Med andres øjne
Jeg har overnattet ude. Ved morgenklargøringen var mit kontaktlinseetui tomt. Det var en sober aften, og der var ikke tale om hukommelseshuller. Jeg havde fuldkommen styr på linseafmonteringen, men etuiet var tomt. Gennem lidt efterforskning viste det sig, at husets datters veninde, som også havde overnattet, var kommet til at tage mine linser på i stedet for sine egne, og hun havde ikke tænkt over noget; hun så fint. Det blev løst i mindelighed. “Undskyld, vil du være sød at tage mine øjne af, jeg skal selv bruge dem?”
Nu er det, jeg arbejder mentalt med et par overvejelser.
Jeg kan ikke helt bestemme mig for, om det er meget eller lidt grænseoverskridende at bytte kontaktlinser med et andet menneske. Jeg har aldrig været i situationen før og ved ikke rigtigt, om jeg opfatter linser som en meget personlig ting eller ej. Jeg synes mest bare, det er lidt mærkeligt.
Og så finder jeg det i særdeleshed mærkeligt, at en 13-årig pige synes, at hun ser med mine linser som med sine egne. Den ene linse er bifokal, altså med glidende overgang, altså med læsefelt, altså til gammelkonesyn. Så gør den facilitet egentlig nogen forskel?
