Det var mere end sædvanligt udfordrende at stå i Føtex og udtænke aftensmad i dag.
Der var kollegafødselsdag i dag. Han gav kiksekage. Den gode gammeldags kiksekage af chokolade, palmin og firkantede kiks, som jeg kun fik som barn, når vi var til fødselsdag hos Lisbeth fra klassen. Den type, som for alvor fik folks øjne op for vigtigheden af pasteuriserede æg. Der var noget med, at den tog livet af et fødselsdagsselskab for nogle år siden på grund af salmonellainficerede æg. Nå, kollega stillede an med ikke mindre end tre kiksekager, og personellets størrelse taget i betragtning kan vi godt sige, at der var ad libitum.
Det smager jo godt. Jeg kom til at spise to stykker, og nummer to var helt klart en fejl. Jeg er færdig med at puste, men bunden ligger stadig så højt, at jeg aldrig behøver at spise noget mere. Men jeg har folk på kost, og efter en kort – og samtidig for lang – tur i supermarked satser jeg på, at meget enkel kost gør lykke i dag.
Kiksekage går bedst hånd i hånd med beskedenhed. Husk dét!
Den kage fik vi også jævnligt i mit barndomshjem. Idag kæmper jeg dagligt med den søde tand. Kan man sige at det er kiksekagens skyld????
Ja, det er der ingen tvivl om! Blame it on the kiksekage.