11. september 2019 | Udpluk |
- Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
- Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
- Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
- I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
- Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
- Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
- Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.
22. oktober 2016 | den store bunke, Køkkenskriverier |
I dag er det rigtigt lørdag og ikke bare torsdagslørdag. Jeg har tilbragt det meste af dagen i køkkenet. Både fordi jeg havde kokkerier at gøre, og fordi køkkenet bare er et hyggeligt sted at sidde med sin computer.
Natten over havde der stået en dej og hævet præcist så meget, at den var klar til at forme til boller, da jeg stod op. Så det var, hvad jeg startede med. Jeg havde også planer om at sylte de grønne tomater fra kolonihaven, inden de kom til at ligge for længe i vindueskarmen, og at eksperimentere med græskarcookieopskrift, jeg havde set i avisen. Så ville jeg lige kigge i fryseren efter mulig aftensmad. Sådan er jeg nemlig sommetider så forudseende.
Det viste sig, at den øverste skuffe var frosset helt fast, og vi måtte skabe plads i lørdagsprogrammet til en akut afrimning. Det var faktisk lige ved at ende i en akut marmeladekogning også. Længe så det nemlig ud til, at vi var nødt til at lade skuffen med indhold tø helt op for at få det ud uden at brække noget i stykker. Og det var der, der lå to kilo skårne og udstenede Victoriablommer. Heldigvis gik det ikke så galt. Efter et stykke tid kunne jeg lirke dem ud og lægge poserne i den anden fryser. Det var jeg tilpas med. Ellers skulle jeg også have været ud og købe flere sylteglas.
Og der var ligesom nok andet på programmet.
Med bollerne gik det, som det plejer: Godt. Dem kan jeg efterhånden bage i mørke med lukkede øjne og hænderne på ryggen. Agtigt. “Eksperimenterer du?”, spørger min mor. “Næh!”, svarer jeg. Jeg har fundet en metode, der fungerer. Ingredienser, æltning, mængder, hævning, bagetid arbejder så smukt sammen, at der ikke er grund til at ændre på det, når det bare er til basisbagning.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har haft succes (synes nogen og synes nogen ikke) med hokkaidodyrkningen i år, og vi afprøver forskellige måder at anvende dem på. Det er ikke alle i husstanden, der er begejstret for græskar, og jeg har ingen intentioner om at omvende eller tvinge nogen, men jeg vil gerne have flere muligheder end suppe. Vi har en suppeopskrift, som vi ved virker, og vi har prøvet bagte græskarskiver. Duppet med olie, salt og peber, drysset med parmesan, en halv time i ovnen, godt. Og så havde jeg set den her opskrift på cookies.
Hvis du vil gøre, som jeg gjorde, så gør du sådan:
Riv 250 gram græskarkød, hak 75 g valnøddekerner groft. Pisk 150 g sukker, 1 stort æg og 140 g smør sammen og rør 1 tsk revet appelsinskal i. Bland 100 g mel, 100 g havregryn, 1 spsk. chiafrø, 1 tsk. kanel og 1 tsk. bagepulver i. Ved græskar og valnødder i. Sæt 18-24 toppe dej på bageplader og tryk dem lidt flade. Bag dem ved 190° varmluft i cirka 20 minutter. Sprøde i kanterne og lidt bløde indeni er de. De smager godt. Lidt specielt, men godt.
Så var der de syltede grønne tomater. Jeg tror nok, jeg fandt den samme opskrift, som jeg brugte sidste år, og derfor regner jeg med, de er blevet lige så gode i år. Og for at jeg nu ikke næste år igen skal fedte rundt på internettet efter den metode, der ser ud til at ligne noget, jeg kender, kommer den også her. Så kan jeg forhåbentlig selv finde den igen.
Syltelage til grønne tomater: 2½ dl vand, 2½ dl lager- eller æbleeddike, 500 g lyst rørsukker, 1 stang kanel, 4 hele nelliker, 1 stang vaniljekorn, 6 hele allehånde, 1 stjerneanis, 1 spsk. koriander, 1 spsk. spidskommen. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det langsomt i kog. Sørg for, at alt sukker er smeltet.
Prik de grønne tomater. Det er nemmest at rulle dem over de spidse grater på det klassiske firkantede rivejern. Kom dem i gryden med lage og lad det simre 15-20 minutter, til tomaterne er bløde. Fyld tomaterne i skoldede glas, si lagen og hæld den over. Opbevar i køleskab.
Var jeg så ikke flittig? Nu er der hentet pizza – ingen af os nåede at gide at lave aftensmad – og om lidt skal vi til Outlandish-koncert. Her går det godt.
