14. juni 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har haft den hyggeligste eftermiddag med alle mine børn. Det er ikke så tit, vi bare er os fire, og jeg nød det fra start til slut.
Anledningen var, at højskolebarnets kunsthold afslutter et forløb med to ugers udstilling på Aarhus Rådhus. Der var fernisering med forstandertale og a cappella-sang i Arne Jacobsen og Erik Møllers fine rådhus.
Sådan her fortolkede højskolebarnet emnet Transit. Akryl på lærred, og wirerne er syet på. Jeg kan godt lide det.
Bagefter gik vi en tur i midtbyen. Var hos Kristian F. Møller og i Skumhuset, begge nogle af mine steder, da jeg selv boede i byen i 80’erne. Jeg boede der i ti år – Aarhus er der, hvor jeg var ung – der hvor jeg blev voksen, og jeg er en lille smule misundelig og en hel del vemodig ved tanken om, at højskolebarnet lige om lidt er på vej til at flytte dertil og skal have sin ungdom og sine dannelsesår i mit gamle hood. Og snart følger den 19-årige nok efter.
Vi overvejede et par af de steder, som var hippe i min tid, Drudenfuss og Englen, men valgte alligevel en af de nyere cafeer ved åen, inden vi gik ud og kiggede på alt det nye, der er ved at blive bygget i det område, de har valgt at kalde “De bynære havnearealer” – og på de kraner, hun har malet efter på det blå billede.
Så kørte vi min førstefødte tilbage til de sidste fire højskoledage og fortsatte hjemad. Den 19-årige sad bag rattet og den 16-årige på passagersædet, og jeg kosede mig på bagsædet og lyttede til deres broderlige mundhuggeri og deres pludselige udbrud i sang – Toto’s Africa og Hold The Line, som de egentlig er alt for unge til at kende – og deres sært fantasy-fysik-sammenblandede diskussion om, hvorvidt mennesker kan holde til at flyve på en drage eller om man dør af det, altså på grund af g-kraften… “Lad os sige … den flyver mindst 200 km i timen. Det er jo et stort dyr.”
Der er ikke noget fantasy over min glæde. Det var en stjernedag.
12. juni 2013 | den store bunke |
Jeg går og rydder op i skærerummet på kontoret for tiden. Det er der, vi har printere og hullemaskiner og papir og omslagsmapper – og alt muligt andet. Da vi flyttede ind i lokalerne, samlede vi nogle reoler og kastede tingene ind på hylderne for at få dem væk fra korridorer og fællesarealer. Vi har næsten vænnet os til, at der overhovedet ikke er nogen logik i logistikken, og ved hvor det meste er, men det er alligevel blevet tid til at få indført en overordnet orden. Og det er her, jeg blev udpeget. Det er lige mig, mente de.
Det er sådan set okay arbejde, nu hvor jeg har fået udstukket mig en kurs. Først var det mig og en kollega, men jeg sendte hende ud og lave noget andet igen. Det er nemmere at gøre det selv.
Jeg propper nogle ørepropper med lydbog i ørerne, og så går jeg og udtænker systemer. A3 100g her, A3 160g her, A3 200g overstørrelse her, A4 100g her… fortsæt selv. Det er varmt derinde, og jeg sveder som en asfaltarbejder, men som sagt, det er okay arbejde.
Der er bare lige én ting. Sidst jeg kom ud fra et længere ophold i skærerummet, var Margaret Thatcher død i mellemtiden. Nu er jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg får slået Nelson Mandela ihjel.
10. juni 2013 | At have have, den store bunke |
Birketræet og piletræet i haven fik lov at stå. Selv om gartneren mener, det er skodtræer. “Hvis I gerne vil have svineri på terrassen, skal I bare lade birketræet stå!” Svineri, ja tak. Piletræet er et, der sikkert har sået sig selv engang og bare har fået lov til at vokse, som det ville. Og det har kvitteret med at lave den fineste stammedans, en Harlekinballet … eller noget. Selv sneglen kan lide det og troede lige, den kunne gemme sig og sit camouflagehus. Nu tager det nok en lille uge, inden den får sneglet sig ned til jorden igen.
Er det ikke pæææhnt?
9. juni 2013 | den store bunke |
Efter to aftener med fester, hvor jeg var præcis så klog og charmerende, som gode vine og gode mennesker gør én, og to solskindage i haven, den ene på drømmesengen og den anden monteret med hakkejern og rive, og med gamle koner til kaffe og lagkage, er jeg præcis så træt, som en weekend med gode vine og gode mennesker gør én.
Det bliver en nemt sammenflikket aftensmad til den 16-årige og mig og en stol på altanen med en bog og mit lille søglimt, så længe jeg kan holde mig vågen.
Det har været så fint.
4. juni 2013 | den store bunke |
Da jeg støvsugede i dag, manøvrerede jeg igen udenom papirposen med valnødder, som står i køkkenhjørnet.
Hvor længe har den egentlig stået der?
Engang for så længe siden, at det fortaber sig i fortidens slør, hentede jeg posen i pulterkammeret, hvor den har hængt i endnu længere tid. Måske to år? Tre? Valnødderne kommer fra mine forældres valnøddetræ, men det er to år siden min mor flyttede fra huset, hvor træet står, og endnu længere siden min far kunne sanke valnødder.
Nå.
