeg mig ind.
Og enhver kan jo se, at rynkerne her sidder på ansigter, der har smilet meget.
8. oktober 2014 | den store bunke |
Ni hvidskallede fætre med horn i panden er i transit. Jeg kan se dem, når jeg kigger til højre her fra den bedste ende af sofaen, hvor jeg igen har været heldig at få plads. De er på vej op på hver sin krog på væggen, og de er opsatte på det. [Det var en anledning til et ordspil, ikke en syrlig opfordring til, at de snart skal videre, Morten].
Vi ved, hvor de skal hænge, og det bliver pænt. Men på en stille sær måde er det også lidt hyggeligt for mit tekrus at dele bord med denne lille seksender fra Bro Mølle.
6. oktober 2014 | den store bunke |
Jeg befinder mig på niveau 347, hvor jeg fedter med at få fat i to farvebomber og ti stykker indpakket slik på 50 træk. Jeg er en sejspiller, når jeg slår bolsjer ihjel. Jeg snyder ikke, og jeg råber ikke. Jeg trækker bare rundt med forskellig slags slik uden nogen form for strategi eller overblik, men med en tålmodighed og en ihærdighed, som muligvis irriterer og bestemt forundrer mine bofæller, men som jeg bevarer på fjortende måned. Jeg er ikke afhængig, bare vedholdende.
Der er naturligvis tale om Candy Crush, som kun ligger på min tablet, ikke på min telefon, og sådan skal det fortsat være, og hvis jeg har ret i min formodning om, at der er omkring 690 baner, og hvis der ikke kommer flere, og hvis jeg fortsætter med uændret begejstring og i samme tempo som hidtil, er jeg muligvis igennem spillet omkring jul næste år.
5. oktober 2014 | den store bunke |
Dengang, det var dagen før, vi flyttede ind i lejligheden, viste jeg et billede af noget, der ikke var afsløret endnu. Morten havde en overraskelse.
Der er en forhistorie. Da jeg fyldte 50, ønskede jeg mig et billede malet af min tidligere kollega Tine Faurholdt, som er kunstner og designer, et helt bestemt billede, som hed Flyv høne flyv. Men det var solgt. Det der så skete var, at nogle af mine andre kolleger fik Tine til at male samme motiv med ganske få ændringer, specielt til mig. Jeg fik Birgittes høne i gave til min fødselsdagsfest og blev meget overrasket og meget glad.
Fortsættelsen på historien er, at jeg på et tidspunkt koblede Tine sammen med Morten i forbindelse med noget wordpressnørderi, som hun havde spørgsmål til, og han havde svar til, og siden har de to haft hinanden i deres kontaktnet. Undervejs har jeg fulgt med i Tines malerier og set interessant nyt – og nok nævnt det. Og så har de to handlet uden mit vidende.
Bag det brune papir fandt jeg hanemaleriet, som jeg havde forelsket mig i.
Høne fik en hane, jeg flyttede sammen med Morten. Arhmen, det er så smukt. Og de er så fine, billederne af den fjollede høne og den tossede hane.
Og nu er de blevet hængt op, de to, og hænger så godt side ved side.
4. oktober 2014 | den store bunke |
Det skal jeg. På TV3 på tirsdag kl. 19. Og mor er stolt!
Jeg aldrig set meget Jeopardy, og jeg ved kun, at der netop er startet en ny sæson af det, fordi min datter er med. Hun var til optagelse i København i august og havde sit eget lille hold publikum med. Det var en god oplevelse for dem, og nu er de vist alle sammen bonkammerater med Adam Duvå Hall, som er vært på programmet, og de andre kvikke deltagere med deres medbragte publikum.
Siden optagelserne har Lauras svar på alle udfrittende spørgsmål været “Det kan jeg ikke fortælle” og “Det må jeg ikke sige”, og vi har derfor set frem og talt ned til, at det bliver sendt.
“Skal din datter være med i Jeopardy?”, spurgte min chef forleden. “Hvad ved hun noget om?”, spurgte han videre. Hun ved noget om det meste – og hun husker godt. Det er gode egenskaber i en quiz. Lad os se på tirsdag, hvordan det går hende.
I programbeskrivelsen af udsendelse 10 hedder det: I programmet kan du bl.a. møde en mand, der faktisk hedder James Bond, en læge, der forsker i bæ, og en domkirke-entusiast. Se med, når de dyster om, hvem der er hurtigst på knapperne og i hovedet i kategorier som Jesus, Danske Rigmænd og 80’er bands.
Så vi ’ses’ tirsdag aften, ikke? Det er TV3, og det er klokken 19, og jeg er stadig stolt.
Billedet er hentet fra TV3s hjemmeside. Og skulle man ikke få set den vigtige udsendelse på tirsdag, kan den ses på nettet bagefter.
