21. september 2015 | den store bunke |
I går opdagede vi en bule i min bil. Nogen eller noget har givet den et blødt tryk bagerst i den ene side under ruden. Sådan lige i albuehøjde. Eller bildørhøjde. Eller hjørnet-af-en-stor-bil-højde. Heldigvis har lakken ikke taget skade, og kaster man sine allermildeste øjne på det, kan det kaldes en skønhedsplet. Et ærgerligt ar.
Jeg har ingen som helst ide om, hvor længe bulen har været der. Jeg aner ikke, hvornår det er sket eller hvor. Siden ingen har givet sig til kende for at vedgå sin dumhed, har jeg ikke nogen at klandre eller nogens forsikring at melde det til.
Nu har jeg meldt det til internettet.
27. marts 2015 | den store bunke |
Lille Hviden fik en endefuld i dag. Sin første skade. Mens jeg holdt og overholdt min vigepligt, inden jeg kørte ud på hovedvejen, kom en bil kørende bagfra og regnede med, at jeg ville gøre noget andet, end jeg gjorde.
Bok, sagde det. Bare bok. Ikke noget voldsomt, men nok til at det virkede som en god ide lige at dreje om hjørnet – på en uvant slæbende måde – og ind til siden, stige ud af bilen og se irritabel ud. Bilisten bagved gjorde det samme, bare uden irritabel-delen. Også uden slæbende-delen.
Jeg havde vundet en knækket bagskærm og en stænklap, der var inde og give dækket et smækkys. Den anden bilist, herefter kaldet Modparten, var brødebetynget og ikke i tvivl om sit ansvar, så vi udvekslede oplysninger og sikrede os, at vi begge kunne køre videre. Jeg trak stænklappen væk fra dens tætte omfavnelse af dækket og bandede lidt (indvendigt) over moderne plastikbiler og ærgrede mig (indvendigt) over, at jeg ikke har trækkrog på min bil. Så ønskede jeg Modparten en god dag – overskudsagtigt, ikke? – og kørte videre. Forinden konstaterede jeg, at forskærmen var knækket på den anden bil. Ha!! (Indvendigt!)
Senere på dagen ordnede jeg skærm og stænklap, så de holdt sig væk fra hjulet, når jeg skulle ud at køre igen. ’Ordnede’. Med pakketape, altså. Det passer vel egentlig meget godt. Det er jo bare en lille hvid papæske, jeg kører i.
Var også lige omkring Toyota på hjemvejen. De var løbet tør for Hello Kitty-plaster, så bilen fik aluplaster på. Sejt. Eller noget. Og nu må den ikke komme i bad, før den er blevet repareret. Det var ellers oppe over.
8. januar 2015 | den store bunke |
Ej, men prøv lige at se, hvad der sker, når jeg parkerer sammen med de store biler. Lille Hviden kan simpelt hen ikke nå fra den ene ende til den anden. Kører jeg frem, så jeg holder på linje med de andre henne foran, er der mindst en meter fri parkering bagude. Bilen slipper ganske enkelt op før parkeringspladsen. Jeg kunne snildt få plads til en motorcykel også. Eller i hvert fald en knallert.
Den har samme bredde som de store biler, den er bare kortere. Hvis min gamle bil var en statelig kælk, gammeldags og lidt stiv i det, er min nye bil mere en bobslæde, lille, gesvindt og tæt på jorden.
16. september 2014 | den store bunke |
Det er uhørt. Fremmed. Sært. Nyt. Usædvanligt.
Hvad, hvad? Ja, at: 1) Jeg har haft den lille ny i ni en halv uge og har allerede kørt fem tusind kilometer og 2) Jeg har allerede vasket den for tredje gang.
Den samme distance rakte til trekvart år i min gamle bil, og det ville tage omkring fire år at få den vasket lige så mange gange.
The Times They Are sandelig a-Changin’…
Her er den, den lille, efter en omgang med både fælgrens, insektfjerner og standardvask. Noget dyrere i vask end Hvide T var. En af dagene må jeg have den kørt ind under balkonen og kaste en forlængerledning og en støvsuger ud over balustraden, så den også kan få en omgang indvendigt. Der er jeg nemlig bagud. Der er græs og alt muligt på måtterne.
Men se da lige, hvor den skinner. Så man kan spejle sig.
24. juni 2014 | den store bunke |
Købt en ny bil
Modtaget en vældig fartbøde
Været akut hos tandlægen og er startet på en rodbehandling
og inden ugen er omme, indbetaler vi indskud mm., svarende til fem måneders husleje, for vores nye lejlighed
Jeg har lidt undladt at tælle sammen. “Utroligt, at du står op endnu”, siger yngsten. Men jeg har tilsyneladende overskredet en tærskel. Det kan nærmest ikke ryste mig længere, når der kommer nye udgifter. Det går nok, tænker jeg. Og lader som om jeg har ekstra ret til at trække på kassekreditten, når jeg nu ikke har gjort det før. Det løser sig. Sagde vi.
Men nu behøver der altså heller ikke at komme flere overraskelser.
Var der nogen, der nåede længere end til første linje? Nogen der stadig ikke er kommet sig over, at jeg er nævnt i samme sætning som ordene “ny bil”? Men det var sådan det gik. Den seneste uge har jeg siddet bag rattet i flere forskellige biler, end jeg har gjort de foregående tyve år.
Toyota Carina aka Hvide T (R.I.P.)
Peugeot 306 (eller noget), som jeg lånte af en velvillig ven
Toyota Aygo, som jeg lånte for at se, om jeg ville have sådan en
Hyundai i10, som jeg prøvekørte og mente i en time, at jeg ville købe
Toyota Aygo Xpress, som jeg prøvekørte og faldt for. Og købte. Så hurtigt, at jeg blev den første køber i regionen og kom på forhandlerens facebookside
Toyota Yaris, som vi lejede i weekenden
Toyota iQ, som jeg har lejet, indtil jeg får min nye bil, og som er så lille, at hvis man kommer gående langs siden af den, slipper den op efter tre skridt.
Derudover har jeg været passager i en Toyota Verso.
Sikke voksen jeg har skullet være.