Men siden de nødder er så gamle, at jeg knapt ved, om de er tørret helt ind, og hvor længe kan valnødder egentlig blive ved med at virke, tog jeg dem ind i køkkenet for at knække hele molevitten, når jeg havde noget tid, jeg ikke skulle bruge til noget andet. Den slags tid har jeg tilsyneladende ikke haft endnu. Og nu står den der bare, posen, og er blevet en del af interiøret, som jeg bare har vænnet mig til.
Det sker tit for mig.
Engang flyttede jeg og min veninde ind i en lejlighed. Spisebordet vippede, og vi lagde en sivmåtte under det ene ben, indtil vi fik gjort noget andet. Vi støvsugede troligt rundt om og i sivmåtten, og efterhånden så vi den kun, når vi havde gæster, som ikke havde været der før. Vi fjernede den først, da vi flyttede fra lejligheden tre år senere.
3. juni 2013 | den store bunke |
I går morges vågnede jeg op til denne udsigt ud over bølgende kornmarker og mergelgraven-med-træer og Præstemarken og Holemarken og de andre lokaliteter, som jeg er vokset op med. Størstebror er fjerde generation på min fødegård, og vi overnattede der efter at have været til revy i den lokale teaterforening, hvor han er en af de bærende kræfter, både som tekstforfatter og skuespiller. Også i år var det turen værd. Han er god! Vi er stolte.
Haven var anderledes, da jeg var barn for over fyrre år siden. Staudebedene er lagt om, de små træer er blevet store træer, og de store træer er blevet kæmpetræer. Der hvor det lille træ står, stod et kæmpestort moreltræ, som vi har klatret i, er faldet ned fra, har haft vores gynger i og er gynget op til himlen i og modigt er sprunget ned fra svimlende højder. Det væltede den nat i 1999, hvor decemberstormen gik hen over landet og især raserede hen over Fyn. Bror og svigerinde vågnede op til en sær fremmed skygge hen over haven og en mægtig trækrone lige uden for vinduerne. Året efter røg nogle af de gamle æbletræer i en anden storm. Birketræet i venstre side af billedet har en tvilling til den anden side. De blev plantet, da min mor var ung, og deres stammer er så store og tykke, at de næsten ikke har hvide birketræsaftegninger længere. De må have så lange rødder, at hvis de vælter, vipper det halve af stuehuset med.
Det her er alléen set fra gården. En imponerende hal af 25 mægtige kastanietræer. Min oldefar plantede dem. Der var oprindeligt lige mange i begge sider, men da vejen skulle udvides – nu er den vel tre meter bred, selv med god vilje kan den kun beskrives som en bivej – måtte det øverste træ fældes. Det er et flot syn ved denne tid, hvor de blomstrer og står fulde af lys. Vi har samlet kastanier og lavet kastaniedyr, det har vores børn også, og den, der til enhver tid har været ansvarlig for at holde alléen pæn, har bandet over nedfaldet og alle de nye træer, der er skudt op. Nogle af skuddene lever stadig og er blevet store træer så fjerne steder som Aarhus og Telemark i Norge.
Det her er Æbelø. Vi tog en omvej hjemad. Flyvesandet er Fyns nordligste punkt, og der badede vi som børn. Vi cyklede ti kilometer med et sammenrullet håndklæde på bagagebæreren, og måske havde vi penge med til en ispind. I størstebrors revy hed et af numrene Kuk kuk. Det handlede om regentparrets sommerbesøg i Bogense på onsdag, men melodien var den, som i forbindelse med Sangens Dag sidste år blev valgt som Nordfynboernes yndlingssang, “Kukker på Æbelø”. Ifølge Ugeavisen Nordfyn var det en overlegen sejr, den fik nemlig 40 ud af 152 stemmer. Hør den her, det er Poul Reichardt, når han er bedst, men gør det med omtanke, for den er en rigtig ørehænger. Og Æbelø kan man altså se fra Flyvesandet, og når tidevandet er lavt, kan man gå derud. Det har jeg aldrig gjort. Måske skulle jeg.
Efter al den snak om dronningebesøg fik jeg lyst til at køre igennem Bogense, hvor jeg både er født og har taget kørekort. Det er den kønneste lille købstad med det fineste torv og en lille havn. Hvor kongeskibet altså desværre stikker for dybt til at kunne gå ind, så de behøver ikke pudse hele havnen; hun kommer ad landevejen fra Middelfart.
Vi kørte den modsatte vej, og hele turen var én lang memory lane for mig. Heldigvis – for ham – faldt min sidemand i søvn, og jeg måtte holde alle minderne inde i mit hoved. Om dengang jeg kørte på min grønne Puch Maxi hele vejen hjemmefra til Gamborg Havn for at tilbringe en dag med min kæreste og hans kammerat på hans forældres lystbåd og ringede hjem med en virkelig tynd historie om, at jeg ikke kunne få fat i noget benzin til min knallert og var nødt til at overnatte på båden. Jeg havde ikke engang prøvet, måske manglede jeg heller ikke benzin, men jeg ville så gerne blive der, og jeg har sikkert skullet hjem og hakke roer. Næste dag købte jeg ansporet af tyk dårlig samvittighed to kæmpebundter hvide asparges med hjem fra en af de mange boder med grøntsager, man stadig finder som perler på en snor langs landevejen på de kanter.
