2. december 2019 | den store bunke |
Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.
Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.
Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.
Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.
15. november 2019 | den store bunke |
Der er lige nu ti punkter på min huskenote på telefonen. Der har jeg en dynamisk liste, som jeg hele tiden opdaterer ved at påføre nye ting, jeg skal huske, og slette dem, jeg har håndteret. Noget står der i kort tid, det kan for eksempel være ’Købe ind’, andet kan være på listen i lang tid, for det måske bare er projekter, jeg gerne ville tage mig af, men godt ved jeg aldrig får gjort noget ved. ’Skure bruseniche’ kunne være et eksempel på den kategori.
Aktuelt har jeg disse kort- og langsigtede planer:
• Tjekke andre shorts
Det bliver snart. Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe et par zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der må findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Og bruge dem på noget andet.
• Ekstra neglelak
Det bliver muligvis i aften. Vi skal til fest i morgen. Nuværende neglelak er ikke slidt nok til at tage helt af og lægge nyt på. Løsningen er et friskt, ekstra lag oven på eksisterende. Jeg glemmer det, hvis jeg ikke skriver det ned.
• Pakker til Marketing
Fordi vi igen i år har decemberpakkespil i afdelingen på arbejde og inden december skal komme med to pakker til spillet. Min hjemkomst fra ferie kommer i karambolage med afleveringsfristen, så jeg skal have gjort noget på forhånd.
• Vinterdæk
Det skal vi jo. Snart. Vi har to biler, vi har dæk, vi har donkraft, og vi har kobberfedt. Hvad vi har mindre af, er tid til at få det gjort. Vi skal til fest, og vi skal købe udstyr til Mellemamerikaferie. Men altså. Vi skal jo. Måske i morgen. Eller søndag.
• Flytte egne ting i sykasse
Fordi jeg arvede min mors sykasse, som har været i hjemmet al den tid, jeg kan huske, og jeg har tilbragt mange timer som lille pige med at kigge på alle de ting, der var i den. Min plan er at rydde op i gamle knappenåle, trådruller, lynlåse, stoppegarn, fingerbøl og alt muligt andet og putte mine egne syting i kassen, så den kan komme til ære og værdighed igen.
• Rydde op i værksted
Jeg var godt i gang for halvandet år siden, men så skulle vi have skiftet rør, og så gik det i stå. Men nu skal der være orden. Hylder er savet til og venter bare på, at jeg går i gang med at indrette og lave indlysende systemer i reolerne. Når der kommer en af de lange vinterweekenddage, hvor vejret er til indesysler, og jeg ikke skal andet. Og har lyst.
• Hente kageskål i Aarhus
Fordi vi har sat noget af min mors porcelæn til salg. Det befinder sig hos min bror på Fyn, bortset fra en småkageskål, som jeg har solgt her i Viborg, og som bror nu har bragt til min niece i Aarhus – hvor jeg skal have den hentet, så jeg kan levere til køber. Det bliver, når det bliver.
• Sortere billeder
Det bliver aldrig. Alle de digitale billeder, som ligger på en harddisk og bare er navngivet med dato. Jeg ville godt have dem katalogiseret lidt bedre. Men der er fotos fra adskillige ÅR. Det bliver aldrig…
• Slå græs i Teglmarken
Fik ikke klippet græsset i slutningen af sæsonen, fordi der var en del med min mor, og fordi det regnede. Nu er det muligvis lidt sent på året at slå græs. Men punktet må blive stående, for jeg har jo ikke gjort det.
• Grave kolonihaven
Endnu en opgave jeg ikke har fået håndteret på grund af de seneste måneders andre gøremål. Og regn. Men det er egentlig ikke anderledes end hvert eneste år. Så punktet bliver stående. Nederst hvor det hører til.
31. oktober 2019 | den store bunke |
Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.
Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.
Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.
Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.
Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.
Det skal nok gå.
Det går tit godt.
Det gør jeg også.
31. juli 2019 | den store bunke |
Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.
I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.
Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.
Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.
Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.
Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.
Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.
