10. januar 2014 | den store bunke |
Jeg boede samme sted de første tyve år af mit liv. Jeg har et barndomshjem.
Mine børn har ikke et barndomshjem. De har mange. Eller ingen. Mit ældste barn boede i Nykøbing Mors det første år af sit liv. Det kan hun ikke huske. I Viborg boede hun med far og mor tre forskellige steder. Det første sted kom en lillebror til, det andet sted kom en lillebror mere til. Så var der et par år i kernefamilie med far, mor og tre børn.
Far og mor blev skilt, og mor har siden boet seks år ét sted og snart seks år et andet sted. Far har efter en første omskiftelig tid på forskellige adresser nu boet over ti år det samme sted.
Det er vel det hus, der kan kaldes den mest stabile adresse i mine børns opvækst.
Hvad gør det ved dem? Er de blevet rodløse eller har det snarere rustet dem til at forholde sig til og indrette sig efter livets forandringer? Jeg tror egentlig det sidste.
Jeg opfatter ikke mig selv som en rodløs eller flakkende person. Alligevel har jeg i tidens løb drevet mine venner ud i at anskaffe nye adressebøger, fordi jeg helt selv havde brugt alle felterne under B ved mine evindelige flytninger. Sådan blev mit liv bare. Efter de første stabile tyve år hos mine forældre på gården drog jeg ud i verden og flyttede hele tiden videre, inden det blev nødvendigt at male. I øjeblikket bor jeg på adresse nummer 13 i mit voksenliv, og det længste jeg har boet ét sted, er seks år.
Min datter lyder ikke, som om hun savner et sted at kunne kalde sit barndomshjem. Det er lidt lige meget, siger hun. Jeg håber, at det er fordi hun har haft det vigtigste omkring sig hele tiden: mennesker og værdier, der vægtede højere end de fysiske rammer.
5. januar 2014 | den store bunke |
Jeg holder Politiken om søndagen. Det er lige den ene dag, jeg kan overkomme at få læst papiravisen. Så vil jeg til gengæld også gerne have den. Egentlig står der i min abonnementsaftale, at den skal bringes helt op på tredje sal og puttes gennem brevsprækken i entredøren, men det har jeg for længe siden opgivet at få håndhævet.
Gadedøren i min ejendom er låst til klokken 6. Kommer avisen inden da, kan avisbudet ikke komme til at smide den i postkassen, som sidder indenfor. Så ligger avisen i en gul plasticpose udenfor på gaden. Så kan jeg være heldig at finde den der. Posen er en ny ting. En god ting. Førhen kunne jeg være heldig at finde en våd avis.
I dag fandt jeg ingen avis. Hverken udenfor eller i postkassen. Eller i en af de andres postkasser. Det er nemlig også før sket, at jeg har kunnet få fat i en flig af min avis i en andens postkasse og har kunne fiske den op. Men ikke i dag. Ingen avis.
Det er sket før. Og jeg har tænkt pyt, for jeg kan også læse søndagsaviserne online. I dag havde jeg allerede været online og igennem det meste af dagens avis, inden jeg kom i nærheden af min postkasse. Men der var artikler, jeg havde bestemt mig for at gemme, til jeg fik papirudgaven i hænderne. Og så besluttede jeg mig for at klage.
Jeg gik ind på Politikens selvbetjeningskundeservice og fandt Reklamationer. Og herfra var det nemt. Jeg var vildt overrasket over, hvor formaliseret et klageskema der er. Og undrer mig over, hvor mange aviser, der ikke når frem til abonnenterne, siden klageservice er så udbygget. Jamen, hvor bliver aviserne af? Hvad gør budene med dem? Eller er der nogen, der hugger vores aviser? Sidder der en morgenfulderik i Viborg og fryder sig med min avis? Og hvis man faktisk får sin avis, behøver man så at være så sippet? Men punkterne er vel på listen, fordi der er abonnenter, som krydser dem af?
Prøv at se alt det, man kan klage over:
Jeg har ikke modtaget min avis
Leveret for sent – ingen forsinkelsesmelding
Dårligt produceret eller mangelfuld Politiken
Avisen var våd
Leveret på måtten – skal igennem brevsprækken
Levér ikke i postkasse – skal helt ind til huset
Levér ikke i p-ks.anlæg – skal leveres på etagen
Politiken skal helt igennem brevsprækken
Politiken skal igennem brevsprækken på etagen
Politiken skal helt ned i postkassen
Modtog forkert produkt – skal have Politiken.
Jeg krydsede af ved første mulighed. Det eliminerede samtidig de resterende valg.
Gad vide, om jeg vinder noget.
