9. marts 2015 | Hørt og set i forbifarten |
På min færd igennem medielandskabet støder jeg af og til på skæverter, som får mig til at grine eller bare sige et stille hmmm med hovedet på skrå og tænke Hvorfor?!
Og så er jeg sådan en djævel, som tager skærmbilleder og gemmer dem bare for at kunne grine flere gange. Her er nogle nedslag i samlingen.
Når stavekontrollen tager magten
Spild. Af tid eller hvad?
Jaaah, sådan en vil jeg også have!
Også til store ting?
Men hvem har da også skubbet det dérind??
7. marts 2015 | den store bunke |
Vi har længe – alle fire i husstanden – villet besøge ARoS. Igen for nogles vedkommende, for første gang for en enkelts vedkommende. I dag blev det.
Bygningen alene er et besøg værd. Så flot tænkt, så flot gjort. Og så rummer den et kæmpebredt spekter af kunst. Eller gør den? Er det kunst det hele? Undervejs havde vi nogle fine snakke om, hvad kunst er. Om noget er kunst, fordi det har kostet millioner og er på et kunstmuseum. Om hvert enkelt menneske selv definerer, om noget er kunst. Hvis det flytter mig, og jeg føler mig beriget, kalder jeg det kunst. Hvis jeg ikke bryder mig om det eller ikke fatter en bjælde, er det ikke kunst for mig. På samme måde som skønhed ikke kan defineres entydigt.
Vi nåede at se det hele, tror jeg. Selv om vi var nødt til at forlade museet midt i besøget for at få noget at spise. Sukkerkolde folk forstår SLET ikke kunst. Men vi vendte mætte tilbage og tog resten ovenfra.
Jeg boede i Aarhus, fra jeg var 22 til jeg var 32; jeg blev voksen og uddannede mig der, og i mit hjerte er det min by. Jeg overøste de andre med oplysninger om, hvad alting var af det, vi så oppe fra regnbuerundgangen på taget. Måske fandt de mig interessant, måske ikke.
Så var der nogen, der havde skrevet på den kæmpe tavle, pladsen nede ved Ridehuset er, hvis nogen gør den til det.
Guldalderen… dét er noget, vi kan forstå. På 8. etage med Fra Abildgaard til Kirkeby tog vi ind og så og vurderede. Og kunne lide det meste. Pludselig stoppede Morten brat op og blev dreng igen. For der hang det billede, de havde haft på væggen hjemme i barndommens land.
Jeg kunne også have haft et billede af ryggen af min yngste søn, der i protest forlader en udstilling, fordi han synes, at kunstneren er en selvfed nar, der tager røven på publikum – ’og så har han garanteret fået flere millioner for det’. Men jeg nåede ikke at få kameraet frem, inden han var nået til enden af gangen og var drejet ud af syne. Det ville ellers have været en flot komposition med en gul skjorte på vej midt ned ad en lang gang mellem sort/hvide symmetriske skillevægge. Kunst, tænker jeg.
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
3. marts 2015 | Hørt og set i forbifarten, Køkkenskriverier |
– Kan man egentlig godt sige syn for sagen eller hedder det syn for sagn? Tjek lige dét.
– I Ordbog over det Danske Sprog?
– Nah, du kan godt skrive hele udtryk i Den Danske Ordbog.
– Det hedder få syn for sagn ELLER sagen …
– Det er nok blevet valgfrit, fordi folk alligevel siger sagen.
– … og betyder få bekræftet noget ved selv at se det…. oprindeligt kun med sagn i betydningen ‘udtalelse, rygte’.
– Udtalelse, rygte? Nåh ja, det er samme betydning af sagn som ’frasagn’ og ’afsagn’… er der noget, der hedder afsagn? … Næh, det er der ikke, der er kun ’frasagn’. Her er et eksempel: der gik frasagn om, at han en nat i rektors have havde sat et skilt med påskriften: “Helvedet hinsides den jydske højderyg!”. Det er af Egon Clausen: Under dine vingers skygge – Gyldendal 1991.
– (synger) Under diiine viiingers skygge…
– Ej, det er vist en roman. Fra 1991. Er det også en salme?
– Ja, det mener jeg helt bestemt, det er.
Og sådan hygger sprognørderne sig på en tirsdag aften hen over madlavning og køkkenskriveri.
2. marts 2015 | den store bunke |
Lasse er i London på studietur med gymnasiet. Jeg savner ham. Det er uvant, at der ikke kommer nogen ud fra drengeværelset og kredser om ovnen, når duften af nybagte boller breder sig. Ingen der hapser to-tre alt for varme boller, inden de når at blive puttet i fryseren, gnaver af dem på vej tilbage til værelset og nikker et anerkendende “De er gode!” ind i stuen, inden han forsvinder ind i hulen igen.
