2. december 2018 | den store bunke |
I dag var det sådan et vejr, som er værst, hvis man sidder inde og kigger ud på det. Man skutter sig og glæder sig over ikke at skulle ud i det. Hvis man ER ude, er det ikke så slemt. Specielt ikke hvis man er stædig, ved- og ordholdende.
Det hemmelige eventyr førte os til Mols. Morten holdt på sin hemmelighed, lige til vi kørte ind på endestationens parkeringsplads. Jeg gættede hele vejen. Retningen fra Viborg gav selvfølgelig et hint, men det kunne også have været en falsk ledetråd, så vi efter halvanden times kørsel endte et sted i vores eget nabolag.
Men Femmøller var det. Vi lod os forkæle på Molskroens Strandhotel, inden vi i formiddags satte ud – med en blæret madpakke fra hotellet i rygsækken – for at gå i Mols Bjerge. Det regnede, ja. Hele dagen, ja. Men vi havde ordentligt tøj og gode ben, og det var værre at sidde og kigge ud end at være ude i det. Det var en rigtig dejlig tur med frokost og kaffe midtvejs i ly for vind og vejr.
12 kilometer gik vi, og der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge fortjener et gensyn. En anden gang går vi alle Mols-stiens tyve kilometer i godt vejr, så vi også kan nyde den udsigt, vi ikke fik øje på i dag, fordi skyerne lå helt lavt.
En tekstforfatters udfordring: “Find på et slogan. Du har fire ord.”
30. november 2018 | den store bunke |
“Jeg ved hvor vi skal gå på søndag. Vil du med?”
“Ja! Men JEG ved ikke hvor”
“- og det er nok bedst sådan ;-)”
Sådan faldt beskederne mellem Morten og mig i dag. Det er mig, der ikke ved noget. Det gør jeg stadig ikke.
Vi har det meste af weekenden til rådighed og havde snakket om at ’gøre noget’. Noget ikke helt defineret; måske noget med at vandre en længere tur; der har også været tale om overnatning, måske vestkysten, måske nordpå eller i en tredje retning; måske bare at udnytte, at vi har to biler: parkere den ene for enden af en pæn tur og fortsætte en passende distance i den anden, parkere den og gå til fods tilbage til den første bil og siden hente den anden. Vi var bare ikke blevet helt færdige med planlægningen.
Det er vi åbenbart nu.
I morgen skal vi til et arrangement først på eftermiddagen. “Og forinden”, sagde Morten, “skal du pakke vandrestøvler og noget til at have på om aftenen”. Det til om aftenen må gerne være en kjole, fik jeg at vide. Fordi jeg spurgte, om aftentøj var pænt tøj eller nattøj. Og dét er alt, jeg ved.
Jeg er spændt og glæder mig. Hvad mon?
29. maj 2018 | den store bunke |
Forestil dig at vågne om morgenen med denne udsigt og total stilhed.
Og gå i seng samme aften med dette billede på nethinden – og ørerne fyldt med alle de lydindtryk, der følger med.
USA er kontrasternes land, og skal jeg være helt ærlig, synes jeg, at Las Vegas er et forfærdeligt sted. Money talks, siger man – og i Vegas RÅBER de. Døgnet rundt. Selvfølgelig var kontrasten forstærket af de foregående dage, som vi havde tilbragt i naturen og i søvnige småbyer langt væk fra alting. Men jeg var tilpas med, at vores ophold i Las Vegas begrænsede sig til trekvart døgns transit inden hjemrejsen, og at vi nøjedes med at gå en lille runde ud og kigge på byens hyr og uhyrligheder, inden vi gik omkuld i hotellets gigantiske senge.
Og heldigvis er det de mange enestående naturoplevelser, der har bidt sig hårdest fast i hukommelsen. Øjne og krop husker i fællesskab. Stroppeturene var ind i mellem heftige, men det var altid anstrengelserne værd.
Læs første turfortælling her.
Fossil Creek var den længste trail, vi gik. 20 km i alt. Øde, gruset, gyldent og forholdsvist letgået. Og i de inderste kløfter gemte sig grønne vandbassiner og fossende vandfald.
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Turens sidste trail er den, der for altid vil være prentet i min hukommelse og stå som rejsens højdepunkt. På alle planer. Superstition Mountains øst for Phoenix. Helt eksakt var vores mål en markant top, der kaldes Flatiron, fordi dens karakteristiske form ligner et strygejern, der står på højkant. Jeg synes mere, den ligner stævnen på en mægtig supertanker. Tusind højdemeter skulle vi op, nærmest lodret sine steder. Det var de passager, som Niels Ole kaldte momenter. Aldrig udfordringer, selv om det var det, de var.
