“Skal du så til at blogge igen?”, spurgte yngsten i tirsdags, da vi kørte hjem efter en på alle måder god og smuk begravelsesdag. Det var hans mormor, min mor, vi havde begravet, og stemningen i bilen var mat, men ellers god med vemod og lettelse i en fint afstemt blanding.

Min mor var 93 og mæt af dage. Siden syn og hørelse for alvor begyndte at svigte hende for et lille års tid siden, og hun ikke længere kunne udfylde sin tid med sine yndlingsbeskæftigelser, at læse avis og FamilieJournal, løse krydsogtværs og se nyheder i tv, har hun været først frustreret og siden resigneret, og det er gået støt ned ad bakke med livsglæde og livslyst. Tirsdag den 15. oktober midt på aftenen trak hun vejret for sidste gang. Jeg sad hos hende, da hun døde. Jeg ved ikke, om hun var klar over det – hun sov det sidste døgn, men det betyder alverden for mig.

Jeg har været afklaret længe. Det var bedst, at hun fik fred. Det er selvfølgelig sørgeligt, vemodigt og ubegribeligt på mange planer at sige farvel, men ikke tragisk. Der er meget, der skal bearbejdes og falde på plads nu – minder og erindringsbilleder. Vi kan ikke spørge hende om mere, hun har givet alt videre, og vi må forvalte arven, som vi hver især bedst kan. For mig ligger det hele godt. Jeg har gjort mit bedste. Der er intet, jeg ville have gjort eller sagt anderledes, og det er virkelig et privilegium at leve videre med.

Tilbage til min søns spørgsmål. Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over det, for bloggens grundregel har altid været, at jeg skriver og deler af lyst og ikke af pligt. Har jeg noget på hjerte, skriver jeg, og har jeg ikke, kommer der intet nyt. Men i tilbageblikket kan jeg selvfølgelig se, at energien har været trukket et andet sted hen. Jeg var sidst aktiv på domænet her midt i september – om noget så neutralt som at skære cherrytomater på en smart måde. Siden da har jeg haft flere og flere køreture til Fyn, en del af mit fokus har hele tiden været på mor, og alt, hvad vi har planlagt, har været underlagt det vilkår, at telefonen kunne ringe, jeg kunne blive kaldt derover, og verden kunne blive vendt op og ned. Jeg mærker, at der er løst op nu. Telefonen behøver ikke være i nærheden og på lyd. Jeg kan glæde mig til noget. Jeg kan se fremad.

Samtidig er det også en tid, hvor jeg ser tilbage. I går tømte vi mors lejlighed på plejehjemmet, og jeg er vendt hjem med et par kasser med fotos, dagbøger og forskelligt arvegods, som jeg skal bruge tid og energi på at dvæle ved i den kommende tid.

Det haster ikke. Alt kommer i den rækkefølge, der falder bedst. Også lysten til at fortælle og dele. I sidste uge vidste jeg med mig selv, at jeg ikke kom til at skrive på bloggen, før jeg havde formuleret min mindetale til begravelsen og et takkekort til personalet på plejehjemmet, for mine allerbedste ord skulle reserveres til de to.

Og både talen og takken er givet videre nu.