Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.
Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.
Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.
Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.
