Dengang jeg havde en naturlig hårfarve, var den sådan mellem- til mørkblond. Der var en periode, hvor jeg fik lavet lyse striber. Så begyndte sølvfarven at overstråle den mørkblonde, og jeg gik over til at få lavet mørke striber. Jeg har endnu ikke været klar til at springe ud som fuldt gråhåret og stå ved, at det er sådan, det er.

Nu er jeg kommet bagud med at farve hår. Både fordi jeg synes, frisørbesøg er dyre, og fordi jeg kan se, at det er trendy blandt modne kvinder at lade det grå stå. Store grå, velplejede manker.

Jeg synes bare, jeg mest ligner Madam Mim.

I dag har jeg haft håret samlet i en hestehale. Og da jeg mødte mig selv i spejlet, så jeg min mormor. Fladt gråt tilbageskrabet hår, som gamle koner havde dengang. Min mormor havde tyndt pjathår, og for at få knolden i nakken til at fylde noget, havde hun en valk. Det var en rulle hår, jeg ved ikke om det var menneske- eller hestehår, som hun rullede ind i sine lange tjavser, inden hun satte det fast med hårnåle. Forinden havde hun redt håret med en kam dyppet i hjemmebrygget øl for at gøre det nemmere at sætte.

Jeg overvejer stadig, hvordan jeg skal håndtere mit garn uden at se ud som hverken Mim eller mormor.

Her er mormor Rasmine og hendes søstre Katrine og Marie.
Det er mormor, der er stillet ind mellem hortensiaerne, og man kan se, at billedet er taget hos hende, fordi det er hende, der har (værtinde)forklædet på. Det er mig, der er fotografen med et gammelt bokskamera, i 1969, da jeg var ti år.