Alene hjemme
Vi er alene hjemme for tiden. Jeg definerer “vi”: Det drejer sig om selveste husejerne, herren og fruen i huset, Morten og mig. Vi der har købt og ejer (sammen med banken) retten til at være her. Og det er vi så. Selv.
Det sker ikke ret tit, at vi er ladt alene tilbage i så lang tid. I halvanden uge. Yngsten er i Thailand, og alleryngsten er hos sin mor og kommer først igen, når påskehelligdagene sætter ind.
Det er helt underligt om morgenen, når vi sidder og spiser morgenmad, at ingen står op, og ingen kommer hjem fra natarbejde. At der kun skal laves aftensmad til to. At vi også selv skal lave mad om onsdagen, som ellers er yngstens maddag. At vi kan larme så tosset vi vil og helt lade være med at være hjemme, hvis det er det vi vil.
Globetrotteren er fløjet til Thailand i et par uger for at besøge sin kæreste, der sammen med en veninde rejser rundt i Sydøstasien i nogle måneder. Jeg har set billeder derudefra. Landet, solen og gensynet klæder ham, og han ser glad ud.
På trods af, at her er mere tomt end sædvanligt, går det nu også godt herhjemme. Og det er jo en forsmag på, hvordan det bliver, når alle arvingerne flytter hjemmefra for good. Så skal vi selv fylde rammerne ud, og det er jeg heller ikke i tvivl om, at vi kan.
Nå. Men. Bagsiden af medaljen: Globetrotterens fravær betyder også, at badeværelsesrengøringen hænger på mig i to uger. Det plejer han at ordne om torsdagen. Det nåede jeg så ikke i dag.
Ærgerligt.
