17. november 2019 | den store bunke |
Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.
Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.
Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der må findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.
Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .
Jeg tog med.
Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?
15. november 2019 | den store bunke |
Der er lige nu ti punkter på min huskenote på telefonen. Der har jeg en dynamisk liste, som jeg hele tiden opdaterer ved at påføre nye ting, jeg skal huske, og slette dem, jeg har håndteret. Noget står der i kort tid, det kan for eksempel være ’Købe ind’, andet kan være på listen i lang tid, for det måske bare er projekter, jeg gerne ville tage mig af, men godt ved jeg aldrig får gjort noget ved. ’Skure bruseniche’ kunne være et eksempel på den kategori.
Aktuelt har jeg disse kort- og langsigtede planer:
• Tjekke andre shorts
Det bliver snart. Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe et par zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der må findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Og bruge dem på noget andet.
• Ekstra neglelak
Det bliver muligvis i aften. Vi skal til fest i morgen. Nuværende neglelak er ikke slidt nok til at tage helt af og lægge nyt på. Løsningen er et friskt, ekstra lag oven på eksisterende. Jeg glemmer det, hvis jeg ikke skriver det ned.
• Pakker til Marketing
Fordi vi igen i år har decemberpakkespil i afdelingen på arbejde og inden december skal komme med to pakker til spillet. Min hjemkomst fra ferie kommer i karambolage med afleveringsfristen, så jeg skal have gjort noget på forhånd.
• Vinterdæk
Det skal vi jo. Snart. Vi har to biler, vi har dæk, vi har donkraft, og vi har kobberfedt. Hvad vi har mindre af, er tid til at få det gjort. Vi skal til fest, og vi skal købe udstyr til Mellemamerikaferie. Men altså. Vi skal jo. Måske i morgen. Eller søndag.
• Flytte egne ting i sykasse
Fordi jeg arvede min mors sykasse, som har været i hjemmet al den tid, jeg kan huske, og jeg har tilbragt mange timer som lille pige med at kigge på alle de ting, der var i den. Min plan er at rydde op i gamle knappenåle, trådruller, lynlåse, stoppegarn, fingerbøl og alt muligt andet og putte mine egne syting i kassen, så den kan komme til ære og værdighed igen.
• Rydde op i værksted
Jeg var godt i gang for halvandet år siden, men så skulle vi have skiftet rør, og så gik det i stå. Men nu skal der være orden. Hylder er savet til og venter bare på, at jeg går i gang med at indrette og lave indlysende systemer i reolerne. Når der kommer en af de lange vinterweekenddage, hvor vejret er til indesysler, og jeg ikke skal andet. Og har lyst.
• Hente kageskål i Aarhus
Fordi vi har sat noget af min mors porcelæn til salg. Det befinder sig hos min bror på Fyn, bortset fra en småkageskål, som jeg har solgt her i Viborg, og som bror nu har bragt til min niece i Aarhus – hvor jeg skal have den hentet, så jeg kan levere til køber. Det bliver, når det bliver.
• Sortere billeder
Det bliver aldrig. Alle de digitale billeder, som ligger på en harddisk og bare er navngivet med dato. Jeg ville godt have dem katalogiseret lidt bedre. Men der er fotos fra adskillige ÅR. Det bliver aldrig…
• Slå græs i Teglmarken
Fik ikke klippet græsset i slutningen af sæsonen, fordi der var en del med min mor, og fordi det regnede. Nu er det muligvis lidt sent på året at slå græs. Men punktet må blive stående, for jeg har jo ikke gjort det.
• Grave kolonihaven
Endnu en opgave jeg ikke har fået håndteret på grund af de seneste måneders andre gøremål. Og regn. Men det er egentlig ikke anderledes end hvert eneste år. Så punktet bliver stående. Nederst hvor det hører til.
11. november 2019 | At have have, den store bunke, Køkkenskriverier |
Billeder kan snyde så meget. Det her kunne være en kæmpegryde med et læs gigantiske tomater. Det er det ikke. Det er min mindste kasserolle, og tomathøsten er sølle. Det har været sløjt med røde tomater, og det er også småt med dem, der aldrig nåede i mål med at blive modne. Helt bogstaveligt småt. Jeg har plukket helt i bund, da jeg tømte plantekasserne i kolonihaven, og mange af tomaterne er faktisk mindre end ærter. Det kan de jo ikke gøre for, så i syltegryden med dem.
Opskriften er den samme som jeg plejer at bruge, når jeg sylter grønne tomater, og det er godt, at jeg fik den skrevet ned, for så kan den findes lige her.
Der var rigeligt med syltelage til min lille håndfuld tomater, men det er svært at gøre mængden mindre … én stjerneanis, én kanelstang osv. Men man kan gemme den ekstra lage i et glas i køleskabet og bruge den til at spiffe sovser og gryderetter op, så de får lidt kant. Nu ser vi, hvordan det går med dét. Vi plejer at glemme at bruge det. Tomaterne selv er himmelske som tilbehør til alt muligt, præcis ligesom alt muligt andet sødt og syrligt syltet.
