19. december 2020 | den store bunke |
I aften er kun en tynd skive af månen synlig. Jeg stod og kiggede ud på den, mens der ingen skyer var, og afkodede på samme måde, som jeg har gjort altid, hvilken fase den var på vej imod. På vej væk eller på vej til at blive fuld.
Man tegner et skråskrift-a eller et skråskrift-t langs månens yderste rand. T for tiltagende, også kaldet ny og på vej til fuldmåne, a for aftagende og på vej til ingenting. Det kaldes også næ, og de to begreber findes i udtrykket ’i ny og næ’ og nærmest kun dér.
Måske er det min mor, der har lært mig det med bogstaverne. Det er det nok. Det har under alle omstændigheder været et menneske, der kunne skrive skråskrift. Og det er nyttig viden at have samlet op. Jeg behøver i hvert fald aldrig at lære månefaserne på en mere videnskabelig måde.
Nyttig viden for mig, unyttig for dem der ikke har lært at skrive skråskrift.
Det var bare dét.
I aften er månen tiltagende. Så bliver den sikkert fuld mellem jul og nytår.
17. november 2020 | den store bunke |
Der dumpede en pamflet i min postkasse. Det sker ikke så tit, for jeg har takket nej til reklamer, men denne her var åbenbart en, som alle SKAL have, for den var draperet i et omslag med navn og adresse.
Nationalbanken udsteder nye udgaver af danske pengesedler, fortæller brochuren, og aktuelt kommer der i 2020 en ny 500-kroneseddel. Den er angiveligt mere sikker og sværere at forfalske.
Men hvorfor? Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er en lille smule overflødigt, for jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en dansk pengeseddel i hånden, eller bare set en. Jeg betaler alt med kort eller mobil, og det er virkelig længe siden, jeg har ’hævet over’ for at have kontanter, som man gjorde engang. Jeg var nok nærmest den sidste i landet, der holdt op med det.
Jeg har lige kigget efter, om der skulle have forputtet sig en enkelt glemt hundredemand i min pung, men det var ikke tilfældet. Og hvis der var, ville jeg næppe kunne komme af med den i disse tider. Den kan jo overføre smitte. Tager nogen overhovedet mod andet end elektronisk betaling mere?
Men bedre tider kan jo komme. Nationalbanken pointerer i hvert fald, at man trods de nye udgaver ikke skal have ombyttet de pengesedler, man allerede har, for dem kan man fint fortsætte med at bruge. Det er nok dén vigtige oplysning, der er grunden til den pligtige husstandsomdeling.
Så jeg gemmer fortsat de her tikronesedler, som er de allerførste, jeg kan huske fra min barndom. Med H.C. Andersen og en storkerede på den ene side og ’tikronemøllen’, Egeskov Mølle, på den anden. Måske kan de stadig bruges.
Og nej, det er altså ikke, fordi jeg som en anden Joakim von And har gemt mine allerførst tjente penge. Jeg er bare ud af en samlerfamilie. Blandt min brors efterladenskaber lå en slidt tegnebog med nogle gamle pengesedler. Dels disse, dels forskellige værdier fra serie 1972 (dem med dyr på bagsiden), dels nogle endnu ældre, blandt andet fem og ti rigsdaler og jeg er ret sikker på, at det er den samme tegnebog, som lå i min morfars skrivebordsskuffe med pengesedler i, da jeg var barn. Nu er den ad omveje kommet til at ligge hos mig, og der bliver den liggende. Ti kroner kommer man jo ikke langt med mere, og det virker også lidt sært at drage i supermarkedet med en grøn femhundredekroneseddel med Franziska Genoveva von Qualen på forsiden og et firben på bagsiden.
Når der nu snart kommer en ny.
