På hovedet langt og længe væk

Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.

Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.

Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.

Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.

Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.

Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .

Jeg tog med.

Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?

Ti ting at huske

Der er lige nu ti punkter på min huskenote på telefonen. Der har jeg en dynamisk liste, som jeg hele tiden opdaterer ved at påføre nye ting, jeg skal huske, og slette dem, jeg har håndteret. Noget står der i kort tid, det kan for eksempel være ’Købe ind’, andet kan være på listen i lang tid, for det måske bare er projekter, jeg gerne ville tage mig af, men godt ved jeg aldrig får gjort noget ved. ’Skure bruseniche’ kunne være et eksempel på den kategori.

Aktuelt har jeg disse kort- og langsigtede planer:

• Tjekke andre shorts
Det bliver snart. Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe et par zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Og bruge dem på noget andet.

• Ekstra neglelak
Det bliver muligvis i aften. Vi skal til fest i morgen. Nuværende neglelak er ikke slidt nok til at tage helt af og lægge nyt på. Løsningen er et friskt, ekstra lag oven på eksisterende. Jeg glemmer det, hvis jeg ikke skriver det ned.

• Pakker til Marketing
Fordi vi igen i år har decemberpakkespil i afdelingen på arbejde og inden december skal komme med to pakker til spillet. Min hjemkomst fra ferie kommer i karambolage med afleveringsfristen, så jeg skal have gjort noget på forhånd.

• Vinterdæk
Det skal vi jo. Snart. Vi har to biler, vi har dæk, vi har donkraft, og vi har kobberfedt. Hvad vi har mindre af, er tid til at få det gjort. Vi skal til fest, og vi skal købe udstyr til Mellemamerikaferie. Men altså. Vi skal jo. Måske i morgen. Eller søndag.

• Flytte egne ting i sykasse
Fordi jeg arvede min mors sykasse, som har været i hjemmet al den tid, jeg kan huske, og jeg har tilbragt mange timer som lille pige med at kigge på alle de ting, der var i den. Min plan er at rydde op i gamle knappenåle, trådruller, lynlåse, stoppegarn, fingerbøl og alt muligt andet og putte mine egne syting i kassen, så den kan komme til ære og værdighed igen.

• Rydde op i værksted
Jeg var godt i gang for halvandet år siden, men så skulle vi have skiftet rør, og så gik det i stå. Men nu skal der være orden. Hylder er savet til og venter bare på, at jeg går i gang med at indrette og lave indlysende systemer i reolerne. Når der kommer en af de lange vinterweekenddage, hvor vejret er til indesysler, og jeg ikke skal andet. Og har lyst.

• Hente kageskål i Aarhus
Fordi vi har sat noget af min mors porcelæn til salg. Det befinder sig hos min bror på Fyn, bortset fra en småkageskål, som jeg har solgt her i Viborg, og som bror nu har bragt til min niece i Aarhus – hvor jeg skal have den hentet, så jeg kan levere til køber. Det bliver, når det bliver.

• Sortere billeder
Det bliver aldrig. Alle de digitale billeder, som ligger på en harddisk og bare er navngivet med dato. Jeg ville godt have dem katalogiseret lidt bedre. Men der er fotos fra adskillige ÅR. Det bliver aldrig…

• Slå græs i Teglmarken
Fik ikke klippet græsset i slutningen af sæsonen, fordi der var en del med min mor, og fordi det regnede. Nu er det muligvis lidt sent på året at slå græs. Men punktet må blive stående, for jeg har jo ikke gjort det.

• Grave kolonihaven
Endnu en opgave jeg ikke har fået håndteret på grund af de seneste måneders andre gøremål. Og regn. Men det er egentlig ikke anderledes end hvert eneste år. Så punktet bliver stående. Nederst hvor det hører til.

Udpluk #26

 

  • Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
  • Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
  • Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
  • Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
  • Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
  • I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
  • Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
  • Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?

4.425 skridt på vejen

Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.

Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.

Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.

Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.

Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.

Det skal nok gå.

Det går tit godt.

Det gør jeg også.