26. august 2013 | den store bunke |
Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.
Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.
Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.
Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.
Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.
23. august 2013 | den store bunke |
I denne uge kaster jeg energi på festforberedelser. Morten holder fødselsdagsfest i morgen, og det kræver selvfølgelig et vist mål af planlægning.
Synes jeg.
Vi kommer fra hver sin planet. Morten er den, der slår ud med armene og har det hele inde sit hoved og løber an på, at han kan finde det derinde, når han skal bruge det, og siger: “Hov! Jeg skulle have ringet til xxx i går…”, “Jeg har det her… et eller andet sted. Næ, det ligger hjemme.” og “Vi kan købe ind efter kl. 21.30.”
Jeg er den, der skriver lister og bekymrer mig og bringer spørgsmål op om alt, hvad der kan forløbe anderledes, end jeg har et billede af, at det skal, og skaber kaos i noget, der egentlig lå meget godt inde i hans hoved, og siger: “Har du husket… ”, “Fik du snakket med…” og “Nej, Bilka lukker kl. 22, det kan vi ikke nå.”
Han er den, der siger “Det løser sig!”. Det siger jeg også nu, for det har jeg lært udenad, at vi synes. Når han siger det, betyder det faktisk, at det løser sig. Når jeg siger det, betyder det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til det lige nu.
Han er også den, der lader tiden arbejde og får uventede ideer og lader sig føre et andet sted hen, end det var tænkt fra starten, og pludselig tryller løsninger frem, som viser sig at være de helt rigtige, når noget andet ikke kunne lade sig gøre.
Jeg vil helst have en køreplan time for time, så jeg er forberedt på alt.
I tirsdags insisterede jeg på, at vi skulle gennemgå det hele og skrive lister over, hvornår hvem skulle gøre hvad, indkøbslister til hvilken dag, lister over hvad der skal hentes hvor hvornår, hvad der skal medbringes hvorhen. Efter nogle timer, hvor jeg havde fået hævet kernetemperaturen i min hjerne betragteligt, sagde Morten: “Der er ikke noget af dét der, der stresser mig”.
Sikke en gave.
Folk, der kender mig godt, siger, at jeg har rigtig godt af at have mødt sådan en som ham. Dem, der er tæt på ham, siger måske det samme til ham om mig.
Vi supplerer hinanden ret godt og er gode til at lade vores forskelligheder samarbejde i stedet for at strides om, hvem der har den rigtigste måde.
Sikke et held.
Vi var i Bilka i går. Vi grinede, snakkede, fyldte i vognen og krydsede af. Én liste væk. Fire-fem stykker tilbage.
Hov! Jeg har glemt, at jeg også skal huske at skrive op, at jeg skal huske at bekymre mig over, hvad jeg skal tage på til festen…
19. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går dannede kolonihaven rammen om Mortens fødselsdag. Søster, svoger, brødre, svigerinder, datter, kæreste, mor og to andre gamle koner til kaffe og kage og en flok rådyrrygfileter på grillen. Dagen før havde vi ryddet ud og flyttet rundt og gjort klar, så vi kunne sidde i tørvejr.
Vi havde ikke lagt dugen på, for måske var der lidt hul i taget, og vi havde ikke været med til at bestemme vejret.
To timer før gæsterne kom, gik der hul i himlen også. Og taget var utæt, viste det sig. Der rendte vand ind tre-fire steder. Vi måtte gøre noget, før gamlerne og de andre kom, og heldigvis er Morten en handlingens og snarrådighedens mand.
Søm, tak.
Spand, tak.
Krus, tak.
Og så havde vi den dejligste dag. Gode mennesker, gode gaver, sol og regn, boller og kage, snak, hygge, smådrillerier og storgrillerier. Der er vide rammer på det fineste lille sted.
Glad fødselsdagsbarn. Og søndagsbarn.
23. juli 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Siden min ven Nokia tog et hovedspring ned på betongulvet, har den ikke været sig selv. Efter et stykke tid, hvor den mange gange dagligt skulle mindes om, hvem den var, accepterede den efterhånden sit simkort og krævede ikke længere genstart en gang i timen. Men alle mine lydbøger og billeder var raslet ud på gulvet og lod sig ikke samle sammen. Jeg havde kontakter og beskeder intakte, men ellers var den blank, og jeg var jo begyndt at tænke hvilken smartphone, selv om jeg overhovedet ikke havde lyst til at bruge penge på dét lige nu.
Så skete der det, at der på min fødselsdagsmorgen var en pakke, der blev omtalt som “sådan en lidt sjov sidste-øjeblikspåfund-ekstrating”.
Jeg pakkede en Nokiaæske ud, som indeholdt…. min telefon? Jeg måtte lige hen og kigge i min taske for at se, om Morten havde nolet den og pakket ind i nattens løb, uden at jeg havde set det. Men den var der.
Hvad?!?
Så var det en, han havde fundet i en pose med brugte, aflagte mobiltelefoner (Nogen har aflagt en E66..!!) på kontoret og handlet sig til.
Fedest. En telefon, jeg kender, som ikke kostede mig noget, og som nu efterhånden er indstillet på præcis samme måde som den gamle, og som vel at mærke har forbindelse til sin hukommelse.
Heldige mig! Nu har jeg endda både ekstra batteri og hukommelseskort på mit reservedelslager.
Kunne man forestille sig, at nogen fandt en aflagt rustfri Toyota Carina stationcar model et eller andet fra midt i 90’erne i en pose et sted?
20. juli 2013 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Sikke en dejlig dag, det var i går. Det var nemlig min fødselsdag. Og det var en god dag fra ende til anden.
Det var også min datters fødselsdag. Den sidste fødselsdag, jeg havde for mig selv, var for 21 år siden – og så blev det alligevel ikke kun min dag, for vi endte med at sætte kyllinger i ovnen og trække et par flasker vin op til gæsterne, inden vi kørte til sygehuset, hvor Laura blev født. Siden har hun og jeg delt dagen og, fordi det er midt på sommeren, fejret den i mange forskellige kroge og afkroge af verden. I år er hun på ferie med farfamilien, så jeg kunne selv bestemme dagens forløb.
Eller… Morten bestemte også noget. For eksempel var det ham, der tidligt om morgenen listede ud af soveværelset og puslede rundt, mens jeg lå og kneb øjnene sammen inde i sengen. Og så blev jeg vækket til nybagte boller, flag og gaver.
Jeg fik mange fine gaver, for eksempel denne her meget personlige wallsticker, som skal op på væggen i mit kontorhjørne. Ordskyen er lavet på wordle.net, og Morten har linket til min blog og efterjusteret nogle enkelte ord, og så er wallstickeren lavet hos dimaria.dk. Jeg har ikke spurgt om prisen.
Efter arbejde tog vi i haven og nød en fantastisk sommeraften med grillmad, gode venner, masser af vin, paddekaffe (Ved I, hvad det er? En kæmpeskildpadde i et krus dækkes med whisky og tilsættes en passende mængde kaffe. Rør rundt. Man bliver fuld af det!), stearinlys og den mexicanske pejs. Mmmm.
