Spaghetti alla putanesca for viderekomne

Vi er så småt ved at komme ind i den vante gænge igen efter sommerferien, hvad angår kokkeføllets maddag. I nogle år har den 16-årige haft en ugentlig dag, hvor han bestemmer, hvilken aftensmad han og jeg sammen skal lave. Min bagtanke er, at han får sig nogle huslige færdigheder og en fornemmelse af madlavning. Han kan godt lide at se madprogrammer og sætter stor pris på velsmagende og veltillavet mad. De barndomsdage, hvor han kun ville have smøreost og bacon er for længst ovre.

Vi har haft stor fornøjelse af Spisebrødrenes udsendelser, og kokkeføllets absolutte favorit er netop en af deres opskrifter, som han efterhånden kan lave uden min indblanding. Han gør det bare ikke, for det er hyggeligt at gøre det sammen. Spaghetti alla putanesca. Det betyder ’den lille luder’ og er en ret, som skøgerne i Napoli hurtigt kunne lave mellem kunderne. Og den smager fantastisk. Kapers, ansjoser, oliven, hvidløg og citron går sammen i flok og løfter smagen.

Det var det, han ville lave i dag, for det var længe siden sidst.

Og se, det blev godt!

IMG_4523_sam

IMG_4522

Det her er min hjemmelavede kogebogsholder. Bukket i hegnstråd. Hægtes på hylden, og brødkassen holder den fast. Og køkkenbordet holdes frit. Egen ide, eget design, meget minimalistisk. Skal måske finpudses lidt, men det bliver den nok ikke. Nogen har engang kommenteret – og komplimenteret – at jeg har skabt et på én gang råt og feminint design, som kan bruges i både i- og ulande. Det er smukke ord. Og rigtige.