Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.

Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.

Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .

Jeg tog med.

Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?

Panoramaregn

Det er en tradition.

Hvert efterår kombinerer vi et kroophold med en vandretur i silende regn.

Nå ja, vi har gjort det to gange. Men det ser ud til at være en tradition. Hotelovernatning OG regn. Vi har prøvet forskellige tidspunkter. Sidste år var det i starten af december, i år i starten af november. Uanset tidspunkt – det regner. Og uanset regnvejr – det er fedt.

Sidste år gik vi i Mols Bjerge. I år gik vi i Bramslev Bakker. Bjerge og bakker. Balle og Bjærge.

Nå, grunden til, at det blev lige dér denne gang, er, at min tresårs fødselsdag – og lidt Mortens seksoghalvtredsårs ditto – udløste en rigtig fin gave fra Mortens familie, et panoramaophold på Bramslevgaard, der ligger fem kilometer øst for Hobro på nordsiden af Mariager Fjord. I området finder man også Danmarks første certificerede vandrerute, Panoramaruten på 10 km, og planen var at udforske den enten før eller efter overnatningen. Vi havde booket her i weekenden. Som tiden nærmede sig, og meteorologernes regnfulde forudsigelser tog form, vurderede vi, at søndagsvejret ville blive bedre end lørdagsvejret (… snydt!!), så vi tjekkede ind på Bramslevgaard hen på lørdag eftermiddag og gik direkte om bord i kaffe og kager.

Der var skønt, middagen var dejlig og servicen i top. Ren afslapning, hyggelig stemning, super morgenmad. Søndag formiddag tjekkede vi ud, mætte og veltilpasse, klar til lang gåtur.

Det regnede. Men alle ved, at det er værre at tænke på end at være i, og vi har jo ordentligt udstyr. Så med tilkøbt madpakke og primus i rygsækken drog vi ud i regnen.

Det var en smuk tur gennem istidens overdrevslandskab – det hedder det –, kuperet og varieret og med udsigt ud over Mariager Fjord, der langt ude fortabte sig i regndisen. Vi gik mellem græssende kvæg og får og mødte ikke mange andre. Vi fandt ikke noget overdækket sted undervejs at sætte os med primussen og koge kaffevand, men vi stod i ly i et masteskur i lystbådehavnen i Hobro og spiste madpakkerne. Det var også hyggeligt.

Turen er helt sikkert endnu mere fantastisk i lidt flottere vejr. I hvert fald kommer man nok knapt så våd og mudret hjem, som vi gjorde. Jeg gled på den smattede sti på sidste del af ruten, så jeg var helt nede med kinden i mudderet. Men det ER en fabelagtig tur, som både kan anbefales og tåler et gensyn. En genganger? I hvert fald, vi kommer tilbage, Bramslev Bakker!

4.425 skridt på vejen

Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.

Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.

Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.

Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.

Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.

Det skal nok gå.

Det går tit godt.

Det gør jeg også.

#vivandrer19

Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.

I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.

Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.

Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.

Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.

Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.

Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.