16. september 2020 | den store bunke |
Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.
I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.
“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.
Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.
5. september 2020 | den store bunke |
En af de gamle dyder, strikning, er blevet populær igen. Det har den for så vidt været længe, jeg oplever bare, at det er en støt voksende trend, som alle aldersgrupper har taget til sig. De unge kvinder i min familie er også i gang, og nogle af dem er startet helt fra bunden og har lært sig det gennem digitale tutorials og facetime-konsultationer med deres mor. De startede med firkantede karklude og enkle halstørklæder og er fortsat med forholdsvist avanceret strik til dem selv og omgangskredsens babyer.
“Skal du ikke strikke noget, mor?”, har min datter spurgt flere gange, når hun begejstret vandt nyt land, mens jeg stadig sad og dimsede med mine elektroniske gadgets. Men jeg lader mig ikke sådan diktere, og det skal munde ud i noget brugbart – jeg gider ikke bare strikke formålsløst og for at få tiden til at gå. Og på det tidspunkt havde jeg ikke noget behov for hjemmestrik.
Jeg har strikket virkelig meget i mit liv. I den landbokultur, hvor jeg voksede op, gjorde vi den slags. Mor og mormor strikkede, hæklede, syede og broderede, og jeg lærte det fra helt lille. Jeg var seks år, da jeg blev medlem af en strikkeklub. Der var langt mellem legekammeraterne på landet, og man tog dem, der var. Jeg kan stadig genkalde mig, hvor smigret og stolt jeg var, da Bodil fra Hedengaard, som var 13 år, og Alfreds Else på ni spurgte, om jeg ville være med i deres strikkeklub. Så sad vi tre der på Elses loftsværelse med skråvægge og nørklede. Jeg kan ikke huske, hvad de store piger strikkede, men jeg strikkede et halstørklæde til min bamse. Ti masker retstrikning frem og tilbage i blåt garn.
Siden har jeg strikket flere mere ambitiøse halstørklæder, mange, mange sweatre og sokker til mig selv og alle, der ville have, og også til nogle, der ikke havde ønsket sig det. Jeg har også syet, hæklet og broderet. Og så har der været en meget lang periode, hvor jeg ikke har lavet den slags håndarbejde.
Mine jævnaldrende veninder strikker igen, men jeg har så altså ikke taget den. Endnu.
For nylig blev jeg opmærksom på en lokal strikkecafé. Et mødested, hvor man kan komme en aften om ugen og sidde sammen om strik, snak og en forfriskning. Det er meget uforpligtende, man behøver faktisk ikke noget håndarbejde, man må gerne bare være der, og man behøver ikke engang at komme til tiden, siger Rikke, der arrangerer det. Men det er en mulighed for et hyggeligt, socialt samvær og en anledning til at snakke med nogle andre, end man plejer.
Den mulighed bestemte jeg mig for at gribe, og så måtte jeg have et strikketøj med som adgangsbillet. Så kunne jeg både vurdere, om selskabet var noget for mig, og om jeg skulle tage strikning op igen. Jeg gravede dybt i den garnkurv, som jeg trods alt har bragt med mig gennem hele livet, og fandt alle strømpegarnsresterne frem. Mange rester, mange farver, mange minder om hvem der fik de sokker, der gav de pågældende rester. Heldigvis var der en del garn i samme kvalitet og tykkelse, og heldigvis var der stadig strikkepinde i depotet, efter at datter og svigerdatter har været der.
Så jeg drog til strikkecafe med åbent sind og en pose meget spraglet garn. Det blev en hyggelig aften og måske en ny tradition. Jeg strikkede en halv sok og gjorde mig klog på en hel del. Mon ikke jeg kommer igen.
Siden har jeg strikket sokkerne færdige. De blev sære og meget halvfjerdseragtige i farvesætningen, men det var hvad der kunne blive til, og de kan blive et par dejlige gæstesokker. Selv vil jeg i hvert fald ikke gå med dem.
Men nu er jeg i gang.
