Alting. Tjek, tror jeg nok.

jul15

Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.

Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.

Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.

Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.

Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.

Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.

Alting, tjek, altså.

Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.

Lise har jo ret

Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.

Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.

“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”

Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.

Udpluk #1

• Stod op kl. 7 i går, selv om det var lørdag. Følte mig meget voksen. Sov til gengæld til klokken 10 i dag og stod op lidt over 11. Er så voksen, at jeg bestemmer selv, nemlig.

• Har taget hul på julegaveindkøbene. To netkøb og fire køb ude i virkeligheden. To midaldrende ekspedienter i en butik jeg handlede i – og jeg afslører ikke hvilken – sukkede allerede i går over, at de skulle på arbejde i dag. De får ti lange dage med den indstilling. Og jeg må hellere holde et par dages indkøbspause for ikke at trætte nogen handlende.

• Indså at jeg kommer alt for lidt ud i den by, jeg bor midt i. De har gravet store huller derude, som jeg ikke har set før, og lavet nye butikker. Og jeg mødte folk derude! Som jeg kender. Hilsbare. Hyggeligt.

• I går genhørte jeg sangen Calling You fra Bagdad Café, en helt fantastisk film fra 1987. Den må jeg hellere snart se igen. Havde helt glemt den uforlignelige Marianne Sägebrecht, som spillede hovedrollen.

• Har planlagt langt frem og lovet min mor kirketransport til gudstjenesten klokken 14 juleaftensdag. Præsten i min hjemegns pastorat hedder Johannes Nissen. Det er sådan et fint julepræstenavn.

• Er kommet i tanker om hvid gløgg. Har fundet en lejlighed til at lave det. Hvid gløgg er godt for både øjne, næse og mund.

• Jeg har ikke været uden for en dør i dag Det har ellers været så flot vejr. Jo, jeg var i Føtex. Men da var det blevet mørkt.

• Gik i Føtex i mine udtrådte joggingbukser. Det kan man godt, så jeg i Marens stribe i Politiken i dag. Jeg gjorde det på samme måde, bare uden stiletterne.

marensjoggere

Den svære decemberkunst

December 1995:

Laura, 3 år, er kommet til at afsløre, hvad hun skal give far og mor i julegave; den pakke, hun har haft med hjem fra børnehaven: “Pebernødder, det har jeg bagt!”

Mor siger: “Det skal du da ikke sige, Laura, det er da en hemmelighed”.

Laura beklager: “Jeg ka’ ikke holde mig på hemmeligheder…! Det er svært.”

Sådan har jeg det i øjeblikket. Jeg er hele tiden ved at buse ud med små fortællinger om, hvad jeg har oplevet, da jeg var ude og … ordne noget. Historier, der ikke kan fortælles uden at afsløre, hvor jeg har været.

Jeg kan næsten ikke holde mig på hemmelighederne. Eller i skindet. Det er svært!