Fire masker for meget

Jeg har sådan en dejlig hue. Den har så mange gode egenskaber. En af dem er, at folk altid smiler så venligt til mig, når jeg pakker mit hoved ind i råhvid, ulden, hjemmegjort kabelstrik med kvast. Jeg bilder mig ind, at jeg ser lidt sød ud. En anden god egenskab er den fornemmelse af virkelig varm vinterpåklædning, den giver. – Kom an, fimbulvinter, jeg har hue på!

Egentlig strikkede jeg den til min datter. Hun gik aldrig ret meget med den, og med tiden overtog jeg den selv. Måske hænger hendes afvisning sammen med det faktum, at den er lii-i-ige stor nok. Fire masker mindre havde gjort underværker. Den sidder ikke sådan helt rigtigt fast. Når jeg drejer hovedet for at holde øje med de andre ude i trafikken, drejer huen med, men ikke altid med tilbage. Hvor sødt er dét? Og praktisk?

Det betyder også, at det blæser ind under ribkanten. Lige ind i ørerne. Og endnu mere, hvis det ene øre grundet ovenstående er kommet lidt ud i det fri.

Men altså, med fire masker mindre havde antallet jo ikke passet med kabelmønsteret…

Jeg må se at få et tykkere hoved.

IMG_5222_sam

Stolt i smug

Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.

Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.

Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.

Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.

Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.

Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.

Dobbelt stolt.