Af og til er der nogen, som øffer over og hævder, at folk er tilbøjelige til kun at vise verden de pæne sider af sig selv og kun lægge overskudsbillederne på de sociale medier. Se mig, jeg bager boller til min familie, se mig og min perfekte makeup, her ligner jeg en million, se min mad på denne fine restaurant, se mig og min morgenbuffet på ferien, se min smukke familie.
Forleden lagde hende her et træthedsbillede på sin blog, og det var fint, og der var mange, der syntes hun var sej, fordi hun gjorde det. Jeg synes nu, hun ser lækker ud med sit nøgne natteansigt, og for mig ville det da være en af mine plusdage, hvis jeg så sådan ud.
Nu er hun så også næsten tyve år yngre end mig, og da jeg var 37, syntes jeg vel også, at en rynket fremtid var skræmmende at tænke på. Men rynkerne kommer med alderen, uanset hvad man gør, trods alskens cremer og plejeprodukter. Jeg må indrømme, at jeg oftest forsømmer de fleste former for hudpleje ud over vand og sæbe. Jeg får det ikke rigtig gjort, og jeg ved ikke, om det har gjort den store forskel. Jeg har jo ikke noget at sammenligne med, men jeg græmmer mig ikke over min hud og mine rynker, og det er måske hemmeligheden.
Vi er 50+, og vi har de rynker, livet har givet os, og hvis vi kun ville vise os med pæne, glatte ansigter, ville I aldrig se os. Jeg har faktisk ikke noget imod mit hylsters synlige tegn på ældning. Det vidner om liv, der leves, og om livserfaring, bilder jeg mig ind.
Og enhver kan jo se, at rynkerne her sidder på ansigter, der har smilet meget.
