Det giver varmen to gange
Når man har fået læsset en større bunke træ af i sin indkørsel og knokler med brændekløver og trillebør, favnfulde af træ og pindebrænde i en vakkelvorn stabel, der allerhelst bare vil vælte hurtigst muligt, er der altid en tøhø-sjov nabo eller forbipasserende, der lader bemærkningen falde om, at “det giver varmen to gange, ha ha!”
Der er vi ikke kommet til. Altså bortset fra delen med den vakkelvorne brændestabel. Men vi har ikke fået leveret hverken en bunke kløveklar brænde eller brandfarlige bemærkninger.
Imidlertid er det rigtigt, at brændet giver varmen to gange. Faktisk mange gange.
Jeg syntes, her var lidt råkoldt i aften og tændte op. Og jeg kan konstatere, at det, jeg går mest kold på, er mine optændingsteknikker. De er sørme rustne. Jeg render konstant mellem sofaen og ovnen for at regulere spjæld og træk i skorstenen, fordi ilden hele tiden enten bulderbrænder eller er ved at gå ud. Bulderbrænder det, skal jeg alligevel rejse mig alt for tit for at lægge mere brænde på, og går det ud … ja, så varmer det jo ikke. Men jeg kan snildt holde varmen på grund af al den fysiske aktivitet. Mange gange. Også fordi glasruden efterhånden er sodet så meget til af den uregelmæssige brænding, at jeg reelt ikke kan se fra sofaen, om der stadig er flammer derinde. Så, husker jeg, er det noget med at skure glasset med sammenkrøllet avispapir. Altså når ruden er blevet kold.
Det er sandelig godt, der er et helt vinterhalvår at øve mig i.
Bemærk i øvrigt brændekassen. Den kommer fra Mortens barndomshjem, og efter at have huset legetøj og været skrammelskrummel har den nu generhvervet sin oprindelige funktion som brændekasse.
I mit hjem havde vi også en brændekasse. Den var et levn fra dengang, man havde et sort støbejernskomfur, som var brændefyret (og varmt! Jeg kan ikke huske det, men jeg har stadig ar i min ene håndflade fra dengang, jeg som toårig satte en flad hånd på siden af komfuret). Mor brugte senere brændekassen som høkasse. Den var fyldt med aviser og gamle dynebetræk, der formede en rede til en gryde, så grøden kunne koge færdig og kartoflerne holde sig varme. Den var malet lyseblå og ikke nær så stor og flot som den trækasse, som nu står derovre og strutter med brænde, der bare venter på at give varme.
Og nu skal jeg over og regulere luft- og brændeindtaget IGEN …!
