En god hårdag
Tidligere har jeg beskrevet, at da jeg holdt op med at farve håret, groede min mormor ud af min hovedbund. Jeg har budt mormor velkommen, men hendes ankomst har samtidig betydet, at det ikke har været så vigtigt for mig at finde flere hundrede kroner til frisørbesøg i tide og utide. Mit incitament havde været opfriskning af de mørke striber. At håret groede var bare et vilkår. Jeg er ikke blevet klippet siden maj.
Men håret var slidt, Madam Mim havde gjort mormor selskab, og i forgårs gik jeg ind til min frisør for at få en tid. Da jeg kom ind i salonen, kiggede hun op og udbrød: “Hold da op!!!”
Det bestyrkede mig i, at det var på tide at gøre noget. Hun kunne have sagt så meget lige bagefter, men heldigvis var det “Du er godt nok blevet langhåret!”, hun fortsatte med.
Nu er det ordnet. Rettet til og beundret. Frisøren siger, det har en flot farve. Og jeg kan bedre lide prisen for klip end prisen for klip og farve.
“Pænt!”, sagde Lasse, da jeg kom hjem (og gjorde ham opmærksom på, at jeg havde været hos frisøren). Det bestyrker mig også i, at det var en god beslutning. Eller at jeg har opfostret en meget høflig søn.
