17. januar 2014 | den store bunke |
En gang imellem deles der på Facebook links til samlinger af sære fotos, hvor man tænker “HvorFOR?!?” Familiebilleder, hvor nogen har fået en brilliant – og aparte – ide til opstilling, om det nu er fotografen eller modellerne selv. For eksempel her: awkwardfamilyphotos.com. Her er jeg især begejstret for kategorien Recreating the Awkwardness, hvor man årtier efter optagelsen af for eksempel et familiebillede rekonstruerer miljø, påklædning og positurer med de samme, nu voksne, mennesker. Det er ikke altid nemt at finde balancen mellem sjovt og creepy.
Det særeste billede, jeg selv har i mine gemmer, er et billede fra en cykeltur på Djursland. Min kæreste og jeg ville tage en selfie, hvor vi lå ved siden af hinanden og kiggede ud af teltet. Jeg indtog min plads, mens han stablede bøtter og placerede kameraet oven på tårnet, aktiverede selvudløseren og spurtede hen og smed sig ind i teltet ved siden af mig. Så lå vi der og smilede. Længe. Mere og mere anstrengt. Der skete intet. Han var henne og aktivere igen, sprintede tilbage, og vi smilede. Intet skete. Det gentog sig flere gange, og til sidst opgav vi projektet.
Da filmen blev fremkaldt, var der flere billeder med samme motiv. Mig med stenansigt i teltåbningen i et virvar af psykedeliske farver, og midt ned over alle billeder en blå stolpe.
Vi kom altså alligevel med på billedet begge to. Den blå pæl er ben på kæreste i en susende fart på vej hen for at indtage smilende positur. Bare ikke hurtigt nok til at nå det inden for de meget få sekunder, selvudløseren åbenbart var indstillet til.
Jeg har tydeligvis heller gjort mig parat.
15. januar 2014 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Sommetider har man brug for at give ting eller begreber et navn, som ikke findes, enten fordi man ikke kender eller kan huske den fællesvedtagne betegnelse, eller fordi et andet ord siger meget mere. Børn og gamle folk er tit gode til det. Her er nogle ord, som ikke findes, men det kunne de ligeså godt have gjort, i hvert fald kan det umiddelbart forstås, hvad de betyder. Alle er sagt af mine egne eller andres børn.
Piphund: egern
Strikkekugle: garnnøgle
Hugøjne: trekantede øjne med spidsen nedad – fx på græskarlygte
Pilesko: meget spidse sko
Stiktus: kaktus
Bærøg: dårlig lugt, man kan blive mødt af på toilettet.
13. januar 2014 | den store bunke |
Jeg så Kender du typen?
Det første lange stykke tid kunne det have været mig. “Vores hovedperson” var en kvinde. Hun boede i en stor lejlighed på øverste etage i en ejendom (godt nok i København, men alligevel) med sine børn. Hun cyklede frem for at tage taxa. Hun var meget loose i sine holdninger. Vi så sønnens værelse, hvor der blandt andet lå værktøj på gulvet, og der var ikke særlig stylet. Jeg har godt nok før set værre rod i børneværelser på min egen adresse, men indtrykket, man skulle have, var, at hun godt kunne lade rodet på børneværelserne ligge og godt kunne lade børnene have deres frirum der uden at gå og rydde op.
Hun var også meget loose i forhold til madlavning. Økologi, “når det er der og ikke koster for meget ekstra” og ellers madvarer uden toptjek. Der var ikke aftensmad på regelrette tidspunkter, og sommetider kunne det godt være rugbrød. Børnene måtte også godt få Nutella en gang imellem. Bare maden sådan overordnet var sund, var der plads til looseness. Og hun syntes, at morgenmad var et af de vigtigste måltider, fordi man skal starte dagen ordentligt.
Indretning var ikke noget, hun gik så meget op i.
Men pludselig var hun 43. Og pludselig læste hun Berlingske i stedet for Politiken. Herefter var der mindre og mindre, jeg kunne sammenligne mig med. Resten var stiletter og læder, Agent Provocateur-undertøj, gourmetlakrids, ugentlig massage til hele familien, temperament, målsat forretning. Nå ja, så kunne hun også sable champagne.
De to livsstilseksperter gættede begge rigtigt.
Hvis det var mig, der havde materialiseret mig ved udsendelsens slutning, ville alle alligevel være blevet vildt forvirrede. Jeg er jo ikke kendt.
12. januar 2014 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Endelig er den stribede pose i hjørnet af køkkenet fjernet. Den med valnødder, som stod der, for at jeg kunne huske lige at få knækket dem, når jeg fik tid. Posen er for længe siden blevet en del af inventaret. Jeg fik aldrig tid.
Men i dag lod jeg, som om det er rigtig sjovt og hyggeligt at sidde og knække valnødder. Viftede lidt skødesløst med en nøddeknækker og gjorde et stort nummer ud af at pille kernen ud af skallen og skille de to halvdele ad. Astrid bed på, og så sad vi en times tid og knækkede og pillede og snakkede. Heldigvis var det hyggeligt. Og heldigvis slap nødderne i posen op, lige da det skulle til at blive kedeligt.
Nu ser der helt tomt ud i hjørnet. Så tomt at man først slet ikke kan forstå, hvad der lige er sket. Hvad er det, der mangler?
Heldigvis har jeg flere valnødder i pulterkammeret, som jeg lige skal se at få knækket, når jeg får tid.
11. januar 2014 | den store bunke |
På den anden side af bygningen overfor min tredjesal ligger en restaurant, hvor børnene får udleveret balloner. For det meste er forældrene gode til at sikre ballon forsvarligt til barn, men af og til ser jeg en løssluppen ballon svæve ensom og målbevidst hen over tagene op mod det uendelige – og så tænker jeg, at der står et skuffet og grædende barn nede på parkeringspladsen.
Nu står der sikkert en hel flok dernede. Og ballonerne er også skuffede, for de blev bremset i deres himmelflugt.