27. oktober 2020 | den store bunke |
Som nogle læsere vil vide, tog jeg for nylig strikning op. Jeg blev opmærksom på en lokal strikkecafé, og da strik var en væsentlig faktor i det fællesskab, måtte jeg selvsagt have noget håndarbejde med. Først fandt jeg restegarn frem fra gemmerne og strikkede et par sokker, og derefter strøg jeg direkte til et noget mere ambitiøst projekt og gik i gang med en cardigan. Sådan en syntes jeg nemlig, at jeg manglede. Selvtilliden fejlede ikke noget, for jeg har strikket meget, da jeg var barn og yngre. Jeg valgte PetiteKnits Ingen-dikkedarer-cardigan.
Og nu er den altså færdig. Og vellykket. Og i dag havde jeg den på.
Men når selv chefen – mand, på min egen alder – kommenterer og spørger, om det er den, jeg selv har strikket, skal jeg måske overveje, om jeg muligvis er kommet til at flashe projektet lige rigeligt på de sociale medier, med garnnøgle- og efterårsblade-emojis i den helt rigtige nuance.
Det kan egentlig godt være.
Så dette er sidste procespip om min nye lækre, bløde hjemmestrikkede cardigan i den smukkeste rustrøde farve. Punktum.
8. oktober 2020 | den store bunke |
Vi har en kageturnus i min afdeling på arbejde. Det er frivilligt at være med, og de der står på planen skiftes til at have kage med. Det styres enkelt med et excelark med navne og datoer, så vi ved lang tid i forvejen, hvornår vi kan nyde (oftest) og hvornår vi skal yde (sjældnest). Nogle mener, de ikke kan holde til at spise så meget kage og vil derfor ikke være med i ordningen. Men det er faktisk ikke en betingelse for at være med, at man spiser noget. Man må gerne yde uden at nyde. Det er også sket.
Der er kun et eneste kriterium for det man medbringer: Bare det er kage. Det betyder, at man helt selv må bestemme, om man køber bagerens bedste, bager selv eller får sin mor eller sin mand til det. Bare det er kage. Flødeboller er for eksempel ikke kage. Og ingen bliver ugleset for deres valg.
Det var min tur i dag. Jeg kan godt lide at bage, så jeg vælger for det meste noget hjemmebagt og tit noget, jeg ikke har prøvet før. Så er det lidt mindre mit ansvar, om det bliver godt, for jeg følger jo bare opskriften, og så kan vi sammen vurdere, om det er en opskrift, der er værd at gemme.
Jeg var derfor lige så spændt som de andre på, hvordan kagen smagte i dag.
Den var god. “Frisk, syrlig og sød på samme tid”, sagde én, og det er vel den bedste bekræftelse, at flere kolleger tog to gange og efterfølgende bad om opskriften. Den er i øvrigt fra Spis Bedre og hedder en stor del af ingredienslisten: Citronkage med hindbær, flødeost og mandler. Jeg supplerede med blåbær, fordi supermarkedet kun havde halvdelen af de hindbær, jeg skulle bruge.
Succes, altså.
Og nu skal jeg have en aftensnack af de rester, der trods alt var.
28. september 2020 | den store bunke |
I lang tid har denne bogstavtavle hængt på min køkkenvæg. Budskabet, som jeg selv har fundet på, holder jeg fast ved. De snakke, der opstår når man sidder flere om et måltid, gør godt på mange planer, og man går næsten altid derfra med noget, man ikke vidste i forvejen.
Imidlertid spiser jeg oftest alene, og sommetider synes jeg, mine egne ord på tavlen rækker lidt tunge ad mig. Vendt positivt kan man sige, at jeg holder en pause med at blive klogere ad den vej. Derfor har jeg bestemt mig for, at skriften på væggen godt kan skiftes ud med mellemrum. Ord og bogstaver har jeg jo nok af. Eller … ikke alle bogstaver. Der fulgte et meget udansk bogstavsæt med tavlen, så jeg kan ikke skrive noget med æ, næsten ikke noget med å og kun lidt med ø. Og kun hvis jeg tager komma og punktum til hjælp. Hvad jeg gør.
Lige nu vurderer jeg, hvor længe denne opbyggelige note skal opmuntre mig.
