17. januar 2016 | den store bunke |
I dag har jeg udelukkende bevæget mig i universer, som andre har lagt tilrette for mig.
Faktisk har jeg overhovedet ikke bevæget mig. Jeg har bare siddet stille og modtaget, hvad andre har skrevet.
Først læste jeg det meste af søndagsavisen. Som en række journalister og andre skribenter har gjort sig umage med at fylde med stof og historier, de har ment kunne interessere mig.
Derefter har jeg hele eftermiddagen siddet i en solstråle i køkkenet og er blevet gennembagt af varme, mens jeg først læste i en papirbog (Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir) et par timer, og dernæst lyttede til en lydbog (Det syvende barn af Erik Valeur) et par timer.
Jeg rejste mig kun for at hente noget at spise og mere te, og det er alt, hvad jeg fysisk har gjort i dag.
Jeg har NYDT det.
Og det fortsætter. Om lidt skal jeg se Bedrag og bagefter så meget af Luftkastellet som blev sprængt, som jeg orker, inden jeg vælter i seng.
Disse linjer er alt, hvad jeg selv afsender i dag.
Modtaget?
Bag fedtede ruder
8. januar 2016 | den store bunke, Udpluk |
• Der var ABBA-tema på DRK. Ahhh! Jeg skal høre noget mere ABBA.
• Når jeg læser en velskrevet roman af høj sproglig kvalitet, får jeg lyst til selv at skrive.
• Hvorfor har jeg aldrig før læst noget af Erik Valeur? Det er smør for mine ører.
• Jeg har købt presenninger i dag. Engang holder jeg måske op med at tænke Prins Henning, lige efter at jeg har tænkt presenning.
• Der hvor jeg købte presenninger, var der en der hilste på mig, og jeg skulle lige komme i tanker om hvem han var. Optur. Det plejer at være omvendt: Mig der hilser på folk, som ikke kan huske mig.
• Stod i en butik og greb mig selv i at kigge på hjulkapsler. Men så gik jeg også ud igen. Jeg sender en mand. Vil ikke risikere et uudtalt “…. lille du”.
• Lille Hviden har rundet 45.000 kilometer og har fået lilletjekket på værkstedet. Der sendte jeg også en mand.
• Den første arbejdsuge efter juleferien gik godt nok hurtigt. Jeg nåede ikke at sove ret meget. På den måde er det, som det plejer.
• Facebook delte et femårsminde med mig i dag. Teksten var “har fået det udstikkersæt, jeg så tit har savnet. Fra nu af laver jeg KUN runde kager.” Jeg har måske stukket tre runde kager ud på de fem år. Så meget havde jeg åbenbart ikke savnet det.
4. januar 2016 | den store bunke |
Det var bestemt ikke gennemtænkt, det der med at starte på arbejde efter en dejlig lang juleferie. Det kom bare.
Først var det noget med at stå op tre timer før jeg plejer. Faktisk havde jeg veltilfreds sagt blot få aftener før (på den anden side af midnat), at det med at gå sent i seng og stå sent op, det er dét jeg er lavet til.
Så var det noget med at gå i bad, selv om min seng var et indlysende bedre sted. Og noget med at finde på tøj, som var noget andet tøj end rummeligt fleece, strik og stretch.
Så var det noget med at lave madpakker og vække en 3.g’er, som ikke ville op, fordi han havde fri i første modul, og det mente han nu nok, at han havde sagt.
Så var det noget med at sætte sig ned i en iskold bil og køre af sted i morgenmørket. Det var også noget med at lytte til bog, der har været temmelig forsømt i to uger, fordi jeg ikke har kørt ret meget alene og heller ikke har hverken løbet eller støvsuget i den tid, og dét var dejligt. Både at lytte igen og ikke have støvsuget eller løbet.
Så var det noget med at drikke kaffe. Der ramte jeg ikke helt rigtigt med dagsmængden, kunne jeg mærke i maven, da jeg kørte hjem om eftermiddagen.
Så var det noget med at løse nogle arbejdsopgaver, og det gik egentlig helt godt. Men så var det også noget med skulle registrere tid og huske, hvad jeg havde lavet flere timer før og skrive det rigtigt ind i et skema. Det brugte vi ikke hjemme i ferien. Der var det nok at sige ud i luften, at jeg havde lavet en kande te eller været nede med skraldeposen eller taget boller op af fryseren.
