Det der Singles Day, hvis ankomst hertil først blev varslet i forgårs – det var i hvert fald første gang, jeg hørte om det – er åbenbart det helt store i Kina. Den falder i dag, 11. november, og er en slags Valentinsdag for singler, hvor man i stedet kan date ting på udsalg. Det får angiveligt Black Friday til at ligne en grøntsagsbod ved vejkanten, og jeg hørte i radioen, at der allerede er omsat for seks milliarder i Kina i dag. Jeg ved ikke, om det er kroner eller dollars, men seks milliarder er temmelig meget i alle valutaer.
Går glip af ting i dag. Workshop og fest for frivilligkorpset på Paletten. Men er ufrivilligt syg.
Der er også Bogforum. Der kunne jeg også være. Men fordi syg.
Faktisk gør de også Domkirken lysflot i aften med noget, der hedder Himlen over Viborg. Men ditto.
Både Morten og jeg har meldt fra til de arrangementer, vi havde på programmet i dag. Så megen ynkelighed under ét tag.
Jeg ville ønske, det var muligt at lytte til Michael Katz Krefelds Pagten (som jeg er i gang med) samtidig med, at jeg læste Ildefonzo Falcones’ Jordens Arvinger i analog papirbog (som jeg ikke er startet på) og så DRKs Vild med Bøger-programmer (som jeg ikke har fået set endnu) på iPaden. Det kan jeg ikke, og siden jeg ikke har kunnet tage et valg, bladrer jeg bare i vores store bog om Miniatur Wunderland i Hamborg og spiller Candy Crush, når jeg får tildelt et nyt liv.
Satte gang i Wordfeud-appen og har vundet to spil. Hjernen virker.
Har talt varmekilderne op. Otte optændingspinde og syv store stykker brænde i brændekassen. Vi behøver ikke rejse udenfor til brændestablen i aften.
I Miniatur Wunderland Hamburg varer et døgn 15 minutter. På det kvarter skifter alle de tusindvis af LED-lamper til natbelysning og tilbage til dag igen. Det vil sige, at jeg i miniatyretid var derinde i fire uger, da jeg besøgte stedet i sommerferien. Ret lang sommerferie, alligevel.
I dagens løb sendte jeg Morten en mail med ordlyden: “I aften vil jeg gerne have nippemad og vin og brændeovn”.
Jeg har fået begge dele, og vi er begge sunket sammen i sofaen og har det præcis som Apples pauseikon, der kører på skærmen, når systemet tænker grundigt over en ordre – når det for eksempel har fået besked på at åbne et program eller gemme noget og ikke ved, hvor det skal starte. I gamle dage var det et timeglas, der senere blev opgraderet til en farvestrålende badeboldlignende cirkel, der kører rundt og rundt. Windows’ pendant var tidligere en blå ring som en vaniljekrans, der drejer rundt i uendeligheden, nu er det en urskive, der langsomt fyldes ud, har jeg ladet mig fortælle.
Det hele fortæller bare, at der faktisk ikke rigtigt foregår noget i motorrummet.
Morten har skrantet i en uges tid, og jeg er lige startet og for nedadgående. Vi har det sådan her: ondt i musklerne, ondt i halsen, dækket af en dyne af træthed, den ene hoster, og den anden er begyndende fugtig i næsen. Det er faktisk ikke muntert.
Inden længe får vi nok en besked om, at systemet ikke længere svarer.
I løbet af november lykkes det hvert år min mor at få flettet noget med vinterdæk ind i vores telefonsamtaler. Det kommer op på det tidspunkt, hvor meteorologerne begynder at varsle om den første nattefrost og glatte morgenveje. Enten spørger hun, om jeg har fået vinterdæk på bilen, eller også har hun opgivet på forhånd og afslutter alle snakke om folk, der har skiftet til vinterdæk, med “… men dét har du jo ikke!”.
I år tværede jeg den ud fra starten. Troede jeg.
