Jeg er dobbelt så gammel som de fleste af de kolleger, jeg sidder sammen med. Jeg sidder i afdelingens content team, som var den mest dækkende betegnelse, da funktionerne skulle navngives. Holdet består af tekstforfattere (sådan en er jeg) og PR & SoMe-medarbejdere, og lige ved siden af os sidder online teamet, som også er forholdsvis unge mennesker. Vi er en broget flok, som har det både sjovt og godt med hinanden. Og jeg er altså ældst. Meget ældst.
I dag fangede mine ører, at der blev talt om hashtags. De kolleger, der arbejder med husets Instagram- og Facebookprofiler, snakkede om nogen, der “havde brugt hashtags helt forkert”, og “som man gjorde i begyndelsen”. Jeg spidsede ører, dels fordi jeg generelt synes noget om det meste og er rigtig god til at blande mig i samtaler, der egentlig gik meget godt uden mig, og dels fordi jeg blev nysgerrig efter, hvordan man efter deres mening bruger hashtags rigtigt, og om jeg selv har gjort mig skyldig i forkert og tåbelig brug. Jeg er jo et præmieeksemplar fra boomer-generationen og er ikke vokset op med sociale medier. Man kan nemt komme til at gøre noget latterligt, fordi man troede det var smart og hipt.
“Jo altså, du bruger bestemte hashtags, hvis du vil ind i loopet og findes af dine følgere”, forklarede én, og en anden gav som eksempel på forkert brug sit eget første IG-opslag fra en koncert, hvor han i billedteksten havde tilføjet hashtagget Stigbrækkedearmen. “Det giver jo ingen mening”, sagde han om sit unge, naive jeg, og det syntes vi heller ikke, det gjorde.
Jeg har ransaget min hukommelse – og mine profiler – for min egen færd på sociale medier, og det ser vistnok ikke helt galt ud. Jeg holder mig #ungmeddeunge, og det værste er muligvis det her.
