23. oktober 2017 | den store bunke |
Jeg havde ikke ventet, at jeg skulle bombarderes med græske navne fra min gymnasietid, da jeg søndag sammen med to af børnene kørte til Fyn for at besøge min mor.
Mens det er lydbøger, jeg selv lytter til, er ældstebarnet en flittig podcast-lytter, så da der på grund af efterårsferien ikke var Musikquizzen på P3 til turen, bad vi hende bestemme noget, vi kunne høre undervejs. Det har hun nemlig været rigtig god til tidligere.
Det blev Gamle Grækere. Anders Olling og Hans Erik Havsteen, der er journalist og historiestuderende, genfortæller i ti afsnit Oldtiden fra Homer til Alexander den Store. Få første afsnit her. De to har tidligere lavet en podcastserie, der hedder Kongerækken, hvor de har genfortalt Danmarkshistorien med afsæt i samtlige danske regenter, og en kortere serie om Reformationen. De snakker og pingponger, mens de gennemgår historien, og det er både underholdende og berigende. Det kan findes gennem Podcast-appen – i hvert fald på iPhone.
Demosthenes, Solon, Dareios, Xerxes, Kambyses, Kyros, Kroisos, Sokrates, Aristoteles, slagene ved Marathon, Thermopylæ og Salamis, Det peloponnesiske forbund, bystaterne Athen og Sparta, Folkeforsamlingen, Perikles, Alkibiades, Herodot og Hesiod … luften i den lille Aygo var tyk af græske navne, jeg som klassisksproglig student fra en knapt så fjern oldtid havde hørt de fleste af og huskede, men jeg ville ikke længere have kunnet placere dem særligt præcist i tid og sted og i forhold til hinanden. De to gutter fra Kongerækken gjorde historien folkelig og forståelig, og for mig var det gyldne timer og gyldent genhør på vej til og fra Nordfyn.
At børnene har lyst til at høre om gamle grækere, storpolitik, filosofi, forskellige styreformer og demokratiets fødsel ud over det, de har haft i oldtidskundskab i gymnasiet, både forundrer og gør mig stolt. Nysgerrighed er en dyd.
Her er de nysgerrige på nyopstillede sanseinstrumenter ved plejeboligerne i min mors hood.
17. december 2016 | den store bunke |
Hvordan går det så med den der liste, jeg skrev i går? Jooeh, tak fordi du spørger, det går faktisk fint. Imidlertid er der et af punkterne, som er formuleret så uheldigt, at det ikke er til helt at bestemme sig for, hvornår det er færdigt og kan streges ud. ’Købe flere julegaver’… Man kan jo hævde, at bare der er købt to, er kravet opfyldt. På den anden side er det i det samlede billede ikke nok at købe to, og så er man vel ikke færdig? Så lige med dét ene punkt vakler jeg mellem gjort og ikkegjort.
Men ellers går det godt. Ikke at det hele er streget, men weekenden er heller ikke gået endnu, jo. Et enkelt punkt er påbegyndt, men kun delvist færdigt. Det er ’støvsuge’, og det var lidt af nød, fordi jeg startede dagen med at baldre et glas, da jeg übereffektivt tømte opvaskemaskinen. Ud over det halve af køkkengulvet baldrede jeg glasset, som gik i tusind glasklare småskår, og så var jeg nødt til at lette mine bare fødder og svæve ind efter støvsugeren og give det halve af køkkengulvet et grundigt sug. Da jeg senere nåede frem til dét punkt igen, var det blevet for mørkt at gøre mere ved det. Morgen, also.
Hvad jeg HAR gjort, er at stryge. En dug og tre skjorter, hvis nogle er nysgerrige, og MENS jeg strøg, hørte jeg podcast, og det er det, den lovede anbefaling handler om. Zenia Johnsen faldt for fire et halvt år siden tre trin ned af en trappe og fik en voldsom hjernerystelse. Første gang jeg læste om – og af – hende var i 78 postkortkorte tekster, hun gennem to år skrev på sin blog på sin vej til det menneske, hun er nu, med en hjerne der har taget varig skade. De korte poetiske og sansefortættede tekster rørte mig, gjorde mig ondt, satte tanker i gang og blev siddende. Hun kaldte dem Postkort fra en hjernerystelse, og de er netop udgivet i romanen Hjerneskælv – postkortroman. Her fortæller hun selv om bogen.
Zenia Johnsen er forhenværende bibliotekar, lektør, anmelder og forlagskonsulent. Hun formulerer sig fantastisk, tegner guddommeligt og ser verden i vidunderlige vinkler, blandt andet på Instagram. Jeg kan forstå, at hun er et andet menneske nu end før faldet. Jeg kender ikke før, men jeg er vild med nu, og jeg er fuld af respekt.
Podcasten, som jeg hørte mens jeg strøg mit tøj og min dug, hedder Rystelsen og er en meget billeddannende radiomontage af sammenklippet tale, musik og lyde. P1 præsenterer den sådan her: ’Zenia Johnson faldt tre trin ned af trappen og hendes verden blev aldrig den samme igen. Den var fuld af lyd. Og stilhed. Rystelsen er en sanselig radiofortælling om en kvindes kamp for at genfinde sig selv og sit liv efter en hjernerystelse, der fik virkeligheden til at slå revner.
Tilrettelæggelse: Rebecca Bach-Lauritsen og tonemester Peter Albrechtsen’.
Jeg synes, du skal høre den. Du behøver ikke at stryge imens. Bare du hører efter.