Og så skal jeg jo have et nyt projekt …
24. juli 2020 | den store bunke |
Min filosofi er (blevet), at når der kommer digital post fra rigspolitiet i e-boks, betyder det som regel en bøde. Og dét betyder, at man skal gå ud og købe sig selv noget lækkert for det samme beløb, som bøden lyder på.
Det gjorde jeg senest i april.
Nu skal jeg så til det igen. Bøden har jeg allerede sat til betaling. Det kan man lige så godt gøre med det samme og kaste ærgrelsen fra sig, så den ikke står og gnaver på ømme punkter.
Det er ikke fordi jeg er en fartdjævel. Jeg er faktisk ret lovlydig, når det kommer til hastigheder på vejene. Og med resten af loven, i øvrigt. Det er bare det, at politiet laver fælder, hvor man mindst venter det. Eller har glemt, at de er der.
Midt på Mors har de sat sådan en fartfælde. På hovedvejen tværs over øen, hvor man ellers må køre halvfems, er der pludselig begrænsning til halvfjerds. Der står en permanent fotokasse, som blitzer en lind strøm af penge ind i politiets bødekasse. Den skal nok kunne aflønne samtlige medarbejdere i politikredsen. Nu har jeg givet mit bidrag. Igen.
Jeg VED, jeg skal lette foden på den strækning. Jeg gjorde det også et par kilometer før, fordi jeg troede, det var dér. Det var det åbenbart ikke, og da blitzen ramte mig, kørte jeg så alligevel lidt for friskt. Jeg har gået og håbet på, at kameraet var fokuseret på bilen bag mig, som kørte med samme hastighed. Men adskillige uger senere kom der en hilsen i min eboks, og der er sikkert også kommet en til den anden bilist.
Det var den dag, jeg havde været i Thy og plukke birkeblade. Jeg fik også en bøde forrige gang, jeg var på Mors. Det er en dyr ø at besøge, og jeg skal lige overveje, hvornår jeg har råd til at komme der igen.
Nu skal jeg så finde på noget for tusind kroner lækkert til mig selv. For sådan er færdselsreglerne.
20. juli 2020 | den store bunke |
I februar mødtes jeg med et kunstmenneske på ARoS for at give et billede til museet. Min bror havde haft maleriet hængende på sin væg i årtier og havde angivet på bagsiden, at det efter hans død skulle tilgå Aarhus Kunstmuseum. Det ønske efterkom vi, og på ARoS, som byens kunstmuseum i mellemtiden er kommet til at hedde, var de begejstrede over donationen. De har flere skilderier af kunstneren, Peder Holm, og et mere ville skabe en fin symmetri i samlingen. Ved overdragelsen aftalte vi, at min brors navn ville komme til at stå på infoskiltet ved maleriet.
Forårets nedlukning af alting har forhindret os i at kontrollere, at aftalen blev overholdt. Til gengæld har de jo så haft rigelig tid til at få det hængt op og printe et passende kort.
Nu har vi været der. Og alting er som det skal være. ’Aarhus set fra nord’ hænger sammen med sine fæller, og det ser ganske enkelt rigtig fint ud. Motivet på de to til venstre er byen set fra syd, og de to til højre fra nord. Eriks billede er det øverste til højre – endda i den originale ramme, og jeg stod simpelt hen og blev så glad over at se det, over at maleriet er kommet derhen, hvor han ønskede. Det ville han også have været.
Det hænger på ARoS’ øverste etage i guldaldersamlingen, som ikke længere hedder guldalder, men Human Nature. Når du kommer ind i udstillingen, går du til venstre, så langt du kan komme, og så hænger de fire små perler helt inde i hjørnet. Og hvis du strenger øjnene an, kan du også læse skiltet.
28. juni 2020 | den store bunke |
“Vi skal med folk fra Thisted Bryghus på tur i klitplantagen i morgen og plukke birkeblade til deres bryg. Har du lyst til at komme med?”, skrev min veninde fredag aften.
