Den julegavevej vil jeg ikke hen ad

Hvis nogen nogensinde hører mig sige, at “vi giver hinanden gulvtæppe/gardiner/ bilmåtter/vaskemaskine/havemøbler i julegave”, er der frit lejde til at slå hårdt ned på mig og tale voldsomt dunder til mig. Måske endda sparke mig over skinnebenene. For den vej vil jeg bare ikke. Det er da det kedeligste, et parforhold kan havne i.

Selvfølgelig kan man godt mangle de nævnte ting og blive enige om at anskaffe sig dem. Men så skal man da ikke kalde det en julegave. Man skal da have noget, som den anden har valgt og holdt hemmeligt indtil juleaften, eller hvornår det nu skal pakkes ud.

Det er jo derfor, vi ikke fortæller hinanden alt i øjeblikket. Derfor vi prøver at være den første, der tømmer postkassen, så vi kan nappe de postanvisninger, der måske er i den. Derfor vi lige sørger for at vippe låget på vores laptops ned, så de andre ikke ser de afslørende sidereklamer for det, vi har søgt efter på nettet. Derfor vi råber hej og stryger direkte til hemmelige gemmesteder med poser under trøjen uden at finde de andre først, når vi kommer hjem.

Nu har jeg sagt det. Så kan jeg aldrig få en gensidig lænestol.

Fred

image

Jeg har julet og pakket gaver ud tre dage i træk. Det har det med at sprede sig over flere dage, når der er forskellige familiekonstellationer i spil, og man stadig gerne vil se på, mens gaverne pakkes ud. Jeg har nydt det. Men nu nyder jeg andenjuledag på tredjesalen med mig selv i det allerlaveste gear, jeg har kunnet finde. Det er også velsignet.

Jeg har fået fine gaver, og nogle er taget i brug. For eksempel sidder jeg og skriver på mit nye tastatur til iPad’en, mens jeg har den fedeste varme Fjällräven sweater og bløde, bløde hjemmefutter på, og jeg drikker dejlig Chaplon bjergblomstte af mit fine krus.

Imens synger Thomas Helmig for mig – han har nu været i huset længe – og adventslysene giver varme og stemning til avislæsning, sokkestrikning (Morten fik sokker, som slet ikke findes endnu), Wordfeud og en dag, hvor der ikke er andre pligter end at nyde.

Ahh.

Ind under jul

Den tristeste tekst, jeg kender, er fra den gamle sang Ind under jul: “Ind under jul, hvor er det trist, snefog og kulde og korte dage, sindet bøjer sig ned til sidst, véd ikke, hvor det skal modet tage. Mindre og mindre af dag det lyser, hjertet i kulde og mishåb gyser, kommer ej jul?

Så kan det da ikke blive mere mismodigt.

Sådan har jeg det ikke.

For nu er det jo vendt, det lys. Nu kommer julen. Jeg har juleferie og har drysset lidt rundt i dag og småpuslet med forskelligt hyggeligt. Og jeg er klar og glad og harmonisk. I aften har vi børnejulegavebyttespisning, for i år holder mine børn juleaften med farfamilien.

Jeg har fundet faster Ellens juleremse frem sammen med julestjernen fra Tenerife. De går godt med den sære rødkålsfarvede blomsterlysestage fra mit barndomshjem, buketten fra kærestejubilæet som står endnu, og tændte stearinlys i hele stuen.

IMG_5129

Den hot-hot-hotte kylling skal snart i ovnen, og der er bagt boller til fryseren, så der også er noget at spise i juledagene, hvis en enkelt butik skulle finde på at holde lukket.

IMG_5131

Glædelig lillejul.

Julegavekrydsskemaerne

Da børnene var små, brugte vi i julegaveindkøbstiden skemaer med navnene på gavemodtagere på den ene led og gavegivere på den anden led og krydsede af, efterhånden som gaverne var ordnet. Jeg gætter på, at der hvert år i december krydses af på tusindvis af den slags diagrammer rundt omkring i de små hjem.

Da vi fik barn nummer tre, udløste det 15 ekstra gaver, jeg skulle sørge for. Ét barn! Det indså jeg heldigvis først, da han var kommet.

Til jer, der fedter rundt med skemaerne endnu: Der kommer en tid, hvor børnene kan selv.

Oh, joy.