Flatiron ender i en bred platform, som åbner et formidabelt udsyn til alle sider og ud over Phoenix, som er USA’s sjettestørste by. Denne platform var vores mål, og her skulle vi overnatte. Det betyder selvsagt, at meget skal slæbes med op. Soveposer, liggeunderlag, aftensmad og morgenmad, masser af frugt og energibarer – og i alt 160 halvliters vandflasker. Plus os selv. Der var onde udfordringer – nej, momenter – til alles ben, og hold da op, hvor vi sled og svedte. I 37 graders varme i fem timer. Men ved fælles hjælp, slid og tid kom vi alle sammen op. For pokker, vi havde nogle seje fyre i flokken, som løftede og bar helt ekstraordinært – og lidt til. Respekt! Og tak.
Og så sad vi deroppe. Med millionbyen for vores fødder, mens solen gik ned – og dét går stærkt på de kanter. Så var det mørkt, og det var en fantastisk oplevelse at tilbringe natten på det sted og i det selskab, godt begravet i soveposen. Ikke mindre fantastisk var det at vågne til den udsigt, ud over hele verden – næsten.
Nedklatringen krævede koncentration og tog også lang tid, men den var knapt så hård som opstigningen. Og det var lidt godt, at Flatiron var sidste tur, for det tog nogle dage, inden det holdt op med at stikke i lårmusklerne og værke i armene.
Men kroppen og de gamle ben holdt, og sikke en rejse, vi har været på!
Det kan godt være, vi må af sted igen. Vi fik jo ikke Utah …
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.
28. maj 2018 | den store bunke |
Vi har haft en helt, helt fantastisk tur i det sydvestlige USA og er vendt hjem, topbegejstrede og fuldstændigt mættede af ubeskrivelige indtryk. Vores billeder indfanger kun en brøkdel af de storslåede naturscenerier, vi har set med vores øjne, og vores ord kan aldrig beskrive de oplevelser, vi har følt og mærket på vores krop, så andre forstår det.
Man skal faktisk have været der selv.
Vi har gået fem vidt forskellige trails i løbet af de seks vandredage, vi har overnattet ude to gange. Det har været smukt, råt og stort. Vi har set uendelige vidder, gået i smalle kløfter med majestætiske røde klipper højt til begge sider, vandret i golde ørkenlandskaber, der pludseligt åbenbarede smaragdgrønne bassiner og fossende vandfald. Vi har klatret op af umenneskeligt stejle stigninger, haget os fast i stenblokke og passeret stikkende krat på vejen op til de højeste toppe for at nyde overvældende udsigter og blussende solnedgange.
Vi har været i Arizona. Og lidt i Nevada.
Vi har faktisk overhovedet ikke været i Utah, som planen ellers var. Det var noget med, at vejret var bedre sydpå, og vi ville hellere have nogle gode varme vandredage end trækkes med skydække og ærgerligt vejr, og der var altså større sikkerhed for godt vejr i Arizona. Sagde Niels Ole, som arrangerede turen, og han besluttede løbende, hvor vi skulle videre hen, når én trail var tilbagelagt. I virkeligheden lagde han sig nok først fast på i flyet derover, om vi skulle køre sydpå eller nordpå fra Las Vegas, hvor vi landede.
Selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig til Utah, fungerede det godt, og vi var fuldstændigt trygge ved stort set ikke at vide, hvad næste træk ville være, eller hvor vi skulle sove, spise eller gå. Og selv om vi havde vidst det, kunne planerne sagtens blive ændret fra det ene øjeblik til det næste. Vi blev ret vant til “Prøv og hør, vi gør lige noget andet”. Og det var fint.
Utah, Arizona … naturoplevelser fik vi til fulde. Jeg har aldrig oplevet noget magen til, og jeg ville aldrig have kunnet forberede mig på de oplevelser, jeg fik. Hverken strabadserne eller belønningerne for anstrengelserne. Noget af det var godt nok hårdt, og jeg er egentlig glad for, at jeg gik ind til det uden at kende omfanget af de kræfter, den sejhed og råstyrke, jeg skulle mobilisere undervejs.
Vi kørte altså mod syd og bevægede os i området Kingman, Flagstaff, Sedona og Phoenix sydøst for Las Vegas. Vi gik følgende trails:
Turtlehead Peak, Red Rock Canyon, Nevada.
Aspen Peak, Hualapai, Arizona.
West Fork Trail, Oak Creek Canyon, Arizona
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.
Her kommer en lille billedkavalkade, og ja, det er kun en fattig genspejling af, hvad mine øjne har set. Men det findes derovre og kan opleves, hvis du kommer på de kanter. Og det er for resten også kun første halvdel af dokumentationen. Resten kommer en af dagene. Du kan nemlig heller ikke rumme det hele på én gang.
Værsågod at drømme.
Turtlehead Peak
Aspen Peak
West Fork Trail
