26. juni 2013 | den store bunke |
Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.
Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.
Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.
Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.
Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.
Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.
Dobbelt stolt.
25. juni 2013 | den store bunke |
Den 19-årige blev student i dag. Historie var sidste fag, og i 24 timer har han forberedt sig på Imperialisme, afkolonisering og menneskerettigheder, til han var helt rundforvirret og næsten glemte at sove. Han var inde, kom ud med røde varme kinder og gik rastløst frem og tilbage på gangen, hvor alle hans mennesker var mødt op med roser, kameraer og en studenterhue. Han blev kaldt ind, kom ud og var glad, lettet og tilfreds.
“Hvad giver I ham?”, havde folk spurgt.
“En kuffert…”, svarede jeg.
“Nå…”, sagde folk og gad ikke engang skjule, at så blev der nok tale om en skuffet student.
“… fuld af øl og whisky”, fortsatte jeg.
Og så syntes folk, det var den fedeste gave, de havde hørt om.
Studenten syntes det også.
23. juni 2013 | den store bunke |
Vi har været til Molsfest.
Molsfest er en af de dejligste traditioner, en sommerkomsammen, som gode venner lægger sommerhus til, og vi er en stor flok, som er kommet der gennem mange år. I starten var det forældregenerationen, som sov i huset, og så kom alle børnenes venner (det var os) og slog telte op på grunden, spiste helstegt lam og Grethes hjemmelavede og helt guddommelige is med marcipan og jordbær, drak usigelige mængder fadøl og larmede til den lyse morgen, sov lidt og tilbragte så det meste af søndagen på stranden, mens vi skiftedes til at hente fadøl og spise lammerester.
Senere fik vi alle sammen børn og havde dem med, og der var børneaktiviteter om eftermiddagen, og ellers foregik det som beskrevet ovenfor.
Temaerne er skiftet i løbet af årene i takt med, hvilke livsstadier vi var på. Der var de år, hvor vi blev færdige med vores uddannelser og fik job rundt omkring i landet. Der var det år, vi alle sammen fik stationcars. Der var det år, vi snakkede om sengevæderbørn. Der var det år, samtalerne handlede om flexlån. Så begyndte vi at snakke om synshjælpemidler. Så var der andre skavanker at snakke om. Så blev børnene store, og det var os, som var forældregenerationen, der var af sted uden børn igen og ikke behøvede så store telte længere. I år sov de fleste af os i vores biler nede ved stranden. Og i år var det Endomondo og løbetracks, vi snakkede om.
Det var skønt, skønt, skønt og hyggeligt. Som altid. Og selv om alle Molsfester er forskellige, var der også i år de allervigtigste ingredienser.
Der var de bedste, bedste mennesker.
Der var lam.
Der var fadøl.
Der var værelse med udsigt og bølgesus.
Udsigten ved fodenden var såmænd også fin.
Og det er langt, langt væk.
22. juni 2013 | den store bunke |
Højskolebarnet har forladt højskolelivet og bevæget sig ud i det virkelige liv. Læs: Roskilde Festival og sommerhuslandet. De sidste dage er der pakket ud, vasket, genpakket og forberedt. I går blev der imprægneret telt på tørreloftet.
Og der kunne man jo faktisk godt holde ferie, egentlig. Hvis campingvejret så lidt for listigt ud. Ingen regn og ingen blæst, kun lidt fygesne om vinteren.
18. juni 2013 | den store bunke |
Det har taget mig et stykke tid at vænne mig til lydbøger. Tidligere opfattede min hjerne et headset som et signal til at lade tankerne tage på walkabout og slet ikke fokusere på det, der blev læst op. Måske har der også været en ulyst til at slippe kontrollen med verden udenfor, når ørerne er optaget. Jeg har altid villet følge med i alting. Når man sidder med en analog bog, kan man godt nås fra verdens lydtæppe, mens man med en lydbog monteret kun ved, at andre vil en noget, hvis man får øjenkontakt eller de kommer og prikker til en.
Men nu går det rigtig godt, og jeg lytter, når jeg løber eller støvsuger eller laver havearbejde. Jeg er blevet rigtig god til at lade kroppen gøre det, den skal, og så bare være fuldt ud i det rum, bogen skaber. Derfor tør jeg ikke lytte, når jeg kører bil. Kun når jeg ikke skal tage stilling til noget andet. Og så er jeg helt væk.
Lige for tiden hører jeg Anna Grues Et spørgsmål om penge, som P4 forærede væk som sommerlytteratur i starten af måneden.
Og paradokset igen: når jeg lytter, hører jeg ikke noget. Derfor var det godt, det ikke gik værre den aften, Morten rensede tagrender på kolonihavehuset.
Jeg lugede og lyttede og kiggede først op, da han kom luskende med bøjet hoved og hængemule på undskyld-jeg-kunne-ikke-gøre-for-det-måden. Og lidt på av-mit-ben-måden. Han havde stået på havebordet for at nå tagrenden og drejet sig rundt for at gå ned på bænken, og i stedet for at træde ved siden af trådte han igennem. Og knækkede tre planker. Og var ked af det, for det var mit bord. Og fik en stor hudafskrabning på skinnebenet.
Jeg kom til at grine. Over hele sceneriet. Først derefter kom jeg i tanker om at løsrive mig fra de materielle skader og spørge til hans skader. Som heldigvis var begrænsede. Og bordet var gammelt, og det gode er, at jeg endnu ikke havde nået at rense og oliebehandle det.
Bordet kan ikke reddes. Morten kan reddes.
Men tænk nu, hvis det var gået rigtig galt. Så kunne han have ligget der og være rigtigt tilskadekommen, mens jeg havde fiktive døde i ørerne. Må fremover huske at holde mandtal over de levende en gang imellem.
15. juni 2013 | den store bunke |
Jeg har sorteret bukser, og her er juryens resultat:
Antal håbløst for små, og jeg kommer aldrig i dem igen: 3
Antal for små, men købt i dyr mærkevaregenbrugsbutik i Berlin (og derfor ekstra ærgerligt): 1
Antal rigtig størrelse, men i håbløst umoderne snit: 3
Antal kan godt gå, men lidt for meget svaj i benene: 2
Antal kan godt gå, men alligevel lige stramme nok: 1
Antal der passer og er lagt i skabet igen: 2
Jeg hader at købe tøj. Hader. Især bukser. Jeg hader at stå og svede i prøverum og vurdere og prøve igen. Men jeg kan jo ikke gå gennem livet med kun to par bukser, så nu har jeg været af sted.
I H&M står der skinny, slim, extra skinny, low waist, shitty slimmy på alle deres bukser, men jeg fandt et par almindeligt strammy, der godt kunne bruges.
I Vero Moda blev jeg hjulpet af ung pige, der kunne sit kram og strøede guldrandede bemærkninger.
“Dem her bruger jeg selv”
”Min mor bruger dem også”
“De giver sig rigtig meget”
“Min mor er rigtig glad for dem”
“Min mor har også store ben. Og en stor numse”
Og den der fik mig til at gå i prøverummet, selv om jeg godt nok syntes, de så smalle ud, bukserne:
“Min mor har altså større lår end dig”
Antal nyindkøbte bukser: 3