Så var det noget med, at det var mørkt igen, da jeg kom hjem. Og at det der hverdag fortsætter i morgen klokken 06.
Nu er det noget med igen at gå lidt for sent i seng til, at det virker rimeligt at skulle stå så tidligt op. Og at jeg måske har vænnet mig til det midt i februar.
Hvor det næsten er forår.
Ikke?
11. november 2015 | den store bunke |
For tiden lytter jeg til Lisa Genovas Stadig Alice. Den er opslugende, tankevækkende og fantastisk velskrevet. Den handler om Alice, der er professor i psykologi og sprog ved Harvard University. Hun er begavet, skarp og højt respekteret, og hendes eksistens og selvbillede er i høj grad forbundet med hjernens arbejde. Som 50-årig bliver hun diagnosticeret med præsenil Alzheimers efter i nogen tid at have slået begyndende glemsomhedstegn hen med grunde som for meget arbejde, for lidt søvn og overgangsalder.
I den følgende tid bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, hun må holde op med at arbejde, og hendes hjerne skrider mere og mere. I takt med hendes mentale opløsning kæmper både hun selv og hendes familie med at erkende og acceptere sygdommen. Ord forsvinder fra hendes sprog, og hun får sværere ved at klare sig selv. Sommetider kan hun ikke genkende sine nærmeste, hun farer vild og kan ikke huske, hvad der er sket for et øjeblik siden. Med tiden bliver de tomme pletter i hjernen større end de virksomme områder.
Jeg er opslugt og berørt, når jeg sidder i min bil på vej til og fra arbejde med lydbogen i højttaleren. Jeg kører med en knude i maven og glemmer næsten at trække vejret. Det er så levende og illustrativt beskrevet, og det er så nemt at sætte sig ind i det mentale forfald, som Alice gennemlever, og selv gennemleve hendes usikkerhed og kvalme, når det i glimt går op for hende, at noget er helt galt, mens hun stadig er i stand til at sætte ord og tanker på og stadig i stand til erkende, at hun ikke længere er den, hun var. Og at det er en fremadskridende nedbrydning, som intet kan standse.
Kunne det være mig? Kan det blive mig? Er jeg disponeret? Det er nærliggende at analysere egne små glemsomheder og vurdere, om det bare er normale distraktioner eller de første tegn på en sygdom, der invaliderer mentalt. Låste jeg bilen? Hvad hedder det nu? Hvor lagde jeg? Har jeg allerede sagt det? Hvad gik jeg herind efter? Og hvordan ville jeg reagere, hvis det ramte mig? Hvordan ville jeg håndtere det, hvis det ramte nær mig?
Mange kender nogen, der er ramt af Alzheimers, og denne roman er god at få forstand af. På hvordan sygdommen påvirker både patient og pårørende, og på hvad det egentlig er, der gør et menneske og dets personlighed. Læs den.
Bogen er filmatiseret med Julianne Moore, der fik en Oscar for sin præstation som Alice. Den har fået fremragende anmeldelser, men jeg skal ikke se den endnu. Min oplevelse af bogen skal falde på plads først.
6. oktober 2015 | den store bunke |
At jeg i morges satte mig ned i min bil og opdagede, at der kun var sluppet tre filer af den nye lydbog, jeg havde tænkt mig at skulle begynde på i dag, med ind på min telefon, betød en lille forskydning af balancen i mikrobilen. Specielt fordi det ikke engang var de tre første filer af bogen, jeg havde fået med, men nummer 179, 180 og 181. Et kedeligt sted at starte på en roman.
Jeg måtte høre radio undervejs, hvilket jeg så godt som aldrig gør, og den lille rutineændring forårsagede, at jeg fuldstændigt glemte at drikke min medbragte kaffe på vejen. Bittesmå variationer i udgangspunktet kan have stor effekt. Det er det, man kalder sommerfugleeffekten; forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.
Jeg håber sandelig ikke, at det lille stykke ubalance i mit mikrokosmos har spredt sig til makrokosmos, og jeg derved uforvarende er kommet til at starte et meningsskred på Madagascar eller har taget livet af en bogorm i Canada.
Jeg har læsset resten af filerne ind på telefonen og genoprettet verdensordenen.
