15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
13. marts 2015 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik engang et referat. Papiret kom ind af brevsprækken efter et afdelingsmøde i den boligforening, jeg boede i. Jeg havde ikke selv deltaget i mødet og kendte ikke forhistorien, men jeg elskede referatet fra første linje, og jeg har gemt det som et klenodie i alle de år. Jeg er vild med det.
Jeg kunne aldrig have fundet på alle de stjerneformuleringer selv!
13. marts 2015 | den store bunke |
Engang i december kom Morten hjem med to kogler. Han var faldet for et skilt ved en bunke kogler i Superbest, som lovede, at hvis man ventede 12-14 uger, så skulle man bare se løjer. De ville springe ud og spytte pinjekerner, ville de.
Koglerne har ligget i frugtskålen siden. Da det var jul, kunne de gå for at være julepyntning, men efterhånden fik de mange undrende blikke, også fra gæster. Hvorfor mon vi havde to kæmpekogler liggende sammen med æblerne?
Det der skete med dem var: Intet.
Vi har rystet dem, vi har stirret udfordrende på dem, men intet tegn på liv var der. Og de af os, som ikke er Morten, har ment, at han var blevet taget grundigt ved næsen dengang i december.
Så begyndte de for ikke så længe siden at rasle, når vi rystede dem. Og at gå lidt fra hinanden. Men pinjekerner så vi ikke noget til. Der var kun nogle sorte gnallinger, som vi kunne pille ud med en del møje. Jeg havde måske forestillet mig, at de ligesom eksploderede og skød kernerne ud i alle retninger. Snydt!
Men de sorte er nødderne. Og INDENI er kernerne. Og de er svære at få ud. Nødderne er næsten lige lidt for små til en nøddeknækker. Hårde, men alligevel skrøbelige, hvis man giver dem et dask med granitpistillen fra morteren. Fladmaste! Det er møjsommeligt og forbundet med en høj grad af held at stå tilbage med hele kerner. Til gengæld smager de, som de skal.
Men nu ved vi altså, hvorfor pinjekerner koster så meget. Vejen til dem er belagt med besvær.
12. marts 2015 | den store bunke |
Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?
Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?
Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.
Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.
Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.
Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.
Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.
Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.
10. marts 2015 | den store bunke |
Så skulle jeg være alene hjemme, fordi søn skulle spise hos sin far, og kæreste skulle til madlavning for finere jægere, og jeg havde bestemt, at efter arbejde ville jeg kigge ind til nogle bekendte og hilse på, derefter ville jeg købe ind, og hjemme ville jeg skifte til spandex og løbe en dejlig tur, og bagefter ville jeg sætte mig sofaen med fjernsyn og gadgets.
Men så gik det sådan, at det der besøg jo ikke behøvede at være i dag, så jeg kørte forbi. Og mens jeg var i Føtex, kom jeg i tanker om, at det jo kun er to dage siden, jeg løb sidst.
Så jeg gik direkte i pit med min gode alenehjemmesalat og leftovervinsjatter. Som nogen jo er nødt til at tage sig af.
Og sikke rart, det var!
At ikke have den mindste snert af dårlig samvittighed.
Bare aaahh!