26. september 2020 | den store bunke |
Lad os bare sige, at jeg var glad for, at udleveringsstedet var bemandet.
Jeg havde lovet at hjælpe ældste søn med at flytte. Min rolle var blandt andet at møde op på fraflytteradressen med en flyttetrailer. Det er mange år siden, jeg har været ansvarlig for at leje trailer, og i den tid har man lavet om på alt. Det hele foregår eksempelvis via en app.
For flere uger siden bookede jeg traileren og installerede appen på min telefon. Alt var således klar. Og dagen kom.
Kør til udleveringsstedet og find din trailer var første trin. Det gjorde jeg. Min trailer havde nummer 3. Så langt så godt.
Gennemgå traileren var næste trin. Tag et foto af fronten. Tjek traileren for fejl. Men for at kunne se, om alle lygter virkede, var jeg jo nødt til at montere traileren på bilen, mente jeg.
Første tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse hængelåsen op?”, “Nej, det gør du først, når du har gennemgået proceduren.” Ud igen og igennem alle trin, Er den rengjort?, Har den synlige skader?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og til sidst Afmonter låseboksen.
Traileren på bilen, og så gik jeg i gang med at tjekke lys. Venstre blinklys virkede ikke.
Anden tur ind til medarbejderen: “Venstre blinklys virker ikke!”, “Nej, jeg kan godt se, den er mærket med en periodisk fejl på lyset, men der er ikke så meget, jeg kan gøre ved det.”, “Men er der så en anden trailer, jeg kan få?”. Søgen i systemet: “Ja, nummer 4 er ledig, jeg ændrer det lige, så hvis du genstarter appen, kan du tage den i stedet for”. Ud igen, af med nummer 3, hen til nummer 4, tage et billede af fronten, tjekke om traileren var rengjort, havde synlige skader, havde intakt næsehjul og sikkerhedswire. Men jeg kunne ikke aktivere hængelåsen.
Tredje tur ind til medarbejderen: “Jeg kan ikke låse den op med appen!”. Medarbejderen med ud og låse op med sin telefon, hjælpe med at sætte traileren på bilen OG tjekke lygterne. Venstre blinklys virkede ikke. Jeg vidste positivt, at det ikke var min lånte bil, der havde fejl, for den har for ganske nylig kørt med fuldt funktionsdygtig trailer. Men der var ikke så meget, medarbejderen kunne gøre, for den sidste trailer på stedet, nummer 5, var ’til reparation’. Det så mest ud til at betyde, at den bare holdt der og ikke skulle udlejes. Så jeg bestemte mig for, at det var rigtig fint, at nummer 4, som nu sad på bilen, i det mindste kunne blinke til højre. Jeg gennemgik min kommende rute i hovedet og konstaterede, at den hovedsageligt bestod af højresving, så jeg lagde låseboksen i bagagerummet, takkede medarbejderen for god og udvidet service og kørte af sted.
Flytningen gik fint, og jeg drejede ganske rigtigt mest til højre. Da det hele var overstået, og jeg kom tilbage til udleveringsstedet, som nu var konverteret til indleveringssted, tog jeg traileren af bilen og gik i gang med returneringsproceduren på appen: Er traileren rengjort til næste lejer?, Er næsehjulet intakt?, Er sikkerhedswiren intakt? osv. og Er låseboks og hængelås påmonteret? Men jeg kunne ikke sætte hængelåsen på, fordi den af en ukendt grund var lukket, og jeg kunne ikke åbne den. Så:
Fjerde tur ind til en medarbejder: “Jeg kan ikke låse den her op?”. Medarbejderen åbnede hængelåsen med sin telefon. Ud igen, låsen på, rapportere defekt venstre blinklys på traileren, tage et foto af lygten, farvel og tak for i dag.
Inden jeg kørte derfra, nåede der at indløbe kvittering for returnering og en besked Er du tilfreds med vores app?
Jeg svarede bare ja.
