Hviledag for Heel 7

Selskabsskoene ligger, hvor de blev trådt ud af, da vi kom hjem fra fest i aftes. I dag er hviledag for festaber og selskabspapegøjer, fødder og fodtøj.

Jeg er godt tilpas med, at skoene holdt til hele aftenen. Eller rettere sagt, at mine fødder holdt til at have skoene på hele aftenen. Det er fortrinligt. Fortrinligt, fik I den?

Sagen er den, at mine italienske stiletter, købt i Rom for flere år siden, fra starten var et halvt nummer for små (butikken havde ikke modellen det halve nummer større, og så må man lide), og af den grund har stiletfester tit været lidt plagsomme for mine fødder. Tit har det været noget med ’okay, nu er der gået tre timer af denne her fest, og I har alle sammen set mine flotte sko, ikke? … så skifter jeg!’

Men mirakuløst er mine fødder åbenbart blevet mindre, og nu kan jeg spare skifteskoene.

Det er en ret rar tanke på denne dag, hvor vi hviler fødderne og resten af os. Det vildeste der skal ske i dag er, at bilen skal hentes inde i byen, brænde skal hentes ind fra brændeskuret, ugens nullermænd skal hentes ind i støvsugeren, og sommertid og søvn skal indhentes.

Og jeg har påskeferie.

Alt er godt.