Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.
Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.
Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.
Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.
“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.
