13. maj 2016 | Udpluk |
Forleden aften var der en baby i lejligheden ved siden af vores!! Åbne vinduer og skærende barnegråd. “Hvad tror du vores venner vil sige, hvis vi siger, vi vil flytte, fordi der er en baby her?”, sagde Morten.
(Nej, venner, vi vil ikke flytte. I skal ikke til at slæbe alle vores ejendele. Igen. Vi har ørepropper!)
Til gengæld er overboen flyttet. Vi befinder os for en periode i et lydtomt limbo uden løbende børn ovenpå, uden stole der bliver skubbet hen over gulvet, uden energisk klakkende skohæle. Måske er det stilhed før storm. Vi ved det ikke, men lige nu er det os selv, der står for det meste lyd.
Jeg har ikke fået is endnu i år. Hverken ispind eller vaffel eller bæger. I går på vejen hjem fra min mor på Fyn var jeg inde på en tankstation, fordi Lille Hviden ikke ville bringe os helt hjem uden optankning. Jeg kunne også gå ind og købe mig en is, tænkte jeg, men så nøjedes jeg med at fodre bilen. Det var da dumt. Nu holder de varme dage op.
Jeg var på Fyn, fordi vi – og mor – havde en aftale med en visitator fra kommunen. Det er flot at være fyldt 90, men svært at acceptere, at man ikke kan, hvad man før har kunnet. Nu har vi ansøgt om en plejebolig til mor. Det ene øjeblik betragter hun det som verdens værste påhit, og det næste kan det ikke går hurtigt nok. Og sådan kan der gå mange måneder. Men hurra for Nordfyns Kommunes samarbejdsvillighed.
I går lærte jeg et nyt ord. Samskabelse. Min læseklub – læsekreds, bogklub, kært barn, I ved – havde besøg af to bibliotekarer, som er ved at gøre sig klogere på netop det. De har valgt læsekredse som deres fokusområde. Det blev en god snak om ideer til gensidig inspiration med både biblioteket og andre læsekredse i området. Det kan godt gå hen og blive sjovt med sådan noget samskabelse.
På mandag går bukkejagten ind. Nogen her i husstanden glæder sig vildt meget. En stor og en lille. Nogen her i husstanden står fælt tidligt op på mandag og sætter sig ud i et tårn og er helt stille. En anden her i husstanden glæder sig mest til at skille krudt fra ukrudt i kolonihaven.
11. maj 2016 | den store bunke, Heldige mig |
I fredags gik vejret, Viborg Katedralskole og omkring 300 afgangselever sammen om at skabe fantastiske rammer for og forrygende indhold i årets galla.
Solen skinnede fra en høj himmel, da det ene flotte par efter det andet ankom til fods, i fantasifulde køretøjer og skinnende biler og lod sig fetere og fotografere, inden de skred op ad den røde løber. Unge mennesker på tærsklen til fremtiden. De har alle muligheder foran sig, de kan det hele og ejer verden. Denne dag tænkte de ikke på terperi og forestående eksamener, de festede og fejrede hinanden i deres smukke kjoler og nye jakkesæt og nød, at dagen var deres.
Min yngste søn var en af dem. Årh, han så godt ud. Danse lancier kunne han sandelig også. Jeg var godt nok en stolt mor – sammen med flere hundrede andre stolte forældre. Det er jo det fine ved det; at vi alle sammen synes, vores egen er den allerbedste, og på den måde er alle glade.
Det er slet ikke nemt at finde ord at beskrive med, men heldigvis tog Morten en lang række fantastiske billeder, så her kommer en udvalgt kavalkade, som taler for sig selv.
I gjorde det godt, alle sammen!








10. maj 2016 | At have have, den store bunke |

Tænk engang. Af ti hokkaidofrø og ti squashfrø, som jeg nænsomt stak i små grønne potter for fire uger siden og stillede på den bedste plads i vindueskarmen og gav både vand og opmærksomhed, er der spiret ni hokkaidoer og … nåja … to squashplanter. Samlet set er det en høj, høj spirerate. Hvis alt fortsætter med at gå godt, er der meget græskarsuppe og græskarsåmegetandet på vej til os. Og to squashplanter passer lige præcis, hvis man husker at plukke squashene som små og i øvrigt forærer nogle væk.
Nu rykker de fra vuggestue til børnehave. Større potter, lidt mere plads og mulighed for at komme udenfor på de gode dage og vænne sig til luft og himmelhøjde, inden de skal plantes rigtigt ud på friland og være ude hele døgnet.