Det lød så tilpas mærkeligt, at jeg ikke behøvede at betænke mig ret længe, inden jeg slog til.
Meget tidligt næste morgen kørte jeg nordvestpå, spændt på hvad dagen bragte, om der lå gode historier gemt i Thy.
Det gjorde der, og det blev en rigtig dejlig dag. Omkring 25 frivillige og folk fra bryghuset mødtes til morgenkaffe på Thisted Bryghus og drog derefter ud på “et hemmeligt sted” i plantagen, hvor der skulle plukkes 125 kg birkeblade til den kommende produktion af specialøllene Cold Hawaii og Thagaard, der brygges helt uden humle, men med naturens lokale råvarer.
Det var bagende varmt, men let at finde skygge i skoven under arbejdet. Vi fordelte os rundt omkring, og når spanden var fyldt, blev høsten vejet og fyldt i sække. En godt stampet spand rummer 2-3 kg, hvis nogen skulle spørge. Svaret på et andet muligt påtrængende spørgsmål er, at birketræerne ikke tager skade.
Der var vand og øl ad libitum til arbejdet, og forbavsende hurtigt – i løbet af et par timer – var kvoten faktisk plukket. Så var der smørrebrød, mere vand, mere øl og røverhistorier i en endnu større mængde ved et langt frokostbord under skyggende parasoller, inden vi kørte tilbage til bryghuset.
Her blev de 25 sække sænket i hver sin plastikspand med 40 % sprit, hvor de skal trække i nogle måneder og afgive saft og kraft, inden de anvendes i produktionen. Af den portion birkeblade, vi plukkede i går, bliver der jeg-kan-ikke-huske-hvor-mange-tusind flasker øl, som er færdige sent på efteråret.
Thagaard ser sådan ud. Smagen er frisk og dejlig helt uden bitterhed, og jeg kan lide den. De kalder den en kvindeøl, og det er sikkert rigtigt. Det er fraværet af humle, der gør det.
Og fra november glæder jeg mig til de øl, jeg nu synes jeg har en lille part i.
29. april 2020 | den store bunke |
Sådan en lille en her får man, når man har været i blodbanken for at donere knapt en halv liter af sit røde brændstof, som andre kan få glæde af.
Jeg har været bloddonor i næsten 40 år og har givet blod mere end halvtreds gange. Det kunne være blevet til langt flere tapninger, hvis ikke kontoen havde været lukket i de perioder, hvor jeg var gravid eller ammede. Men da var jeg selv den, der havde mest brug for mit gode blod.
I tidens løb har seancen i blodbanken ændret sig mange gange. Engang gik man nærmest bare ind og stak armen ud, og nålen blev stukket ind. Senere blev man først spurgt om en masse ting, og endnu senere fik man stukket et clipboard med blanket og kuglepen ud og skulle krydse de samme – og endnu flere – spørgsmål af i ja- og nejrubrikker. Der kom flere restriktioner i forhold til tandlægebesøg, indtaget medicin og berejste områder. For tiden besvarer man spørgeskemaet digitalt og underskriver med sit fingeraftryk.
Det gjorde jeg i dag. Et af spørgsmålene går på, om man har rejst uden for de skandinaviske lande og Tyskland siden sidste tapning og i givet fald hvornår. Jeg kom i tanker om, at vi var i Costa Rica i november sidste år og skrev det i svarrubrikken. Og tænkte ikke mere over det, før sygeplejersken kaldte mig ind til standardinterviewet, hvor man gennemgår svarene med donoren. Og så viste det sig, at Costa Rica faktisk er et af de områder, der giver 6 måneders karantæne efter hjemkomsten.
Så de ville slet ikke have mig i blodbanken i dag. Tak fordi du kom, men vi kan først bruge dig efter 1. juni, var beskeden.
De var dog så søde at give mig et stykke chokolade for ulejligheden. Så sådan en lille en her får man også, når man har været i blodbanken og IKKE doneret en lille halv liter af sit røde brændstof.
