25. december 2019 | den store bunke |
Det her er mit juletræstæppe. Det har været i familien så længe, jeg kan huske. Faktisk kom vi samme år, tæppet og jeg.
Min mormor har syet det, og det forestiller mit verdensbillede. Jeg er ikke sikker på, at mormor har tænkt det sådan, da hun broderede, men som lille pige var jeg aldrig i tvivl om, hvem figurerne er. Her er mine to ældre brødre og jeg. Det passer fint med størrelsen og virkeligheden.
Her er vi også. Drengene vil ikke have mig med i legen. Det stemmer også fint med de faktiske forhold. Til gengæld er der altid en kat i nærheden af os.
Disse to har jeg bestemt er vores mormor og morfar. Nok fordi de virker for gamle til at være mor og far.
Og dem her. Skøjtepigen og skiløberen. De passer ikke til nogen i den nærmeste familie, så de blev i min bevidsthed min ældste fætter og ældste kusine, der allerede var voksne, da jeg var barn.
Det er bare simple korssting og enkel fladsyning på groft hessian. Men hvor har der ligget mange pakker på det. Tres års magi og fortryllelse, hede ønsker der gik i opfyldelse, enkelte skuffelser og masser af overraskelser. Det har ikke været i brug hvert eneste år, men det er slet ikke færdigt med at bære gaver.
3. juli 2017 | den store bunke |
Min mormors og morfars ægteseng er kommet i sengehimlen.
Jeg ved det, for da mormor og morfar var færdige med at sove i den, overtog jeg tjansen, og det er mig, der nu har sendt den til drømmeland.
For knapt hundrede år siden, da de her to unge mennesker blev rette ægtefolk, var folk generelt kortere, end de er nu, og standardlængden på senge var mindre end i dag. Så da jeg efter flere år på klub- og kollegieværelse endelig fik en rigtig lejlighed med plads til sådan en stor dobbeltseng, fiksede mine forældre dét med længden, så også højere mennesker end jeg (= mænd) kunne sove behageligt i sengen. Mor afsyrede sengen (og tilhørende natskabe og kommode), og far snedkererede nye, længere sidefjælde, som mor smurte den afsyrede masse på, så alle dele fik nogenlunde samme farve.
Her har jeg så sovet – ikke i hundrede år, men i næsten tredive. Da Morten og jeg flyttede sammen, valgte vi hans seng og stillede min i kælderen. Fordi jeg ikke kunne nænne at skille mig helt af med den. Så flyttede vi en gang mere, og jeg indså uholdbarheden i at blive ved at insistere på at gemme på mormors og morfars seng, for jeg kommer aldrig til at sove i den igen. Den har altid haft det ærgerlige ved sig, at det er to enkeltsenge, der er sat sammen med dyveler, og derfor har den skullet have to madrasser, der ikke kan nå helt sammen på midten på grund af de inderste sidefjælde. Og madrasserne smed jeg i øvrigt ud, da sengen kom i kælderen.
Men der er jo dét med mig og ting med historie. Især hvis det er min egen historie. Jeg har så svært ved at smide levet liv og minder ud. Jeg kunne sælge. Men hvem ville købe og sætte pris på, og hvordan prissætter man i øvrigt affektion?
Løsningen var at forære sengeriet til stambadehotellet i Næsbydale. De var netop ved at indrette endnu en lejlighed, og der var den hundredårige velkommen. Jeg er glad og kan besøge mine gamle drømme, når jeg vil, og badehotellets gæster kan drømme nye, dejlige drømme, helt uden at vide, hvad de senge véd.
Det er en smuk historie.