5. maj 2016 | den store bunke |
Det har været en alsidig dag. Først stod jeg op, og det skulle jeg faktisk have gjort lidt før. Men jeg havde bare fået ind i hovedet, at den distance, jeg skulle løbe til Kalkmineløbet i Mønsted, først havde start kl. 10.15. Så lå jeg i min seng i morges og skimmede en Facebooktråd, hvoraf det fremgik, at der var start kl. 9.15. Så stod jeg op. Tak til Gerda for den information.
Egentlig ville jeg slet ikke have løbet i år. Det er et hårdt løb, og i de fire tidligere år har jeg bare løbet langsommere og langsommere, og jeg troede jeg kunne slippe i år. Men for nogle dage siden blev jeg tilbudt et startnummer, og da jeg er til fals for alt, der er gratis, kom jeg til at sige ja. Det er nemlig også på mange måder et fedt løb.
Den eneste rekord, jeg slog, var den, jeg regnede med: Det tog endnu længere tid at tilbagelægge distancen end sidst. Til gengæld gik det langt bedre på den allermest kritiske stigning end i fjor. Se bare billederne herunder. Præcist samme sted på ruten. Voldsomt stejlt. Det til venstre – fra i dag – takker jeg Jan Poulsen for, det til højre – fra 2015 – har jeg ingen anelse om, hvem fotografen er. Jeg havde tydeligvis for travlt med at lide. Teksterne på Vestjysk Banks henholdsvis hvide og lyserøde løbe-T siger jo egentlig det meste.

Senere var jeg i haven. Slog græs, plantede georgineknolde og lugede ukrudt, mens jeg fik årets første sol på bare skuldre. Jeg kan altså så godt lide at være i den have. Reglerne er enkle dér: Det er godt, hvis jeg laver noget, og lige så godt, hvis jeg ikke gør. Bedet her med skvalderkål og tulipaner regner jeg med, at vi får ryddet og nyplantet i år. Det er cirka fjerde sæson i træk, jeg siger det. Uden at det er sket. Det går alligevel.

Så var det også Lasses maddag, og jeg skal lige love for, maden var en helligdag værdig. Han tilberedte ryggen fra det rådyr, han selv var med til at pille fra hinanden i efteråret. Begge dele under pædagogisk vejledning fra jægersmanden. Krydret rub, godt med bacon, og så på grillen med den. Kæft det smagte godt.

2. maj 2016 | den store bunke |
– Goddag, det er [nyt dækcenternavn), tidligere [gammelt dækcenternavn], samme ejer, samme gode, kendte service. Vi tager telefonen om et øjeblik… blip … (nyt dækcenternavn], det er Bjarke.
– Goddag, det er Birgitte Bjærge, jeg har vinterdæk på min bil…
– Ja?
– … og sommerdæk i bagagerummet. Jeg kunne godt tænke mig, at det var omvendt. Er det noget I kan hjælpe med?
Bjarke og jeg lavede en aftale, og til aftalt tid trillede jeg Lille Hviden ind på pladsen foran [nyt dækcenternavn]. I løbet af ingen tid var sommerdækkene pillet ud af bagagerummet, og den lille bil svævede over gulvet i arbejdshøjde. 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen eller hvad sådan en nu hedder, syv-otte slag på bagsiden af dækkene med en gummihammer, og så havde skaldet værkstedsdude på ingen tid sat alle fire fastrustede vinterhjul ned på gulvet.
Og her var det, jeg fik mit nye dækskiftekodeord. Kobberfedt.
Kobberfedt er løsningen, hævdede skaldet værkstedsdude. Når man skifter hjul, renser man lige navpladen eller hvad den nu hedder, den hvor møtrikhullerne sidder, af med noget luftpolérværktøj, og så pensler man den lige med nogle strøg kobberfedt. Det er ikke noget, jeg finder på, jeg så ham gøre det.
På med de fire andre dæk, 16 gange bzzzt med luftmøtrikspænderen (den findes rigtigt, i modsætning til luftguitaren), en anden værkstedsdude tjekkede dæktryk og satte kapsler på, skaldet værstedsdude sænkede køretøjet og lagde vinterdæk i bagagerummet. Færdig. Betale ved kassen hos Bjarke og af sted med mig med tak til [nyt dækcenternavn].
Det er godt nok stadig den periode, hvor jeg kører med både sommer- og vinterdæk, nu bare omvendt, men det gør jeg noget ved i morgen. De fylder ret meget i bilen.
Og husk det nu. Kobberfedt.