Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.
Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.
I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.
Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.
Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.
De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.
