Noget af det fine ved at skulle købe julegaver er, at man kommer ud. Ud på gader og i byens forretninger. Sarte og hårdtprøvede sjæle kunne fristes til at sige “i den voldsomme trængsel og alarm”, men jeg er hverken sart eller hårdtprøvet, synes jeg, så jeg havde taget mit venlige ansigt og mit overskud på og stillet mig ud i kø. Faktisk havde jeg også den slags søde bemærkninger og snappy comebacks med, som for år tilbage fik min førstefødte til at konstatere, da vi kom ud fra en forretning, at “Mor, du er næsten lige så pinlig som far!”. Og jeg havde bare strøet et par små venlige morsomheder ud, mens ekspedienten pakkede ind.
Nå, men det gode ved at komme ud på handel er, at man møder mennesker. Nogle, man er på hils med, og nogle, man udveksler lidt snak med. I en af mine køer i dag kom jeg til at stå ved siden af en bekendt, jeg ikke har set i lang tid. Vi opdaterede derfor lidt på gøren og laden. Hun havde det godt og forstod at skønne på det hele hver eneste dag. Det har hun i øvrigt altid været god til. Hun var flyttet sammen med en mand. “Jeg har skudt papegøjen”, sagde hun og tilføjede “… men det har du jo også?”. Jeg bekræftede. “Man skal bare vente længe nok”, sagde hun, “eller gå i Bilka..” Her hentydede hun selvfølgelig til Bilka-daten, og jeg sagde, at det jo var fedt at finde en mand, der kunne se det sjove i at lægge det første stævnemøde i Bilka.
“Men du kunne heller ikke trives ret godt med en, der ikke havde humor, vel?”
Næh, præcis sådan hænger det sammen. Så jeg trives.
