Sommerens vandreferie gik (!) til Sverige, og den var helt perfekt skruet sammen. Vejret, selskabet, naturen. Vi er gode sammen, når jeg selv skal sige det. Til at gå, til at lægge planerne og til at improvisere undervejs.
I modsætning til sidste år i Harzen ville vi denne gang også overnatte i det fri et par gange, og derfor var der soveposer og liggeunderlag med i rygsækkene. Men ikke noget telt, for vi satsede på sheltere, – dog havde vi presenning, pløkker og barduner med, så vi kunne lave en bivuak i tilfælde af, at shelterne var optagede. Det fik vi ikke brug for. Alle andre har tilsyneladende telt med. På de to rastepladser, hvor vi sov, var vi de eneste, der bare rullede soveposerne ud i shelterne og vågnede med udsigt til himmel og træer. Og hver gang var jeg lykkelig for at slippe for at pakke et kondens- og dugvådt telt sammen – og bære på det. Myg var der mirakuløst ingen af.
Man skal ikke langt op/ind i Sverige for at komme på fodsti. Skåneleden går på kryds og tværs i hele Skåne med næsten 1200 km vandrerute fordelt på fem sektioner, der er inddelt i tilsammen små 100 etaper. Øst for Helsingborg starter Ås-till-ås-leden, hvor vi lagde ud i Söderåsen nationalpark, der har smukt kuperet skovterræn omkring en næsten 100 meter dyb kløft. Virkelig smukt og herligt skyggefuldt på de meget varme dage, der også ramte Sverige i sidste uge. Vi overnattede på rastepladsen Liagården midt i nationalparken – sammen med resten af Danmark, virkede det næsten som. Jeg tror, jeg talte 14 små og større telte, og jeg hørte kun én svensk familie. Vi bredte os i shelteret og sov fortrinligt efter dagens vandring og en omgang frysetørret kylling i karry.
Næste dag fik vi lyst til bad, civilisation og wifi, så da vi kom tilbage til bilen, som vi havde parkeret i Röstånga, kørte vi længere østpå og indlogerede os i en hyggelig B&B i Ludvigsborg. Der var en flot og frodig have, fatters gode, hjemmelavede aftensmad og god tid til at summe over, hvad næste stræk skulle være.
Vi blev enige om kystvandring, så vi kørte videre til Brösarp, parkerede bilen og bookede overnatning på gæstgiveriet til næste nat, inden vi tog bussen til Kivik helt ude ved Østersøen. Herfra vandrede vi op langs kysten til Haväng, hvor vi drejede ind i landet igen. Det var feriens længste vandring med godt 16 tilbagelagte kilometer. Heldigvis var der igen et ledigt shelter på Vantalängen vest for Brösarp, fordi de andre vandrere var i telt. Og denne gang havde vi øl med – det var virkelig en skøn belønning efter dagens afvekslende vandring i både sand og kaninbakker. Næste dag tog vi en lille omvej tilbage til gæstgiveriet, hvor vi jo vidste, der igen ventede bad, civilisation og wifi.
Hvad vi ikke vidste var, hvor godt man spiser på Brösarps Gästgifveri. Og med den svenske krones lave kurs er det ikke engang særlig dyrt. Det kan jeg godt anbefale, hvis nogen skulle komme på de kanter. Morgenmaden er også virkelig god og overdådig.
Nu er vi hjemme. I dag vasker jeg tøj og støvsuger døde insekter i hjemmegemakkerne og nyder, at jeg stadig har ferie og er helt uden faste planer.
