Kitsch?
Hvornår er noget kitsch? Når det er på grænsen af halvgrimt storblomstret fra et andet årti? Eller når en anden socialklasse end ens egen synes om det? Eller det passer dårligt sammen med stål, sort og Hay? Hvem kan vurdere det objektivt? Og er kitsch per definition grimt?
Da jeg var barn, fik jeg en lille æbleformet krukke foræret. Jeg kan ikke helt huske af hvem og heller ikke hverken omstændighederne eller hvor gammel jeg var. Måske var min mormor involveret, måske min faster, – sidstnævnte var af den slags, som overdænger familiens børn med sære smågaver, som får barneøjne til at lyse, alene fordi de aldrig har set noget lignende, og som får mødre til at sukke “åh nej, ikke mere skrammel” – derfor er hun et oplagt bud. Det kan også have været min mormors søster, som havde de samme egenskaber, hendes eksotiske gaver var bare en tand mere high class.
Jeg blev usigeligt henrykt og syntes, æblet var så fint og helt, helt perfekt til at have smånips og småskrammel i. Ringe, nipsenåle, fine småsten og plastikdimserne fra nytårsknallerterne, alle disse værdier, man får samlet sammen. Det var en stor skat til små skatte. Min æblekrukke. I min varetægt har den aldrig været brugt til sit oprindelige formål, som er marmelade og syltetøj, og det er længe siden, jeg har opbevaret idrætsmærker og andre trofæer i den. Det er også længe siden, den har stået fremme til pynt, men jeg har trofast flyttet den med mig gennem hele mit voksne liv og omhyggeligt stillet den ind i et nyt skab, hver gang jeg har skiftet bopæl.
Den fine lille æbleskål. Det har aldrig strejfet mig, at jeg var den eneste, der så dens skønhed. Sidst jeg pakkede flyttekasser ud og så mig om efter et passende sted til æblet, forstod jeg på en spontan kommentar, at det er tilfældet, og jeg var overrasket og forundret. Grim? Det faldt omtrent sammen med, at jeg havde spurgt “Skal du gemme dén her?” om en brun stentøjsdunk med prop, hvilket fik ejermanden til at gispe efter vejret og derefter fortælle mig den sentimentale historie, som gjorde, at dén dunk hverken kunne eller ville man skille sig af med. Så var vi både kvit og med fælles forståelse.
Men er det kitsch? Definitionen på kitsch er ifølge Den Danske Ordbog “indbo, kunsthåndværk, kunst, litteratur m.m. der regnes for underlødig og smagløs pga. sin banalitet eller overdrevne sentimentalitet, men af samme grund værdsættes med ironisk distance af nogle”
… og efter den definition er mit syltetøjsæble ægte kitsch. Det forener smagløshed med banalitet krydret med rigelig sentimentalitet, dog fuldstændig uden ironisk distance.
Æblet var kun ude for at blive fotograferet og er tilbage på sin plads i skabet igen. Der skulle nødigt ske det noget.