Her kan man se, hvor lidt der blev. Glassets størrelse kan selvfølgelig også snyde, men min hånd er en helt normal størrelse damelab.
6. november 2019 | den store bunke |
Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.
Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.
For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.
Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.
Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.
4. november 2019 | den store bunke |
Det er en tradition.
Hvert efterår kombinerer vi et kroophold med en vandretur i silende regn.
Nå ja, vi har gjort det to gange. Men det ser ud til at være en tradition. Hotelovernatning OG regn. Vi har prøvet forskellige tidspunkter. Sidste år var det i starten af december, i år i starten af november. Uanset tidspunkt – det regner. Og uanset regnvejr – det er fedt.
Sidste år gik vi i Mols Bjerge. I år gik vi i Bramslev Bakker. Bjerge og bakker. Balle og Bjærge.
Nå, grunden til, at det blev lige dér denne gang, er, at min tresårs fødselsdag – og lidt Mortens seksoghalvtredsårs ditto – udløste en rigtig fin gave fra Mortens familie, et panoramaophold på Bramslevgaard, der ligger fem kilometer øst for Hobro på nordsiden af Mariager Fjord. I området finder man også Danmarks første certificerede vandrerute, Panoramaruten på 10 km, og planen var at udforske den enten før eller efter overnatningen. Vi havde booket her i weekenden. Som tiden nærmede sig, og meteorologernes regnfulde forudsigelser tog form, vurderede vi, at søndagsvejret ville blive bedre end lørdagsvejret (… snydt!!), så vi tjekkede ind på Bramslevgaard hen på lørdag eftermiddag og gik direkte om bord i kaffe og kager.
Der var skønt, middagen var dejlig og servicen i top. Ren afslapning, hyggelig stemning, super morgenmad. Søndag formiddag tjekkede vi ud, mætte og veltilpasse, klar til lang gåtur.
Det regnede. Men alle ved, at det er værre at tænke på end at være i, og vi har jo ordentligt udstyr. Så med tilkøbt madpakke og primus i rygsækken drog vi ud i regnen.
Det var en smuk tur gennem istidens overdrevslandskab – det hedder det –, kuperet og varieret og med udsigt ud over Mariager Fjord, der langt ude fortabte sig i regndisen. Vi gik mellem græssende kvæg og får og mødte ikke mange andre. Vi fandt ikke noget overdækket sted undervejs at sætte os med primussen og koge kaffevand, men vi stod i ly i et masteskur i lystbådehavnen i Hobro og spiste madpakkerne. Det var også hyggeligt.
Turen er helt sikkert endnu mere fantastisk i lidt flottere vejr. I hvert fald kommer man nok knapt så våd og mudret hjem, som vi gjorde. Jeg gled på den smattede sti på sidste del af ruten, så jeg var helt nede med kinden i mudderet. Men det ER en fabelagtig tur, som både kan anbefales og tåler et gensyn. En genganger? I hvert fald, vi kommer tilbage, Bramslev Bakker!
31. oktober 2019 | den store bunke |
Jeg når sjældent op på den daglige kvote på ti tusind skridt, som en eller anden har anbefalet. Så langt fra. Det er svært at få prioriteret at gå, synes jeg, og svært at få puttet gåture ind i dagligdagen, især nu hvor det bliver så tidligt mørkt. Medmindre Morten vil med, er jeg nødt til at komme ud af røret straks, når jeg kommer hjem fra arbejde, hvis jeg vil nå at sætte skridt på kontoen. Jeg er alt for meget pivfis til at gå alene ude, når det er mørkt.
Det ville ellers være rigtig godt at få trænet, for om få uger rejser vi til Costa Rica. Først og fremmest for at vandre. I jungle, ved strand og på vulkaner. Også lidt for at lave yoga og spise fisk og frisk frugt og nyde et stykke med ukendt, eksotisk natur. På mange måder ligesom da vi var i Arizona i maj 2018 (læs her og her), og på mange måder helt, helt anderledes.
Jeg glæder mig. Det er en af de ting, jeg tør glæde mig rigtigt til nu, hvor min mors tilstand ikke længere er den ukendte faktor i al planlægning, men definitivt fraværende.
Jeg satser på, at min krop vil samarbejde lige så smukt, som den gjorde for halvandet år siden. Der er skam heller ikke noget, der tyder på andet. Jeg har bare ikke rigtigt fået prøvet den af.
Vi satser på en længere vandretur i weekenden – i dagsregn, ser det ud til‚ og ellers glæder jeg mig over de småture, det trods alt bliver til. I går gik jeg for eksempel den lille tur hele vejen rundt om kvarteret, mens solen gik ned. Det gik der 4.425 skridt med. Lidt har også ret.
Det skal nok gå.
Det går tit godt.
Det gør jeg også.
