Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.

Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.

Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.

Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.

Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.