Så var der noget galt med det trådløse internet herhjemme. Og med det kabelbårne internet.
Så spurgte jeg, hvordan det hele egentlig var forbundet.
Så fik jeg denne tegning.
Så forstod jeg det.
Dette her er den tavle, hvor vi skriver, hvad vi skal huske at købe. Når vi mangler noget, eller når vi tager det sidste af noget, skal vi skrive det på tavlen. Når der så skal købes ind, skriver vi tingene fra tavlen ned på en seddel, som vi tager med. Okay, det virker en smule dobbeltarbejdeagtigt… men man kan jo også bare tage et billede af tavlen med sin smartphone, som man altid har med. Det er der også nogen, der praktiserer. Når tingene er købt, visker vi dem ud på tavlen.
Lige for tiden står der kødgarn, og det er, fordi der har været udsolgt i Føtex de sidste gange, vi har forsøgt. Men vi er ganske enkelt nødt til snart at finde noget i en eller anden butik, for det er verdens grimmeste ord at have stående. Kødgarn. Der er INTET pænt ved den ordsammensætning.
Jeg troede bare, vi kunne bruge gode gamle Mayflower nummer 12 til at bevikle udbenede dyrekøller med. Hvidt bomuldsgarn, som jeg har snøret mangen en rullepølse med. Men det duer ikke, har jeg fået at vide. Det ligger ikke rigtigt i kokkens hænder. Så vi skal have købt rigtigt kødgarn, inden vi skal tilberede den næste kølle.
Jeg synes, vi skal have det på menuen snart, så vi kan få garnet købt, så vi kan få det grimme ord visket ud.
Der blev ringet fra den ene bil til den anden på vej hjem fra arbejde. Skulle Morten lige svinge i Føtex og købe ind til aftensmaden? Altså afhængigt af, hvor langt jeg var. Men jeg var nået for kort, så han tog hjem i stedet for. Vi havde nemlig en aftale med en forsikringsmand klokken 16 hjemme hos os.
Vi er rykket ind i fællesskabet med hver sin fuldforsikringspakke, og der skal selvklart luges ud og slås sammen, så det samlet bliver billigere. Vi giiiider ikke alt det voksenkedelige, der skal til for at beslutte, hvilket selskab vi skal vælge, men i dag var anden gang, vi skulle have besøg af en agent, og så er det mest voksent at være hjemme, når han kommer.
Imidlertid viste det sig, at aftalen først var kl. 16.30 – det havde jeg selv aftalt, kom jeg i tanker om – og dernæst ringede han og undskyldte, at han var ti minutter forsinket. Aftensmaden kunne altså godt være kommet i hus.
Da assurandøren – det fine ord kom lige til mig fra en glemt tidslomme – var gået efter en times brandspændende forsikringssnak, lavede jeg havregrød til os. Morten er ikke i vane med spise havregrød og ville normalt bare have taget en skudefuld havregryn med mælk, men i dag ville han gerne smage grød på den måde, jeg laver den.
For tredive år siden brød jeg mig ikke havregrød og spiste det kun nødtvunget og kun på fjeldvandreture, fordi jeg godt kunne indse, at det både var nemt at lave og lagde en god bund inden en dagsvandring med fuld oppakning. Så fik jeg børn, og de fik havregrød om morgenen, og det var dengang, jeg udviklede min måde at lave det på. Det er nemt. En deciliter havregryn, to en halv deciliter vand og et drys salt i en dyb tallerken. 3-4 minutter i mikroovnen på fuld styrke, og i stedet for sukker kører man en god skefuld hindbærmarmelade rundt i grøden og topper med en klat smør. Så er der serveret. Man kan for resten også blande æbletern i.
Jeg kan godt lide det og laver det sommetider, hvis jeg skal have noget nemt og varmt.
Men måske har det alligevel ikke lagt en solid nok bund til en lang aften i sofaen. Måske skal vi have en bolle med ost senere.
Her er to, som tilsyneladende har taget fejl af fjernsynet og ovnen. Hvis jeg ikke vidste, hvad det handlede om, ville jeg synes, det var et meget sært scenarium. To damer på alle fire foran ovnen? Vores mænd syntes også, det så sjovt ud. De tog billeder.
Vi havde gæster, og desserten var citrontærte. Tilberedningen skulle slutte med, at den blev grillet i ovnen, så marengslåget fik farve. Lige grillfunktionen i ovnen havde vi ikke prøvet før, og det er det, Anne Dorthe og jeg ligger på knæ og holder øje med. Grilllegemet i ovnen blev nemlig ikke rødt, og der så ikke ud til at ske noget som helst derinde. Men det var godt, vi holdt så nøje øje, for pludselig gik det stærkt med at få farve, og alt var godt.
Se selv.
Den er lavet efter denne opskrift af Morten Heiberg i Politiken.
I vores ejendom har lejerne pligt til at rengøre hovedtrappen fra egen repos ned til etagen nedenunder eller til gadeniveau, således at trappen vaskes hver uge. Det står i den husorden, vi fik sammen med lejekontrakten. Ulige uger tilhører lejlighederne til venstre, og lige uger tilhører lejlighederne til højre.
Vi bor til venstre. Men jeg har først vasket trappen i dag, for der har overhovedet ikke været nogen ulige uger, siden vi flyttede ind den 2. august.
Det er egentlig mærkeligt.