Da talen faldt på vejrudsigten, og jeg kunne høre, hun tog luft ind til det velkendte tema, kom jeg i hende i forkøbet og fortalte, at jeg aldrig har fået skiftet til sommerdæk i år, så det er ikke noget problem denne gang.
“Bedst i året 2017” … Den påstand blev jeg mødt af, da jeg åbnede min mobiltelefon for lidt siden for at … ja, for det man nu gør med telefoner.
Den nyeste systemopdatering har åbenbart selvstændige syn’sninger om, hvad mine bedste billeder og oplevelser har været i dette år. Og har lavet en film. Med blid musik. På 1 minut og 10 sekunder.
Der er da godt nok lidt af hvert i en lidt mystisk kronologi, og hvilke algoritmer der er valgt fotos og film efter har jeg svært ved at gennemskue. Men det er skam gode minder. Ganske vist har jeg aldrig knyttet nære bånd til hverken min mors køkkenskuffe eller en ensom stol på Drejø, men hvis Telefon har, så er det okay med mig.
Blot skal jeg huske til næste gang, Telefon beslutter sig for at lave scrapbog, at det er bedst at fotografere i tværformat. Ellers går man glip.
Flere gange i dag har jeg sagt til mig selv, at jeg er en stor klovn til at udnytte vejret. Mens solen skinnede så flot derude og bare kaldte på udendørsaktivitet – som for eksempel at høste og rydde op i kolonihaven – gik jeg rundt herhjemme og gjorde ting indenfor. Jeg svedte oven i købet, fordi solen bagte hedt ind af vinduerne.
Til gengæld – og dét er væsentligt – er jeg grundtilfreds med de ting, jeg fik gjort. De lyder virkelig kedelige, de punkter jeg vinklede af, men det skæmmer ikke tilfredsheden.
Hænge længe over morgenmad og avis (det stod nu ikke på listen) og nyde at der var en hel time ekstra at gøre det i på grund af skift til normaltid. Støvsuge hele huset, – solen afslører jo ALT. Vaske tre vaske. Bage 64 boller. Skære kødet fra en vildsvinebov og lave simremad. Tage bad (fordi hvis en drone kom flyvende og fotograferede mig oppefra, ville man ud fra billederne tro, jeg var Johnny Madsen!). Stille mange hyldemeter ubrugelig fortid ind i en reol.
Det sidste er næsten det bedste. En kæmpestor kasse med musik-cd’er og film-dvd’er, som ikke er blevet afspillet i årevis og med størst sandsynlighed aldrig mere bliver det, har længe stået i vejen foran reolen ovenpå. Jeg kan ikke sige, om kassetterne kommer til at stå i vejen i reolen, men de er ikke helt modne til udsmidning endnu, og vi har ikke et loft, vi kan stille kassen op på. OG: Jeg er altså virkelig, virkelig, virkelig tilfreds med at have fået den kasse tømt.
Mens solen skinnede.
Yndlingsmorgen med kaffe og avis
Solbeskinnet stue, nu med billeder på væggene – og støvsuget gulv!
Set og hørt
Flamsk vildsvinestuvning med udseendet imod sig og smagen med sig.
Vi har længe haft alle de små og store billeder fra billedvæggen i Vestergade liggende og vente på, at nogen skulle nå frem til at sætte dem op. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har været længe om at få hængt billeder opi rækkehuset, men dét har vi faktisk fået gjort nu. Og tænk engang, vi havde vægge nok til dem alle sammen, det havde jeg slet ikke troet.
Så manglede vi bare de små billeder i portrætgalleriet, og det blev min tjans. Jeg lagde dem ud på gulvet for et par dage siden og fordelte dem, sådan som jeg ville have dem til at hænge. Og da Morten var taget af sted til et arrangement her i aften, bevæbnede jeg mig med værktøj og vaterpas … og mobilkamera. Jeg lagde et foto på Instagram og delte det videre på Facebook med teksten “ Er alene hjemme med 50 blå søm og 22 familiebilleder”.
Og så kunne Morten sidde dér til sit arrangement og tjekke Facebook og se allerede på overskriften, at jeg var i gang.