4. januar 2014 | den store bunke |
Lillejuleaftensdag fulgte jeg en spontan indskydelse og gik ind i en garnforretning og købte fire nøgler strømpegarn i pæne jagtfarver, gik hjem og pakkede dem ind og satte Til Morten fra Birgitte-kort på.
Juleaften pakkede han gaven ud og var lutter måben. Mest, tror jeg, fordi han ikke umiddelbart kunne se hensigten; hvad skulle han med garnet? Strikke noget? Hækle? Sættes på prøve?
Men med i gaven var pakket et usynligt løfte om, at jeg ville gøre et par sokker af garnet. Jeg havde endda taget strikkepindene med på juleferie. Men det var nu først i de mange dovne hjemmejuleferiedage, jeg fik slået masker op og kom i gang. Og nu er de færdige. Han skal ej længere døje med kolde fødder.
3. januar 2014 | den store bunke |
Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Så enkelt er det.
Der er ingen grund til det. Man kan ændre sit liv – eller mindre ting – på et hvilket som helst andet tidspunkt af året. Midt i marts, for eksempel. Eller til pinse. Eller lige efter den nationale flagdag.
Hvis man lægger ud med en hel masse gode og mere eller mindre umulige forsætter fra starten af januar, er der større sandsynlighed for, at man er ked af det i slutningen af januar. Januar er i forvejen lang. Men tænk så at trække den endnu længere ud ved at pine sig med diæter og må-ikke og lad-være-med og en masse andre askeser. Ja, jeg gider ikke.
En enkelt gang syntes jeg, at jeg ville prøve at sætte mig noget for ved nytår. Jeg ville være mild og god. Det faldt sikkert allerede til jorden under oprydningen efter nytårsfesten. Eller få dage efter. Jeg husker det ikke, for det var ikke vigtigt.
I øvrigt skal man aldrig ændre mere end én ting ad gangen, uanset om det er januar eller juli. Ikke holde op med at ryge OG spise sundere OG motionere mere OG sætte sig ind i EU-traktaten samtidig. Det er dømt til at mislykkes. Og der er ingen grund til at invitere nederlaget indenfor med en skriftlig invitation.
Så vil jeg egentlig hellere gøre med målsætninger og livsstilsændringer, som jeg tit gør med to-do-lister: Gøre tingen først, dernæst skrive det på listen og straks sætte flueben.
Ja, det er da bare små tips til øget velvære.
Men altså, det er med vilje, ingen har hørt mig synge skønsange om alt det, jeg vil gøre. Og det er derfor, jeg ikke har været ude at løbe endnu, og derfor jeg stadig spiser Quality Street og vaniljekranse. Det skulle jo nødigt se ud, som om jeg har nytårsforsætter.
2. januar 2014 | den store bunke |
Hele juleferien har jeg opholdt mig i en verden af blødt. Jeg er stået ud af sengen og har taget blødt på. Jeg har syslet lidt rundt og siddet eller ligget i sofaen, været meget lidt udgående, bortset fra juleaften, juledag og nytårsaften. Jeg har nydt, nydt, nydt, at jeg ikke havde ret meget, jeg skulle.
I dag var første arbejdsdag efter ferien, og jeg har været ude og møde samfundet. Jeg har bevist, at jeg kunne komme tidligt op og skifte til noget tøj, som samfundet kunne holde ud at se på.
Her ligger min ham.
Fjällräven Frost sweater i blød lammeuld, som jeg fik i julegave. Den har jeg også haft på ude i verden i dag. Den kan verden godt holde ud at se på. Skal I have link? Her: fjallraven.dk/frost-sweater
Patrick fleecebukser. De må ikke komme ud i samfundet. Allerhøjst ned og tømme postkassen, men ikke uden for gadedøren. For ni år siden købte min veninde dem for mig, og på det tidspunkt skulle de kun opfylde ét eneste krav: en voldsom benvidde. Jeg havde revet akillessenen over og var påmonteret en walker hele døgnet de første tre uger og kunne ikke få noget almindeligt tøj over foden. Jeg havde egentlig glemt, at jeg havde dem, men har nydt gensynet her i ferien. Som det ses, har de stadig betragteligt brede ben.
Nye bløde hjemmefutter, også en julegave. De ligner store nullermænd indhyllet i støvede spindelvæv, lidt samme farve som de store spindelvæv, der hang fra bjælkerne i laden hjemme på gården, men det skal man ikke lade sig narre af. De er dejlige! Og varme! De kommer fra et sted, der hedder Bedroom Athletics. Jeg var nødt til at google det, men det er altså ikke mere kinky end forhandling af hjemmesko og nattøj.
Nu er jeg hjemme igen….
