22. september 2013 | den store bunke |
Ved I godt, hvor lang tid det tager at gøre en hel pose fuld af grøntsager fra haven – kartofler, pastinak, porre, rødbeder og salat – rene og snittede og klar til madklubmad? Det tager hele cd 6 af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1. Og på en skala fra 1 til 10 er det 10 hyggeligt.
Ellers har jeg været til hest i dag. Astrid går til hest, og i dag var der rideopvisning, eller også hed det rideprøver. Jeg havde forestillet mig, at det behøvede jeg ikke med til. For jeg havde for eksempel en bruseniche, der skulle skures. Men så spurgte hun, om jeg kom med og kiggede på. Hest ikke, tænkte jeg. Og tog med. For næste gang ved jeg bedre, hvad jeg eventuelt siger nej tak til.
På min barndoms ønskesedler stod en hest gennem mange år øverst. Som nummer to stod seletøj til hest. Heldigvis var der aldrig nogen, som gav mig andenprioriteten alene. Jeg er vokset op på en gård, og min far har altid elsket heste, men jeg er dybt taknemmelig for, at han gennemskuede, at hest ikke var noget for mig. Han vidste, at han selv ville komme til at stå for pasningen, og han havde både køer og grise at tage sig af.
Det var fint i ridehallen i dag. Og på trods af, at pigebarnet var helt stiv af nerver, for hun havde aldrig redet solo før, gjorde hun det rigtig godt. Hesten Linus havde ikke travlt, det havde han ikke. Da de skulle gå skridt, gik han så langsomt, at man skulle tro, nogen havde trukket hestebremsen. Men han gjorde, hvad rytteren signalerede, at han skulle, travede når han skulle dét, og drejede, når han skulle det. Ja, jeg syntes, det hele så helt rigtigt ud. Jeg lærte også nye ord. Volte, slangegang, hovslag. Og nej, det sidste er ikke en lyd. Det er stien hele vejen rundt inden for banderne. Hun fik fine karakterer, og de fik alle sammen en gul roset.
Meget fremmed verden. Som jeg stadig ikke forstår.
26. juni 2013 | den store bunke |
Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.
Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.
Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.
Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.
Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.
Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.
Dobbelt stolt.
