Jeg befinder mig på niveau 347, hvor jeg fedter med at få fat i to farvebomber og ti stykker indpakket slik på 50 træk. Jeg er en sejspiller, når jeg slår bolsjer ihjel. Jeg snyder ikke, og jeg råber ikke. Jeg trækker bare rundt med forskellig slags slik uden nogen form for strategi eller overblik, men med en tålmodighed og en ihærdighed, som muligvis irriterer og bestemt forundrer mine bofæller, men som jeg bevarer på fjortende måned. Jeg er ikke afhængig, bare vedholdende.
Der er naturligvis tale om Candy Crush, som kun ligger på min tablet, ikke på min telefon, og sådan skal det fortsat være, og hvis jeg har ret i min formodning om, at der er omkring 690 baner, og hvis der ikke kommer flere, og hvis jeg fortsætter med uændret begejstring og i samme tempo som hidtil, er jeg muligvis igennem spillet omkring jul næste år.