Strikkestræk
En af de gamle dyder, strikning, er blevet populær igen. Det har den for så vidt været længe, jeg oplever bare, at det er en støt voksende trend, som alle aldersgrupper har taget til sig. De unge kvinder i min familie er også i gang, og nogle af dem er startet helt fra bunden og har lært sig det gennem digitale tutorials og facetime-konsultationer med deres mor. De startede med firkantede karklude og enkle halstørklæder og er fortsat med forholdsvist avanceret strik til dem selv og omgangskredsens babyer.
“Skal du ikke strikke noget, mor?”, har min datter spurgt flere gange, når hun begejstret vandt nyt land, mens jeg stadig sad og dimsede med mine elektroniske gadgets. Men jeg lader mig ikke sådan diktere, og det skal munde ud i noget brugbart – jeg gider ikke bare strikke formålsløst og for at få tiden til at gå. Og på det tidspunkt havde jeg ikke noget behov for hjemmestrik.
Jeg har strikket virkelig meget i mit liv. I den landbokultur, hvor jeg voksede op, gjorde vi den slags. Mor og mormor strikkede, hæklede, syede og broderede, og jeg lærte det fra helt lille. Jeg var seks år, da jeg blev medlem af en strikkeklub. Der var langt mellem legekammeraterne på landet, og man tog dem, der var. Jeg kan stadig genkalde mig, hvor smigret og stolt jeg var, da Bodil fra Hedengaard, som var 13 år, og Alfreds Else på ni spurgte, om jeg ville være med i deres strikkeklub. Så sad vi tre der på Elses loftsværelse med skråvægge og nørklede. Jeg kan ikke huske, hvad de store piger strikkede, men jeg strikkede et halstørklæde til min bamse. Ti masker retstrikning frem og tilbage i blåt garn.
Siden har jeg strikket flere mere ambitiøse halstørklæder, mange, mange sweatre og sokker til mig selv og alle, der ville have, og også til nogle, der ikke havde ønsket sig det. Jeg har også syet, hæklet og broderet. Og så har der været en meget lang periode, hvor jeg ikke har lavet den slags håndarbejde.
Mine jævnaldrende veninder strikker igen, men jeg har så altså ikke taget den. Endnu.
For nylig blev jeg opmærksom på en lokal strikkecafé. Et mødested, hvor man kan komme en aften om ugen og sidde sammen om strik, snak og en forfriskning. Det er meget uforpligtende, man behøver faktisk ikke noget håndarbejde, man må gerne bare være der, og man behøver ikke engang at komme til tiden, siger Rikke, der arrangerer det. Men det er en mulighed for et hyggeligt, socialt samvær og en anledning til at snakke med nogle andre, end man plejer.
Den mulighed bestemte jeg mig for at gribe, og så måtte jeg have et strikketøj med som adgangsbillet. Så kunne jeg både vurdere, om selskabet var noget for mig, og om jeg skulle tage strikning op igen. Jeg gravede dybt i den garnkurv, som jeg trods alt har bragt med mig gennem hele livet, og fandt alle strømpegarnsresterne frem. Mange rester, mange farver, mange minder om hvem der fik de sokker, der gav de pågældende rester. Heldigvis var der en del garn i samme kvalitet og tykkelse, og heldigvis var der stadig strikkepinde i depotet, efter at datter og svigerdatter har været der.
Så jeg drog til strikkecafe med åbent sind og en pose meget spraglet garn. Det blev en hyggelig aften og måske en ny tradition. Jeg strikkede en halv sok og gjorde mig klog på en hel del. Mon ikke jeg kommer igen.
Siden har jeg strikket sokkerne færdige. De blev sære og meget halvfjerdseragtige i farvesætningen, men det var hvad der kunne blive til, og de kan blive et par dejlige gæstesokker. Selv vil jeg i hvert fald ikke gå med dem.
Men nu er jeg i gang.
Og så skal jeg jo have et nyt projekt …
