Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.
Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.
Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.
Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.
Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.
Det skal nok gå.
Det går tit godt.
Det gør jeg også.
